Brrrr ... vinden har de seneste dage hevet godt i håret, og bedst som de fleste af os lige havde vænnet os til de dejligt varme soldage, ligner det danske sommervejr igen sig selv med byger, blæst og begrænsede solstråler.
Der er dog godt nyt på vej til de solhungrende, for der er gode chancer for, at vi i den kommende tid render ind i noget, der ligner Indian Summer.
- Allerede i næste uge får vi nogle pæne dage med en del sol, selvom der også kommer en strømning af lidt køligere luft. Kigger vi længere frem mod uge 35 og uge 36, ser det faktisk rigtig godt ud. Det bliver endnu pænere, og det skyldes et højtryk, som bevæger sig mellem de britiske øer og Norge. Det bringer pæne temperaturer med sig, siger meterolog ved DMI Herdis Damberg, som tror på højere temperaturer allerede i den kommende weekend.
- Det ser faktisk godt ud fra torsdag, hvor der kommer et mindre skifte med sydlige vinde. Det bliver lidt lunere, måske helt op til 20-25 grader, men der kan også godt komme skyer og nedbør lørdag og regn søndag, siger hun.
Med udsigt til, at solen igen vil titte frem kan man måske igen lade sig friste af en svømmetur, hvor vandtemperaturen mange steder er mellem 18 og 20 grader. Men det gælder om at gøre det nu, siger Herdis Damberg.
- Vi vil opleve dalende temperaturer i takt med, at nætterne også bliver koldere. Samtidig sørger vinden også for at få hvirvlet noget af det køligere bundvand op, så havtemperaturerne vil dale, forklarer hun og tilføjer:
- Hen mod månedsskiftet kan vi altså forvente dage med op til 25 grader, og det er ret pænt for årstiden.