De store stemmer og ditto smil har de tilfælles, men ellers er der ikke mange lighedspunkter mellem Julie Steincke og Nanna Rossen, der i denne sæson spiller to af de helt store kvindelige musicalpartier, nemlig som henholdsvis Lucy i »Jekyll & Hyde« på Det Ny Teater og som Tracy i »Hairspray« i Tivolis koncertsal.

Julie Steincke er mørk, energisk og væver – og så kommer hun med en enorm erfaring. På trods af at hun kun er 39 år, har hun allerede 25 års erfaring fra musicalscenen, først i England og siden i Danmark. 19-årige Nanna Rossen er derimod lys og blød – og lige begyndt. Selvom hun har sunget musicals, blandt andet som del af Eventyrteatret, siden hun var 11 år, er hovedrollen i »Hairspray« hendes første professionelle opgave.

Kærligheden til de store musicals har de dog – også – tilfælles.

Hvornår vidste I, at det var musicals, I ville beskæftige jer med?

Nanna: »Jeg har vidst, at jeg ville optræde og synge siden jeg deltog i MGP2005 som 8-årig. Men drømmen om musicals er først rigtigt opstået i mine år på Eventyrteatret, særligt i forestillingen »Herkules«, hvor jeg sang en sang sammen med to andre piger.«

»Det var en fed gospelinspireret sang, hvor vi bare kunne give den gas. Vi fik et fint bifald bagefter, og det var bare så fedt. Det var deromkring, jeg vidste, at det var det her, jeg rigtigt gerne ville fortsætte med. At det var en del af mit liv, som jeg helst ikke ville undvære.«

Julie: »Jeg har vidst, at jeg gerne ville være i underholdningsbranchen, siden jeg var tre år gammel. Først ville jeg være danser, så skuespiller. Jeg fandt først min stemme, da jeg var seksten, fordi de troede, at jeg havde brækket ryggen, så jeg ikke kunne danse. Det var bare noget, jeg følte, at jeg skulle.«

»Jeg var fascineret af hele den verden og af sort-hvide film med Fred Astaire og Ginger Rogers. Da så »Fame«-serien kom, tænkte jeg »måske kan man leve af det her«.«

En dejlig fornemmelse i maven

Hvad skal man kunne for at blive musicalstjerne?

Julie: »Man skal have the triple threat: Man skal kunne synge, man skal kunne bevæge sig, og man skal kunne fortælle historien gennem skuespil. Hvis man kan alle tre ting, så er det spændende at se på. Det er jo det fantastiske ved musicals i forhold til så meget andet, at musikken er med til at gøre historien og fortællingen så meget mere fængende.«

Nanna: »Ja. Så kan man blive helt tryllebundet i to timer og gå ud og have en rigtigt dejlig fornemmelse i maven bagefter.«

Julie: »Det er en euforisk fornemmelse, når man føler, at man rammer nogen eller rører nogen. Når man kan se folk få tårer i øjnene eller være helt vildt begejstrede.«

Skal man være gjort af et særligt stof for at klare sig?

Nanna: »Man skal i hvert fald have mod til at stille sig op foran en masse mennesker og bare være åben og fyre den af.«

Julie: »Og du skal være indstillet på, at der er visse ting, du ikke kan. Jeg har været i branchen i 25 år, og noget af det, jeg har lært, er, at du altså ikke kan gå i byen og feste hver eneste aften, hvis du vil være sanger og skuespiller. Du skal passe på dig selv. Det er et offer – men til gengæld er det, du får tilbage, helt ubeskriveligt.«

Charme, charme og charme

Hvorfor tror du, at du fik rollen som Tracy, Nanna?

Nanna: »Øhm… jeg kan identificere mig med Tracy, og det, tror jeg, har skinnet igennem på en eller anden måde. Vi har begge to en glæde ved at danse og synge og er store piger. Men jeg gik ikke rundt og var sikker på, at jeg ville få rollen, overhovedet ikke. For der er rigtigt mange søde piger, som ligner Tracy - så det kom lidt an på, hvad det var for en Tracy, de ville have.«

Julie: »Det handler om, at du har skinnet igennem kameraet. Det er der altså ikke mange, der gør. Det vigtigste som musicalstjerne er charme, charme, charme. Når en person træder ind i et rum, er der nogle mennesker, du ikke lægger mærke til, og så er der andre, du bare lægger mærke til med det samme, og du kan ikke forklare, hvad det er.«

»Det er x-faktoren. Det skinner igennem med dig, og det er altså rigtigt godt at have charmen med sig i denne her branche og bare være livsglad og nysgerrig over for andre.«

Bliver man stadig nervøs, selvom man har været på scenen mange gange før?

