Det er politikernes skyld, at bankerne sætter så høje afkastmål, at Finanstilsynet og nu også Nationalbanken har bekymrede miner, skriver Finans.

Sådan lyder det hårde angreb fra chefen for bankernes interesseorganisation, Finansrådet, efter at Danmarks Nationalbank tidligere på sommeren kritiserede, at bankerne lover deres aktionærer højere afkast end nødvendigt og dermed tager risici, der får Nationalbanken til at frygte for bankernes sundhed.

»Man må forstå, at kravet om høje afkast først og fremmest kan henføres til den usikkerhed, som fremtidige lovkrav og vilkår afstedkommer. Myndigheder kan bidrage til at reducere afkastkravene ved at fjerne den kommende regulering,« siger Finansrådets direktør, Ulrik Nødgaard, til Finans.

Han tilføjer, at bankerne ikke lige nu ser risikable ud.

Det er først og fremmest nye krav fra den såkaldte Basel-komité, som Ulrik Nødgaard vil have politikerne til at afklare, før det giver mening at tale om, at bankerne skal slække på afkastene til aktionærerne. I Nationalbanken ryster man på hovedet.

»Vores analyse viser, at investorerne ikke kræver så stort et afkast som den målsætning, flere banker har. Der er således ikke belæg for, at der skulle være en ekstra risikopræmie som følge af regulering,« siger vicedirektør Karsten Biltoft til Finans.

Erhvervsordførerne Torsten Schack Pedersen (V) og Morten Bødskov (S) er ligeledes uenige i, at politikerne er skyld i bankernes afkastmål.