Kulden og støvregnen kryber ind i lejren og lægger sig om de seks sovende soldater. Det er den 29. november 2007, og dagen ligner på overfladen de fleste andre. Soldaterne bliver vækket klokken seks. Kasper Kiran Larsen gnider søvnen ud af øjnene og trækker i tøjet. Selv om det er hundekoldt, nøjes han med en T-shirt under sin ørkenuniform, for han ved, at temperaturen stiger op ad formiddagen, når de har forladt ørkenen og skal gå patrulje i den varme og fugtige grønne zone et par kilometer derfra.
Kasper Kiran Larsens nærmeste gruppe består af yderligere fem soldater: Mark Visholm, Casper Cramer, Christian Westergaard, Anders Bendtsen og Frederik Boye Pedersen.
Denne lille gruppe rummer i sig selv historien om Danmarks krig i Afghanistan. Vil man forstå, hvorfor danske soldater tager 5.000 kilometer væk og sætter deres liv, helbred og forstand på spil, kunne man have spurgt disse seks unge mænd denne morgen i november 2007. Vil man forstå, hvorfor de samme soldater vender tilbage – igen og igen – for at bekæmpe en stadig mere diffus fjende, må man opsøge dem, der har overlevet. Dette er formentlig den hårdest ramte gruppe af danske soldater i Afghanistan. Deres historie er en fortælling om vilje og tapperhed. Men også en historie om lidelser og uigenkaldelige tab. Men alt det ved de intet om, da de vågner i ørkenen denne morgen.
»Vi er sgu i krig«
Gruppen råder over to køretøjer. Kasper Kiran er chauffør på det ene, mens hans gode ven Visholm sidder på passagersædet. Bag dem på ladet står gruppefører Westergaard og passer maskingeværet. Han er den ældste i gruppen og har tidligere på måneden fejret sin 24-års fødselsdag. I det andet køretøj sidder gruppens yngste mand, Bendtsen, bag rattet med Boye Pedersen ved sin side, mens Casper Cramer står på ladet. Cramer på 21 år er gruppens næstkommanderende og den eneste af de seks unge mænd, der tidligere har været i kamp. Med erfaring fra året før i Irak er han vant til at gå patrulje i farlige områder. Der hviler en særlig ro over ham. De øvrige fem har fortsat svært ved at dosere adrenalinet i kroppen korrekt.
“Vi er heldige at have Cramer i vores gruppe,” tænker Westergaard, da de forlader den lille, fremskudte lejr Arnhem i Helmands ørken og sætter kurs mod den grønne zone og dagens patrulje. Man skal have prøvet livet som soldat “i den spidse ende”, tæt på fjenden, for rigtigt at forstå, hvornår kroppen skal sættes i alarmberedskab, og hvornår man bare kan slappe af og koble fra. Cramer er god til at holde hovedet koldt. Westergaard føler sig tryg, når han er med.
Spejdereskadronen fra Gardehusarregimentet i Slagelse har været i Afghanistan siden midten af oktober 2007. Allerede ved ankomsten til lufthavnen i Kabul fik de en forsmag på, hvad der ventede dem. Da bagenden i flyet åbnede sig, kiggede soldaterne direkte ud på to snese flagstænger, der flagede på halv. Et par dage før havde Danmark og den NATO-ledede koalition mistet kompagnichef Anders Storrud. Da de 25 nye soldater senere på dagen ankom til Camp Bastion i Helmand, gik de direkte fra flyet hen og lagde deres grønne sportstasker og stillede op på rad og række iført ørkenuniformer. Kort efter gik et britisk Hercules-fly på vingerne med Anders Storruds kiste. Flyet cirklede en gang rundt om basen. Der var en trykket stemning.
“Vi er sgu i krig,” tænkte flere af dem for første gang.
