Den sirligt malede streg og det genkendelige porcelæn står på borde på tværs af generationer i både danske og udenlandske hjem. Noget er musselmalet med helblonde og bliver gemt til festlige aftener, andet er Mega Mussel og bliver brugt til den daglige morgenkaffe. Royal Copenhagens porcelæn er en del af det danske dna, og derfor måtte vi naturligvis om bag kulisserne og se, hvordan det egentlig står til i produktionslokalerne.

Den finske værktøjskoncern Fiskars opkøbte virksomheden i 2013. Inden da var størstedelen af produktionen flyttet til Royal Copenhagens fabrik i Thailand, som et led i virksomhedens turn around-proces. Så hvad er der egentlig tilbage i hallerne i Glostrup, hvor Royal Copenhagen stadig har sit hovedsæde?

Meget bliver stadig lavet i Danmark

Der males, brændes, skæres, finpudses og støbes stadig på den danske fabrik. Støvet står ud fra de matte, hvide støbninger, når kanterne fræses perfekte. Men det er kun et enkelt stel, der fortsat har hele sin produktionsproces i Danmark.

»Hele produktionen af Flora Danicastellet finder sted her i Glostrup, og det er også her, vi udvikler og producerer alle originalmodellerne til alle vores stel, juleplatter og vaser,« siger Anne Wehner, der er kommunikationschef hos Royal Copenhagen.

Hun fortæller, at idéudvikling, design, produktudvikling, marketing, salg og administration stadig befinder sig inden for de danske grænser. Den originalform, der skal blive til årets juleplatte, bliver nøje udskåret med originalt, håndlavet værktøj, der har op mod 100 år på bagen.

»Vi er blevet nødt til at rykke produktionen af juleplatten frem til tidligere på året, for japanerne bruger dem faktisk hele året som gaver. Derfor efterspørger de dem allerede i januar,« fortæller Stig Nebbelunde.

Han har været hos Royal Copenhagen i 41 år og har de sidste 30 år arbejdet med netop udskæring. Det tager omkring en måned for den erfarne modellør at få en originalmodel færdig. Derefter sendes den til Thailand, hvor de kan sætte gang i næste led af produktionen. Efter originalmodellen laves arbejdsmodellerne, der skal stå model for den fremtidige produktion. Herefter gemmes originalmodellen af vejen i Royal Copenhagens omfattende arkiv, der går helt tilbage til fabrikkens stiftelse i 1775.

Susan Petersen er med i hele processen lige fra flydende form til porcelænet står klar til maling. Hun står både for støbning, blomstermodellering, brænding og glasering og følger sit produkt nøje.

»Det er jo et levende materiale, og derfor er det ikke sikkert, at den metode til brænding, der virkede perfekt sidste gang, gør det denne gang. Det handler hele tiden om tilpasning,« fortæller Susan Petersen.

Hun kan også fortælle, at det er den sidste brænding, der er det springende punkt. Det flotte porcelæn kan være gået fejlfrit gennem støbning og formning, være tørret fint op for til sidst at flække midt i den sidste brænding. »Det kan ske med suppeterrinen eller isklokken, at den pludselig kan flække eller sprække. Så er der ikke andet at gøre end at lave en ny helt forfra,« fortæller Susan Petersen.

En gave til den russiske kejserinde

Flora Danica er verdens mest eksklusive stel og oprindeligt lavet som en diplomatisk gave til den russiske kejserinde, Katharina den Store. Stellet blev bestilt i 1790 af Kong Christian VII. Men netop fordi stellet er så detaljeret og minutiøst udført, nåede kejserinden at dø, inden gaven var færdigproduceret. Selv om det lyder som en trist historie, er man på fabrikken ikke utilfredse med, at stellet blev i Danmark.

»Det betyder jo faktisk, at vi stadig er i besiddelse af dele af originalstellet. Det danske kongehus overtog selv stellet og brugte det ved ganske særlige lejligheder. Desuden opbevares en stor del af det som et nationalklenodie på Rosenborg Slot, hvor det kan ses af offentligheden,« fortæller kommunikationschef Anne Wehner. 

Dyrt og eksklusivt

Isklokken er stellets fineste kronjuvel. Det er det dyreste, mest eksklusive stykke porcelæn og indeholder et hav af udskæringer og unikke detaljer, som alle udføres i hånden. Man skal dog være varsom med at forelske sig i det smukke håndværk, for der følger et prismærke med på intet mindre end 227.600 kr.

Tekanden er den, der i øjeblikket er størst efterspørgsel på i stellet. Hanken er udformet og malet som en gren både på kande og låg – og er derudover dekoreret med håndlavede blomster. Med en pris på små 33.100 kr. er det sådan en, folk kan spare sammen til gennem et liv for så at glæde sig over. Men efterspørgslen skifter, og pludselig finder gamle mere ukendte stykker af serien frem til de moderigtig sofaborde.

Side om side ved arbejdsborde med lamper og støtte til armen sidder de folk, der sørger for, at Flora Danica bliver malet efter plancher af de originale kobberstik tilbage fra 1700-tallet med motiver af dansk flora.

Alle motiverne er nemlig hentet fra det store originale kobberstik med titlen ”Flora Danica”, hvor alle Danmarks planter er afbilledet – bregner, mos, svampe, lav og blomster. Judith Sørensen er porcelænsmaler og har en lille kop med blomsten storkenæb på sit bord. Der ligger også udprintede billeder af rigtige blomster spredt på hendes bord.

Nogle gange er originaltegningerne nemlig ikke nok, og så tager porcelænsmalerne den ægte vare med på job for at overføre malingen så virkelighedstro som muligt til det kostbare porcelæn. 

Det sidste penselstrøg

Når Judith Sørensen har sat det sidste penselstrøg på naturmotiverne, bliver porcelænet vendt, så det kan blive signeret i bunden. På Flora Danica skrives blomstens navn på latin og porcelænsmaleren signerer med sine egne initialer på højre side af de karakteristiske blå bølger. På venstre side har gulddekoratøren plads til sine initialer. Flora Danica dekoreres med guldmaling af 24-karat guld.

Det lægges som sorte striber af maling, der først får den flotte gyldne overflade efter brænding og polering. Men så er Flora Danica-porcelænet også helt klar til at få et nyt hjem.