Den danske kaffekæde Baresso er gået fra underskud til overskud på et år, hvor kæden har indledt jagten på kapital. Baresso kan notere et overskud på 6 millioner kroner i 2014, mens driftsoverskuddet (EBITDA) endte på 18 millioner kroner. Resultatet er det bedste i kaffekædens historie og tegner et noget andet billede end Baresso anno 2013, hvor resultatet lød på et underskud på 2,7 millioner kroner.
»Selvom det kan lyde banalt, skulle vi helt tilbage til basis. Vi har en klar ambition om at servere den bedste baristabryggede kaffe. Det kan godt være, vi er små, men så må opgaven være at være den bedste,« siger Baressos administrerende direktør og stifter, Kenneth Luciani.
Tidligere på året kom det frem, at Kenneth Luciani og Baresso har hyret investeringsbanken Carnegie til at undersøge muligheden for at få tilført kapital i form af salg eller strategisk samarbejde. Ifølge den administrerende direktør får kaffekæden dagligt opfordringer om at åbne i provinsbyer som Køge, Kolling eller Roskilde. Det kræver imidlertid kapital at ekspandere.
»Selvom vi har et resultat, der viser 6 millioner på bunden, så er der jo lang vej derfra til at komme til alle danske byer, hvis man selv skal spare op til det dag for dag. Så vi afsøger muligheden for at få tilført yderligere kapital og resurser, så vi kan udnytte vores fulde potentiale,« siger Kenneth Luciani og fortsætter:
»Jeg er helt åben over for, om det er en kapitalfond eller det er folk, der bare vil indskyde penge. Det vigtigste er, at vi kan viderebringe det, vi har skabt, og som vi synes fungerer.«
Baresso har planer om at åbne fem nye kaffebarer i 2015 - to af dem er allerede åbnet i henholdsvis Ballerup og Valby. Men konkurrencen på markedet er intensiveret med verdens største kaffekæde, børsnoterede Starbucks med omkring 20.000 enheder globalt, som så småt ruller sig ud på danske gader og stræder. Senest har den amerikanske gigant meddelt at tre nye kaffebarer er på trapperne i København.
»Man kan da godt ved siden af Starbucks føle sig meget, meget lille,« siger Luciani. Han tilføjer, at de Baresso-kaffebarer, der ligger i nærheden af Starbucks har haft vækst i omsætningen.
Baresso åbnede den første kaffebar i 2000, og kæden består i dag af 47 kaffebarer. På de 15 år, der er gået siden lanceringen af Baresso, har danskerne taget kaffebarkulturen til sig og både bagerbutikker, juicebarer og Seven 7-Eleven sælger i dag kaffe.