Vi skændes for tiden om tre helt ligegyldige ting: Marie Krarups mening om New Zealand, uenigheden mellem Bondo og de folkevalgte KLere samt en musiker, der ser på to nøgne damer. Det er et udtryk for hade-objekts-mangel. Identiteter styrkes og opretholdes ved, at man har en fælles fjende. Disse debatter overskygger et langt større problem, som ingen har en mening om, og som ingen tør debattere, fordi de ikke handler om sprog. Jeg tænker på krigen. Bandekrigen. Politi og politikere gør alt for at standse denne krig, men det er åbenbart meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt. Der kan være nuancer med hensyn til straf og den slags, men ellers er bandekrigen karakteriseret ved, at den er apolitisk. Hvorfor skrives der ikke læserbreve mod navngivne bandemedlemmer? Det er der ingen, der tør. Derfor vælges ligegyldige hadeobjekter.

Hvem ved, hvorfor banderne er der? Hvem ved, hvordan de skal behandles? Hvem kender medlemmerne og ved, hvor de kommer fra? Hvad de lever af? Det gør politiet, men der er andre, der kender dem meget bedre: forældrene og især da folkeskolelærerne. Bandemedlemmerne har alle, må vi formode, gået i den danske folkeskole i 80erne og 90erne. De er dermed produkter af en skole, der opdrager til alle mulige gode ting: demokrati, medbestemmelse, kultur, tolerance – og meget andet. Det er en skole, der lægger vægt på fællesskab og det sociale. Det er en skole, hvor læreren er en ven og ikke en fjende. Bandemedlemmer har intet at gøre oprør imod, og alligevel gør de det. De har aldrig fået en lussing. De er blevet behandlet efter alle pædagogikkens og psykologiens regler og forskrifter.

Det er med andre ord skolens skyld. Enten er det skolens værdigrundlag, der har været med til at forme disse bander, eller også har skolen totalt svigtet, og hele dens pædagogik er uden virkning. Skolen har ikke kunnet forme børnene i sit og dermed statens billede. Enten eller. Måske idylliserer jeg. Jeg mener ikke, der var bander med skydevåben i min barndoms Hirtshals i slutningen af 50erne, men jeg husker, det var en barsk by med mange rødder. Og de fik tæsk. De hadede skolen og lærerne. Lærerne virkede også uden for skolens område. Hvis en af os røg nede i byen, rev de cigaretterne fra os. Hvad gjorde staten ved datidens utilpassede unge mænd? Nogen af dem kom i mesterlære, og så satte mester skik på dem, men alle kom de i militæret. Der fik de lov at skyde og slås og rydde op. Bandemedlemmer er ikke socialiseret i hæren. Deres lærer bor ikke sammen med dem.

Er bandekrigen blot en følge af samfundsudviklingen? En forklaring på fænomenet kunne være ’individualiseringen’, dvs. frisættelsen fra industrisamfundets fællesskaber. Enhver skal skabe sin egen identitet, men mange magter det ikke og søger ind i et fællesskab, hvor de kan få en kollektiv identitet. Bander og fodboldklubbers supportere viser, at fællesskaber i dag er voldelige. Intet fællesskab uden politiovervågning. Men hvis individualisering er vor skæbne, hvorfor går så alt ud på, at vi skal være i teams, i grupper, i fællesskaber? Hvorfor må ingen være hin enkelte? Hvis vi opdrager børn til, at de først er mennesker, når de er sammen med andre, da opdrager vi dem – også – til bandemedlemmer. Ingen vil være et selv, alle vil helst forsvinde i massen, mængden, gruppen, klubben, banden. Bander har solide værdigrundlag. De har klare kønsidentiteter. De har alt det, som mange savner. Skolen burde følge mottoet: Ene men stærk.