Den Konservative leder Lars Barfoed sidder netop nu i et lukket møde med børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) for at finde en løsning på den tilspidsede situation i skoleforhandlingerne, erfarer Berlingske. Officielt mødes parterne ellers først klokken 13.00 i dag.
Men den Konservative leder har nedlagt veto i forhandlingerne mod at gennemføre såkaldte lektiecafeer, hvor eleverne to til fem timer om ugen modtager lektiehjælp eller bruger tiden på »faglig fordybelse«.
De Konservative er sammen med regeringspartierne, Venstre og Dansk Folkeparti en del af forliget bag folkeskolen og har derfor veto mod ændringer på området, som rækker frem til næste folketingsvalg. Hvis Lars Barfoed holder fast i sit veto kan han derfor blokerer for en folkeskolereform helt frem til sommeren 2016, hvis der først kommer valg i sidste øjeblik.
Barfoed har i dagens Politiken fremsat et kompromisforslag, hvor parterne laver en aftale for folkeskolen her og nu, men gemmer diskussionen om lektiehjælp til efter næste valg. Dermed kan partierne, som går ind for lektiecafeerne lave en aftale om den del efter valget, foreslår Barfoed.
Det er uvist om Christine Antorini vil acceptere den fremstrakte hånd eller måske selv har et kompromisforslag, som hun fremsætter for ham i disse minutter. En mulighed er også, at hun indgår en aftale med resten af blå blok, der først træder i kraft efter næste folketingsvalg.

