Københavns Vestegns Politi udvider nu visitationszonen i Gladsaxe, Herlev og Ballerup kommuner på grund af bandekonflikt i området.
Den nye visitationszone er trådt i kraft onsdag og gælder foreløbig til torsdag i næste uge.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Politiet begrunder det med bandekonflikten, og at man forleden ved ransagninger fandt slagvåben, en revolver og ammunition i Værebro-området i Bagsværd.
»Vi arbejder for at gøre borgerne trygge og bandefolkene utrygge. En visitationszone er et af vores vigtige redskaber til netop det arbejde,« udtaler politiinspektør Svend Foldager i pressemeddelelsen.
I en visitationszone har politiet lov til at visitere enhver uden at have en konkret mistanke om, at man skulle have foretaget sig eller være i besiddelse af noget ulovligt.
Den nye visitationszone er en udvidelse af en visitationszone, der blev indført i området 26. oktober.
Visitationszonen gælder området mellem Ring 4 fra Klausdalsbrovej til kommunegrænsen Gladaxe/Lyngby-Taarbæk kommune - dog undtaget hvor Ring 4 løber i Furesø Kommune ved Åvej og Ny Hjortespringsvej.
Mod syd gælder den fra Ring 4 langs kommunegrænsen Gladsaxe/Lyngby-Taarbæk/Gentofte til Motorring 3 og fra Hillerødmotorvejen langs Klaudalsbrovej til Ring 4.
/ritzau/