Siden ankomsten den dag har gruppen trænet i Camp Bastion. De har lært deres køretøjer at kende og forsøgt at vænne sig til livet i en krigszone, hvor man stort set hver dag skal på patrulje ind i fjendeland. Mange soldater føler, at dagene glider umærkeligt over i hinanden. Intet ophidsende sker på patruljerne.
Baghold
Men den 29. november 2007 er først lige begyndt. Dagens patrulje består af tre seksmandsgrupper og en deltrop. I alt 26 mand under delingsfører Johan Suadicanis kommando. Planen er at flytte den fremskudte Arnhem-base ind i den grønne zone, hvor Taleban i lang tid har kunnet bevæge sig frit. Danskerne skal sikre området og hjælpe til med opbygningen af den nye fremskudte base.
Gruppen gør tidligt på patruljen ophold i en forladt gård i området. Soldaterne sidder sammen op ad en væg, mens Suadicani briefer dem om det videre forløb. Spejderne skal lære området og terrænet godt at kende og komme tæt på de lokale afghanere. De skal vise, at ISAF-styrkerne nu har kontrol, og at de lokale kan være trygge ved dem. Danskernes tilstedeværelse er altså på én og samme tid en besked til Taleban om at holde sig væk og en charmeoffensiv for at vinde civilbefolkningens hearts and minds.
Kort før soldaterne fortsætter patruljen, bliver en kontrolpost med afghanske soldater angrebet blot 500 meter væk, og de kan høre skud. Ved 10-tiden springer de over en lille mur og lander lige ved siden af en forladt granat. Det er to klare indikatorer på, at Taleban er til stede i området. Fundet af granaten forsinker fremrykningen. Soldaterne skal vente på at få folk fra Arnhem ud og fjerne granaten, før de kan gå videre. Tidsplanen bliver skubbet.
Kasper Kiran glæder sig over, at gruppen ikke er ude på en egentlig kamppatrulje. Han skal i dag kun bære sit gevær, seks magasiner, en håndgranat, lidt sygehjælperting og noget vand. Normalt har hver gruppe både et lettere maskingevær og et gevær med en større pibe at slæbe på. Soldaterne går langs mudrede marker, hvor der om sommeren og først på efteråret står høj bevoksning og afgrøder. Om sommeren er det et perfekt terræn for Taleban at kæmpe i, fordi de kan komme tæt på ISAF-styrkerne. Sidst på året er det vanskeligere.
Der kommer meldinger om, at Talebans radioer er blevet aflyttet. De holder øje med de danske styrker. Herefter stopper alle de sjove kommentarer over den interne radio. Normalt kan man godt hviske til soldaten foran en, at han har en god røv i dag, men da Westergaard har svært ved at høre noget, råber han, at de skal klappe i. Han har ikke lyst til fis og ballade. Nu er det alvor. Kasper Kiran mærker, at skarpheden begynder at indfinde sig. Når ventetiden bliver for lang, sløves sanserne. Nu føler han, at øjne hviler på ham fra nogle fjerntliggende bygninger. En knap tændes inde i kroppen. Han er klar.
“Jeg kan sgu se en af dem!”
Først på eftermiddagen er delingen omsider nået så langt ind i den grønne zone, som de skal i dag. De er på det nordligste punkt på ruten, og de begynder langsomt at søge tilbage til opsamlingsstedet. Kasper Kirans gruppe er den bageste, og de får øje på nogle lokale, som løber langs en husmur. Over radioen får de meldinger om, at en kvinde flygter sammen med tre-fire børn: normalt sikre tegn på, at noget er under opsejling. Suadicani melder tilbage til lejren, hvad de har observeret, men han bliver beroliget. Der har ikke været ISAF-styrker i området i lang tid. Alene derfor flygter de lokale, lyder vurderingen fra hjemmebasen.
Så lyder de første skud. Hundredvis af kugler sprøjter om ørerne på de bageste seks mænd, som søger dækning i en lille faldefærdig gård, hvor de kun er beskyttet af en lervæg i halvanden meters højde. De er faldet i et baghold og er alene. De kan ikke forvente støtte fra de andre grupper, som har kastet sig i en grøft et par hundrede meter længere fremme.
