Banker gør klar til at betale udbytte
Efter et par år på statsstøtte kan danske banker igen give deres hårdtprøvede aktionærer udbytte for årets sidste tre måneder. Og det forventer markedet, at flere banker gør.
Efter et par år på statsstøtte kan danske banker igen give deres hårdtprøvede aktionærer udbytte for årets sidste tre måneder. Og det forventer markedet, at flere banker gør.
De har ventet tålmodigt på bedre tider og forventer nu at blive belønnet for deres tålmodighed. Det er de mange tusinde aktionærer med bankaktier, vi taler om, og noget tyder på, at de godt kan begynde at smile bare lidt.
Flere analytikere forventer nemlig, at en del banker igen udbetaler udbytte. Eksempelvis tyder det på, at aktionærerne i Danmarks absolut største bank, Danske Bank, kan se frem til at modtage en krone per aktie.
Nordea har modsat Danske Bank ikke været på støtten de seneste år. Derfor har Nordeas aktionærer gennem finanskrisen varmet sig ved årlige udbetalinger. Analytikerne forventer da også, at Nordea udbetaler to kroner i udbytte per aktie.
En endnu bedre gevinst ser ud til at tilfalde Sydbanks aktionærer - her forventer markedet et udbytte på tre kroner.
På tide med medvind
Men det er også på tide, at bankerne begynder at give deres aktionærer lidt medvind, lyder det fra Dansk Aktionærforening:
»Mange har tabt store værdier på deres finansaktier. Derfor er det ekstra kærkomment, hvis de begynder at få lidt igen for deres investering. Det er der mange, som håber,« siger direktør i Dansk Aktionærforening, Charlotte Lindholm.
Hun peger på, at mange ser på udbytter som en måde at risikominimere investeringerne, fordi man løbende får noget ud i stedet for at vente på kursstigninger, som hurtigt kan forsvinde igen, hvilket finanskrisen beviste.
Formueforvalter Thomas Berngruber fraråder imidlertid bankerne at gå amok i udbyttebetaling:
»Vi befinder os fortsat i en situation, hvor der er så stor usikkerhed om den økonomiske udvikling, at det er klogt at udvise mådehold. Ellers risikerer solvensen at komme under unødigt hårdt pres,« siger Thomas Berngruber fra Formuepleje.
Han er helt på det rene med, at der vil være et stort pres på bestyrelserne for igen at betale udbytte til deres aktionærer:
»Alene signalværdien gør jo, at mange bestyrelser nok vil overveje det en ekstra gang. For det signalerer jo umiddelbart over for omverdenen, at banken er sund og stærk,« siger Thomas Berngruber.
Men han er overbevist om, at pengene gør mere gavn på mange bankers egne bøger end ude på aktionærernes konti. For de skal betale skat af udbyttet:
Penge til fremtiden
»Firkantet sagt er udbyttebetaling et udtryk for, at banken ikke kan finde noget bedre at bruge pengene på netop nu. Det er den kortsigtede løsning frem for den langsigtede. Hvis banken undlader udbyttebetaling, har den en væsentlig større sum penge at investere i fremtiden med,« siger Thomas Berngruber.
Finanstilsynet har tidligere på året frarådet 20 unavngivne banker - de svageste i landet - at udbetale udbytte.
Ingen forventer, at Amagerbanken er i stand til at udbetale udbytte til sine tålmodige aktionærer. Jyske Bank, Spar Nord og Ringkjøbing Landbobank er omvendt oplagte kandidater til at udbetale udbytte. Uanset hvad skal udbytterne vedtages af bestyrelserne og godkendes på generalforsamlingerne. Forslag til udbyttebetalinger vil formentlig blive meldt ud i forbindelse med aflæggelse af bankernes årsregnskaber for 2010.