Den kontroversielle kunstner Claus Beck-Nielsen har planlagt at afgå ved døden. Igen.

Fra på torsdag klokken 11 og en uge frem vil Beck-Nielsen - i skikkelse af en realistisk vokskopi – ligge på sit dødsleje i en til lejligheden opstillet bygning, tegnet af arkitekten Poul Ingemann, på Dantes Plads midt på H.C. Andersens Boulevard i København.

Her vil han være overvåget af læger og sygeplejersker, og der er besøgstid hver dag mellem klokken 10 og 17.

Torsdag den 7. oktober erklæres Claus Beck-Nielsen død, og lørdag den 9. oktober kl. 11 går et ligtog gennem byen til Assistens Kirkegård, hvor begravelsen finder sted.

Et liv uden identitet

Hele iscenesættelsen, der har forbillede i det klassiske romerske ritual, Funus Imaginarium, sker i et samarbejde mellem Glyptoteket og virksomheden Das Beckwerk, som Claus Beck-Nielsen etablerede, efter at han første gang i 2001 havde erklæret sig selv for død og begravet.

Den fingerede død og begravelse er led i kunstnerens snart 10 år lange udforskning af identitetsbegrebet og arbejde med at udvikle nye måder at være menneske på hinsides identiteten, navnet og nummeret.

- Funus Imaginarium er identitetens & statsborgerens død, hedder det således på Das Beckwerks hjemmeside.

- Claus Beck-Nielsen er en tilfældig repræsentant for menneskeheden, der ofrer sin identitet på vegne af alle os andre. Hans død skal vise os, at der er en vej ud i en anden måde at være menneske på. Et liv og en verden, hvor mennesker ikke skal inddeles i grupper, der har mere ret til at leve og arbejde, rejse og bo noget sted, end nogen andre. Vi skal blive fri til bare at være mennesker på en fælles planet.

Under ”dødslejet” og i den efterfølgende 100 dages sørgeperiode fortæller Glyptoteket historien om Das Beckwerks arbejde, og man kan bl.a. kan se dokumenter og billeder af livet efter identitetens død.

Læs mere på funusimaginarium.com og dasbeckwerk.com

Læs også Jens Rebensdorffs interview med Claus Beck-Nielsen i Berlingske tidende, AOK på fredag.