“Hvad fanden foregår der,” flyver det gennem Kasper Kirans hoved. Han har aldrig oplevet noget lignende. Der kommer ild ind fra alle vinkler, og han kan ikke bedømme, hvor fjenden skyder fra. Kuglerne slår ind i væggene og i jorden bag ham, og han hører konstant de hvislende lyde af projektiler hen over sit hoved.
Visholm, Cramer, Kasper Kiran og Boye Pedersen får afsikret deres våben. De ligger i skjul bag halvvæggen. Westergaard og Bendtsen er i et rum ved siden af. Kasper Kiran skyder på må og få fra det nordligste hjørne og forsøger at holde stand. Han har endnu ikke set en eneste Taleban-kriger, da Visholm råber:
“Jeg kan sgu se en af dem!”
“Så skyd ham for helvede!” råber Kiran og Westergaard i kor.
Mark Visholm rejser sig bag en tørret stak af opiumsplanter og tager sigte. Det er første gang i hans 22-årige liv, at han skal skyde mod et levende mål. Men han når aldrig at trykke på aftrækkeren. Et skud lyder fra nord. Kuglen går direkte ind gennem overlæben på Visholm. Han bliver slynget bagud og lander oven på sin sygeplejertaske.
Kasper Kiran kigger bagud. Han ser blod i ansigtet på Visholm. Han tænker, at vennen er ramt i brystet og spytter blod op fra lungerne. Hverken Kasper Kiran, Cramer eller Boye Pedersen kan komme hen til ham. Han ligger lige i åbningen, og de vil være totalt blottede, hvis de løber derhen. Visholm rører sig ikke. Bendtsen, som er sygehjælper, tager chancen, kravler ud i åbningen, får fat i Visholm og trækker ham ind i rummet ved siden af. Det hele sker under kraftig beskydning fra fjenden. Kasper Kiran giver dækning og skyder løs ud i terrænet fra den ene ende af væggen, mens Casper Cramer og Boye Pedersen på skift skyder ud fra den anden.
“Sikke noget pis og lort,” siger Cramer til Boye Pedersen. De to sidder helt op ad hinanden og skyder og genlader på skift: “Men vi skal nok komme hjem herfra.” Bendtsen og Westergaard forsøger at få Visholm genoplivet. Da Westergaard løfter Visholms hoved, kan han mærke, at udgangshullet i baghovedet er på størrelse med hans hånd. Men han fornemmer en svag vejrtrækning og giver hjertemassage.
De øvrige soldater fra patruljen er længere fremme fanget i en grøft. Suadicani hører klart Christian Westergaards melding: “Vi er en mand nede!” “Hvor er han ramt?” råber Suadicani tilbage. Der kommer ikke noget svar. Suadicani når lige at tænke, at hele gruppen er ramt, da Westergaards stemme igen knitrer i øret: “Han er ramt i hovedet. Han er ramt i hovedet, for helvede!”
»Cramer er ramt«
Sekunderne bevæger sig i slowmotion. Enkelte gange dør kugleregnen lidt hen, og Casper Cramer trækker ind i det lille rum for at se til Visholm. Hans uniform er sølet ind i blod, og der hænger en metallisk lugt i luften. Soldaterne ved instinktivt, hvad det betyder, men Bendtsen og Westergaard fortsætter genoplivningsforsøgene.
Casper Cramer søger tilbage mod sin position ved siden af Boye Pedersen, men standser i gården for at genlade. Der er gået ti minutter, siden Visholm blev ramt i hovedet. I det samme smælder en maskingeværbyge hen over hovedet på Kasper Kiran og ind i væggen bag ham, hvor Casper Cramer står. Et. To. Tre. Fire skud rammer væggen. Det femte borer sig ind i panden på Casper Cramer to centimeter over hans ene øjenbryn. Indgangshullet er så lille, at det kan forveksles med det mudder, der i forvejen er slynget op i ansigtet på ham. Han synker sammen.
