Nyheden om, at elektronikgiganten Apple bygger et datacenter i Viborg, har næsten ikke nået at sætte sig, før endnu et superbrand melder sin ankomst i en dansk kommune. Investeringen er sandsynligvis ikke på 6,3 milliarder kroner som i Apples tilfælde, men den får måske 6,3 milliarder sommerfugle til at flyve rundt i danske, fodboldglade børns maver.
FC Barcelona åbner nemlig sit første fodboldakademi i Skandinavien, og barnedrømmen om at blive den næste Messi kan synes mere opnåelig for danske børn, der har talent for at drible en bold med fødderne. Den internationale storklub har udset sig baner i Ballerup på den københavnske vestegn til formålet, og kommunens borgmester er svært tilfreds med FC Barcelonas valg.
»Jeg har gået med armene over hovedet i nogle dage, men de kan jo ikke hænge deroppe for altid. Men jeg kan dog roligt sige, at jeg er meget tilfreds med, at FC Barcelona har valgt Ballerup Kommune,« siger borgmester Jesper Würtzen (S).
Talentakademiet får navnet »FCBEscola Copenhagen«, og ifølge aftalen stiller Ballerup Kommune sine fodboldfaciliteter til rådighed for unge fodboldtalenter i alderen seks til 16 år. Men foruden nogle faciliteter kan det være svært at gennemskue, hvad en international storklub får ud af at vælge lige præcis Ballerup. Borgmesteren mener dog, at han har fundet svaret:
»Jeg gætter på, at FC Barcelona har set, at Ballerup er vant til at udvikle og arbejde med eliteidræt, og at vi har nogle gode faciliteter til det. Desuden er der rigtig god opbakning til eliteidræt både fra borgerne og politikerne i kommunen,« siger Jesper Würtzen.
Det er ikke kun i kommunens chefstole, at begejstringen er stor. Dennis Laursen er formand for lokalklubben BFC Lundegården og cheftræner for U15-årgangen på tværs af de lokale fodboldklubber. Han fortæller, at de unge fodboldspillere er meget ivrige over nyheden.
»Børnene er ekstremt spændte og glæder sig helt vildt til det, der skal ske. Vi har ikke afsløret alle detaljerne om samarbejdet endnu, men der skal ske rigtig meget, og det kan de godt fornemme. FC Barcelona er et stort navn, så de glæder sig utroligt meget,« siger Dennis Laursen.
Fodboldskolen åbner den 23. august, men allerede den 9. og 10. maj er der prøvetræning med fem FC Barcelona-trænere. De børn, der bliver udvalgt, kan derefter se frem til at træne efter samme formel som nogle af verdens bedste spillere, men ifølge Ballerups borgmester skal vi ikke forvente, at de lægger vejen forbi.
»Vi kan være heldige, at der kommer nogle stjerner en gang imellem, men jeg tror ikke, vi skal forvente det. Men Allan Simonsen er ambassadør for akademiet og tidligere FC Barcelona-spiller, så han kommer i hvert fald,« siger Jesper Würtzen.
FC Barcelona har i forvejen 17 talentakademier på verdensplan i blandt andet Marokko, Singapore, Brasilien og USA. Den danske afdeling skal hovedsageligt henvende sig til børn fra Sjælland og Malmø, for med træninger og kampdag er der op til fire mødedage om ugen.
Borgmester Jesper Würtzen vil derfor heller ikke afvise, at fodboldakademiet kan skaffe kommunen nye tilflyttere med børn, der gerne vil bo tæt på talentskolen.
»Fodboldakademiet er med til at fortælle historien om, at Ballerup gerne vil noget med eliteidræt. Det kan betyde, at flere siger, at Ballerup da ikke er så skidt et sted at bo. Rigtig mange pendler på arbejde i kommunen, og nu er der måske endnu en god grund til at flytte hertil,« siger han.
De unge talenter skal blandt andet træne i Topdanmark Hallen i Ballerup. Den er cirka 66 gange mindre end FC Barcelonas hjemmebane, »Camp Nou«, målt på tilskuerpladser, men stadionstørrelsen afgør ikke talentet, og Ballerups borgmester tror på talentet blandt de lokale, unge fodboldspillere:
»Nogle af dem bliver måske store fodboldspillere, og man kan ikke vide, om vi kommer til at udvikle den næste Messi i Ballerup. Men det er nu heller ikke så meget et spørgsmål om at udvikle nye Messier. Det er et spørgsmål om at lade unge mennesker udleve nogle drømme og få en god fodboldopdragelse.«
