Der står stadig monumenter af Stalin i de baltiske lande fra dengang landene var en del af Sovjetunionen. Det betyder dog ikke, at Ruslands forestående militærøvelser er velsete blandt de tre landes statsledere.

Torsdag sætter Rusland nemlig gang i en gigantisk militærøvelse i samarbejde med Hviderusland. Øvelsen hedder »Zapad 2017«, hvilket på dansk betyder »Vest 2017«. En øvelse, der har fundet sted hvert år siden 1973. I år skal Zapad-øvelsen efter planen vare indtil 20. september. Russerne vil aktivere 12.700 soldater, som skal kæmpe mod en imaginær fjende. Den imaginære krig finder sted langs grænsen til Østeuropa. Der er tale om en øvelse, som vil inkludere hær, søværn og luftvåben, skriver Ritzau.

Men Litaeuns præsident, Dalia Grybauskaite, vil ikke lade sig skræmme af russerne. Det er nemlig frygt, som russerne prøver at indgyde nabolandene.

»Lad os ikke blive bange, for det er det, Zapad-øvelsens mål er: At skræmme os, at bryde vores vilje til at forsvare os selv, så vi er lammet og ikke kan gøre noget i vores stat,« siger hun The Baltic Times og tilføjer:

»Aggressive handlinger mod ens naboer, krige og beslaglæggelser af territorier har ingen begrundelse og vil altid være skammeligt og beklageligt. Det vil jeg fortælle til hele verden.«

De tre lande, som Rusland skal kæmpe mod, kaldes Veishnoria, Vesbaria og Lubenia. De findes selvfølgelig ikke, men i øvelsens navn har de tre fiktive lande væltet styret i Hviderusland, og det er altså her, Rusland kommer til undsætning. Der er ligeledes meldinger om, at Veishnoria vil annektere Hviderusland, hvorfor de har sendt spioner ind i landet.

NATO har vurderet, at øvelsen tæller langt flere soldater, ligesom flere melder om op mod 100.000 medvirkende. Det siger bl.a. Polens forsvarsministerium.

Alexander Golts, ekspert i russisk militær, siger til nyhedsbureauet AFP, at Rusland »meget dygtigt manipulerer med tallene til sådanne øvelser, så det ikke skal invitere til udenlandske observatører«.

»Ved hver øvelse arbejder Rusland på samme scenarie - at indsætte tropper hurtigt,« siger han.

Også Letlands præsident, Raimonds Vējonis, mener, at Rusland fører skræmmekampagne.

»Jeg mener, at vi ikke må bøje os for intimideringen. Det er Ruslands mål at skræmme Letland og de øvrige baltiske lande, så vi ikke længere føler os trygge. Det, tror jeg, er den vigtigste grund til, at øvelsen finder sted tæt på grænsen. De militære øvelsesscenarier kan afprøves i andre områder, der ikke er så tæt på grænsen,« understreger han.

Der har været ganske stille fra Estlands præsident, Kersti Kaljulaid, som dog i februar sagde, at hun ikke er bange for Rusland. I Estland har man besluttet at sende to observatører til at holde øje med øvelsen. Hviderusland har desuden inviteret observatører fra Letland, Litauen, Norge, Sverige, Polen, Ukraine og Sverige.

Rusland har beskrevet øvelsen som af »defensiv karakter« og for at »undgå terror«. Russerne har længe beskyldt USA for at have styrket NATOs tilstedeværelse i en række lande, der grænser op til Rusland.