Bankernes ekstreme vækstambitioner i årene op til finanskrisen var med til, at bankansatte også lod sig rive med og leveret rådgivning til kunderne, der ikke var god nok.

Derfor er det rigtig, når Danske Banks direktør Eivind Kolding nu i en kronik i Politiken går ud og anerkender, at bankens ledelse har et ansvar for finanskrisen. Det mener formanden for de bankansatte i Finansforbundet Kent Petersen.

"Mest af alt fordi det er godt, at branchen nu tager deres medansvar for krisen. Det ansvar der har været har nemlig været et ledelsesmæssigt ansvar, og det derfor ikke den menige medarbejders skyld," siger han.

Han peger desuden på, at Nordea-direktør Michael Rasmussen, der er formand for bankernes interesseorganisation Finansrådet, også har peget på, at man nu må gå ind i en forandringsproces. Kent Petersen mener derfor ikke, at alle bankdirektører bør gå bodsgang, som Eivind Kolding har gjort det.

"Det, at lige netop han gør det, er dog berettiget, da Danske Bank med sin størrelse har en særlig position som markedsleder og derfor kommer med en særskilt melding," siger han.

Finansforbundet forsøger at sikre dets medlemmer ved at branchen bliver reguleret på en sådan måde, at en lignende situation ikke kan opstå igen.

"Derfor har vi også særligt været fortaler for whistleblower-ordninger, så vores medlemmer får bedre mulighed for at sige fra. Finansforbundet forsøger også at appellere til de enkelte bankansattes sunde fornuft, så de ikke lader sig rive med af en stemning en anden gang," siger Kent Petersen.

De bankansatte skal også sikres bedre uddannelse, som Eivind Kolding også kommer ind på i sin kronik. Blandt andet gennem de såkaldte certificeringsordninger for bankansatte, mener Kent Petersen.