Julie: »Hver dag! Også oppe i prøvesalen, fordi man blotter sig selv. Men det skal man bibeholde. Jeg var nok stoppet, hvis jeg ikke blev spændt og nervøs, for det er det, der gør, at man bliver bedre. Jeg er ikke holdt op med at lære, og jeg elsker, når der kommer nye mennesker ind med ny energi, hvor man tænker: »Hold kæft, dér er glæden«.«

Nanna: »Ja, man giver bare noget ekstra, når man kan mærke, at det betyder noget. Det er jo fordi, det er vigtigt for en, at man bliver spændt eller nervøs – og jeg synes, det er dejligt at høre, at du stadig kan lide det, du laver.«

Julie: »Oh yes!«

Musicals er teamwork

Nanna, hvad er dine forventninger til din første professionelle produktion?

Nanna: »Jeg forventer, at det bliver rigtigt hårdt, men jeg forventer også, at det bliver meget lærerigt, både fagligt – at jeg bliver bedre til sang og dans og drama, men også at jeg lærer mig selv bedre at kende, fordi det bliver en voksenverden, som jeg ikke har befundet mig i før.«

Julie: »Jeg kender altså mange, der kommer fra Eventyrteatret, som har fået lange karrierer bagefter, og som er vildt inspirerende og meget dygtige. Du kommer ikke til at få så mange overraskelser i forhold til det, men der kommer selvfølgelig et andet pres.«

»Men det er et godt pres for sådan nogen, som virkelig gerne vil. Og jeg hører gode ting om dig fra Silas (Holst, som Julie Steincke blandt andet spillede over for i »Crazy for You«, red.). Han har været meget rosende.«

Nanna: »Ja. Det er så pænt af ham, men det er også et pres – for kan jeg nu leve op til det?«

Julie: »Der vil jeg sige en ting: Det fantastiske er, at det at lave musicals er teamwork. Det handler ikke om, at du skal præstere, det handler om, at du skal fortælle en historie sammen med nogle af dine gode venner – hvilket det bliver. Du skal bare give den gas, og du vil ikke stå alene. Selv når du laver din solosang, har du et helt hold bag dig, som holder af dig og vil dig det bedste.«

»Man bliver aldrig bedre end sin medspiller og den replik, man får i hovedet. Når man forstår det og tror på sig selv og ved, at man har en gave, man gerne vil dele, i stedet for en gave, man gerne vil vise frem, så er det, man kan blive en superstar og blive hyret til en masse ting. Det bliver man jo, fordi man er dejlig at arbejde sammen med.«

»Der er plads til alle, det er der virkelig. Men du skal også suge til dig og lære af dine fejl og af de andres fejl. Vi fejler alle sammen og har gode og dårlige dage, og det har man lov til. Det er man heller ikke alene om.«

Nanna: »Det er rigtigt rart at høre, at jeg ikke er alene. At der ikke er noget pres, og at det hele nok skal gå. At man ikke behøver at bruge albuerne for at skubbe sig frem, men at man bare kan lære og se på de mennesker, der er omkring en.«

Julie: »Og være den bedste version af dig. Bare vær dig!«

Nanna: »Og være den bedste version af mig.«

Troen er afgørende

Nanna du er lige begyndt – hvilke roller drømmer du om at spille i fremtiden?

Nanna: »Jeg har altid været lidt forsigtig med at tænke ’uhh, den rolle vil jeg rigtigt gerne have’, for jeg er jo typemæssigt ikke mange af de hovedroller der findes. Jeg ville da rigtigt gerne spille Lucy i »Jekyll & Hyde« eller Elphaba i »Wicked« eller Maria i »West Side Story«, men jeg bliver også nødt til at se på, hvilken type jeg er, og hvad det er for nogle roller, jeg kommer til at kunne få. Og det er bare ikke de der prinsesse-yndige roller.«

Julie: »Det er altså ved at ændre sig, det ser jeg flere eksempler på. Du er nitten år, og når jeg hører dig sige det, så er det vigtigt for mig at sige, at du skal have de drømme. Hvis du gerne vil være Elphaba eller Lucy, så bliver du det også. Du skal ikke sige, at du ikke kan, fordi du er lidt større. Gud ske tak og lov for, at vi er anderledes.«

»Der er ikke nogen kvinder, der er helt tilfredse med vores kroppe, men du skal da helt klart sige »jeg går efter det og det og det«. For hvis du lukker af, så stopper du det flow. Et godt eksempel er, at da du blev spurgt om, hvorfor du troede, at du fik rollen som Tracy, svarede: »Det var fordi, jeg følte, at jeg var hende«. Så fik du den! Og bare fordi du er heldig nok til at have kurver, så skal det ikke forhindre dig i at få alle de andre roller.«

»Du er sådan en smuk pige og du skal tro på det. For det er troen der gør, at vi kan stå på en scene og blotte os, selvom vi er usikre. For det er vi alle sammen. Er det en aftale?«

Nanna: »Ja!«

»Jekyll & Hyde« har premiere på Det Ny Teater den 11. februar

»Hairspray« har premiere i Tivolis Koncertsal den 10. marts