Kasper Kiran har ikke opdaget, hvad der er sket bag ham, da han hører Boye Pedersen kalde:
“Cramer? Cramer? Cramer?” Der bliver ikke svaret, og Boye Pedersen råber:
“Cramer er ramt. Cramer er ramt.” Først da kigger Kasper Kiran bagud og ser Cramer ligge krøllet sammen op ad væggen.
Bendtsen kravler igen ud i åbningen og trækker Cramer ind i rummet ved siden af. Westergaard arbejder videre med Mark Visholm, mens Bendtsen bøjer sig over Casper Cramer. Men snart går det op for Westergaard, at de er på en håbløs opgave:
“Jeg har en mand nede. Han er ramt i hovedet,” melder han over radioen. Han tager en håndgranat frem og lægger den ved sin side. Bare for en sikkerheds skyld. Meldingen når til Suadicani, som sammen med sin deltrop har kæmpet sig op af grøften og hen gennem en stribe der ligger i forlængelse af hinanden. Gruppen har mistet to soldater, og Suadicani sætter tempoet i vejret. I deltroppen er der to sygehjælpere, som skal frem og hjælpe Visholm og Cramer. Soldaterne løber ind i et rum på bagsiden af den gård, hvor kampen er mest intensiv. Det eneste, der nu skiller dem fra kampscenerne og Westergaards gruppe, er en blikdør, som de ikke kan få op. Suadicani sparker løs på døren, men den rokker sig ikke. Bragene fra blikdøren er øredøvende høje og kun ti meter fra, hvor Kasper Kiran ligger og skyder som en gal mod Taleban.
“Nu er vi færdige,” tænker Kasper Kiran. Boye Pedersen ved den anden ende af muren er kravlet ned i den laveste skydestilling, han nogensinde har været i. Han er bange. Han tænker: “Det er min tur nu. Og så på min mors fødselsdag. Hun venter på, at jeg ringer hjem i aften. Det vil smadre hendes liv. Det er noget lort.” Hverken Boye Pedersen eller Kasper Kiran aner, at hjælpen er på vej. Da de hører sparkene på blikdøren, tror de, at Taleban er nået helt frem til dem.
“Bid tænderne sammen,” runger det i hovedet på Kasper Kiran: “Fuck, hvis der ligger en finskytte, der har indsigt på mig, så er det forbi. Nu kommer den, nu kommer den.”
Inde i det lille rum i lerhuset kæmper Westergaard og Bendtsen videre med Cramer og Visholm. Med jævne mellemrum får de tegn på, at i hvert fald Cramer fortsat er i live. Når de tager fat i hans hånd, svarer han igen med et tryk. Samtidig er det Westergaards opgave som gruppefører at udpege den position, Taleban angriber fra. Så snart han kan angive en sikker position, kan gruppen få støtte af granater.
Suadicani og hans to sygehjælpere har omsider fået åbnet blikdøren på klem, og Kasper Kiran retter sit gevær mod åbningen og råber til Westergaard. Så er det nu. Om få sekunder vil han stå ansigt til ansigt med Taleban på så kort afstand, at han kan spytte på dem. Tiden står stille. Indtil han ser et dansk geværløb komme frem i døråbningen og skyde i retning af Taleban. Lettelsen er enorm.
Suadicani kigger ud i det åbne terræn og får med det samme øje på en Taleban-skytte på toppen af en bygning hundrede meter ude på marken. Han råber til Kasper Kiran, om han kan se skytten, men Kasper Kiran svarer tilbage, at han stort set intet kan se. Suadicani skyder resolut og ser, at talebaneren rejser sig for at løbe i skjul. Han skyder endnu engang og er ikke i tvivl om, at han rammer. Skytten styrter mod jorden.
Kasper Kiran og Boye Pedersen får for første gang fornemmelsen af, at kampen er ved at vende. De bliver afløst af Suadicanis folk, som er kommet ind i huset. “Nu er vi sgu reddet,” tænker Boye Pedersen. Han kigger over på Kasper Kiran, og de nikker til hinanden. Suadicani og de to sygehjælpere løber ind i det lille rum, hvor Visholm og Cramer ligger. Også Kasper Kiran og Boye Pedersen kommer derind. De er ikke i tvivl: Visholm er død. Westergaard har blod om munden. Han har forsøgt at genoplive Visholm med mund til mund-metoden. Ved siden af forsøger mortérfolk at fastslå fjendens positioner. Kort efter kan de høre mortérer slå ned. Skydningen stopper med det samme. Fjenden kan meget vel være ramt eller i hvert fald sendt på flugt.
De danske soldater tager fat i de to bårer og slæber af sted med Cramer og Visholm. Soldaterne undrer sig over deres egen styrke. Når de er på øvelse i Oksbøl og bærer deres kammerater på bårer, er det hårdt arbejde. Nu spæner de med fuld oppakning og de to bårer imellem sig. De løber flere hundrede meter gennem huse, marker og op og ned ad mudrede grøfter. Bårerne føles fjerlette. De kan hverken mærke smerte eller udmattelse.
Nummer ni. Nummer ti.
To danske Eagle-køretøjer med tunge maskingeværer kører dem i møde. De skal bringe de sårede hurtigt hjem til Arnhem-basen. Herfra skal de videre med helikopter til Camp Bastion. De får Visholm ind i den ene Eagle og Cramer ind i den anden. Da bilerne er kørt, og alle mand er samlet, trækker de sig tilbage i sikkerhed på den gård, hvor patruljen begyndte nogle timer tidligere. Kasper Kiran sætter sig op ad en væg og stirrer stift ud i luften. Han tænder en cigaret. Selv nogle af de kammerater, der aldrig i deres liv har røget en cigaret, tænder en. Kasper Kiran sidder i stilhed og ryger, mens tankerne flyver frem og tilbage mellem Danmark og Afghanistan. Det ene øjeblik forsøger han at få overblik over, hvad der er sket kort forinden. Det næste øjeblik tænker han på de pårørende, der går uvidende rundt hjemme i Danmark. Så går tankerne til Visholm og Cramer i helikopteren på vej til felthospitalet. Visholm er færdig, det ved han. Men hvad med Cramer. Klarer han den?
Suadicani kommer hen og klapper ham på skulderen. Nogle af de andre giver et kram. Han føler sig for første gang træt den dag. På vej tilbage mod lejren passerer en hvid Toyota Hiace dem. Den er fyldt med unge afghanske mænd. De tvinger den til at stoppe. Boye Pedersen tænker, om det er dem, der lige har skudt to af hans venner.
“Jeg så alle som fjender,” siger han.
Tilbage i Arnhem går soldaterne rundt som spøgelser mellem hinanden. På sit køretøj finder Kasper Kiran Visholms ørepropper i en æske i forruden. Han tænker, at Visholm ikke har haft sine ørepropper på, da han blev skudt. Men det jo lige meget nu.
Han dykker ned i sin rygsæk. En kugle er gået direkte igennem to kartoner cigaretter, han havde med under dagens patrulje. Cigaretterne er ødelagte. Soldaterne venter på nyt fra hospitalet hele aftenen. Tiden trækker ud i det uendelige. Boye Pedersen ringer hjem til sin mor og ønsker tillykke med fødselsdagen. Han fortæller sin familie om dagens kamphandlinger. De græder. Det gør han også. Det er bælgmørkt, da meldingen kommer under aftenens debriefing. Hverken Visholm eller Cramer klarede den. Mark Visholm er den niende danske soldat, der falder i krigen i Afghanistan. Casper Cramer er nummer ti.
På en eftermiddag har seksmandsgruppen mistet to mand til krigen. Fire står tilbage. De har oplevet det værst tænkelige. Men deres krig er først lige begyndt.