Den 25. maj afholdes Europa-parlamentsvalg i Danmark lidt over 100 kandidater stiller op. Over alt i landet vil stemmesedlerne være ens. De samme kandidater stiller op i alle valgkredse. Men hvem skal du så stemme på? Det kan Berlingskes kandidattest give dig inspiration til.

Vi stiller dig ti spørgsmål inden for forskellige EU-politiske områder. De samme ti spørgsmål har vi bedt de opstillede kandidater svare på. Herefter vil en avanceret beregning give dig et svar på, hvilke kandidater du tilsyneladende er mest enige med.

I testen bliver du bedt om at tage stilling til hvert spørgsmål to gange. Først skal du på en skala fra 1-5 angive, hvor uenig eller enig du er i spørgsmålets udsagn. Når du har svaret på det, vises en ny skala, hvor du bliver bedt om at angive, hvor vigtigt det politiske emne er for dig og dit valg af kandidat. Skalaen går igen fra 1-5 - fra "ligegyldigt" til "vigtigt". Kandidaterne har svaret på samme måde.

Foreløbig har lidt over 80 kandidater valgt at svare på Berlingskes henvendelse - og det er de personer, som testen gennemføres på baggrund af. Traditionelt stiller langt færre op ved Europa-parlamentsvalg i forhold til kommunal- og folketingsvalg. Derfor vil du formodentlig opleve, at du ikke skal ret langt ned ad resultatlisten før der dukker navne og partier op, som du ikke ville forvente at finde på listen. 

De kandidater, der endnu ikke har svaret, kan dog også findes i oversigterne med navn og parti, men herudover gives ikke yderligere oplysninger, og kandidaterne indgår i sagens natur heller ikke i selve testen.

Sådan er spørgsmålene udvalgt

Al erfaring viser, at det vigtigste for en kandidattest som denne, er udvælgelsen af spørgsmål om de rigtige politiske emner. Vi har derfor været i kontakt med en dansk EU-forsker, der i samarbejde med Berlingske har udvalgt de ti spørgsmål og sikret, at kvaliteten af dem er tilstrækkelig høj til formålet. Det vil sige, at emnerne er relevante og rimeligt dækkende på et overordnet plan.

Dermed ikke sagt, at spørgsmålene ikke kan diskuteres. Det kan de helt sikkert, men vi har gjort os umage for ikke at vælge spørgsmål, som favoriserer noget parti frem for andre. Spørgsmålene er udvalgt, så de dækker en bred vifte af emner inden for EU-politik.

Kandidaterne har besvaret samme spørgsmål

For at kunne udregne enigheden mellem dig og kandidaterne, har vi bedt hver enkelt kandidat besvare nøjagtigt de samme spørgsmål og udsagn, som du svarer på i testen. Kandidaterne har altså både svaret på, hvor enige eller uenige de er i udsagnet, samt hvor vigtigt de finder emnet. Det kan dermed give dig en indikation af, i hvor høj grad en kandidat vil prioritere emnet, hvis han eller hun bliver valgt ind i Europa-Parlamentet.

Sådan udregner vi enigheden

Udregningen af overensstemmelsen mellem dine og kandidaternes svar bygger på en avanceret formel. Udregningen tager højde for, hvor tæt dit svar ligger på kandidaternes i hvert eneste spørgsmål. Hvor vigtigt det er for dig, at emnet har stor prioritet hos en kandidat, bliver ligeledes sammenholdt med kandidaternes svar.

Du og kandidaten skal svare præcist det samme på alle spørgsmål for at være 100 procent enige. Så snart der er "uenighed" mellem dig og en kandidat på enten holdning eller spørgsmålets vigtighed, bliver enigheden lavere.

Her får du inspiration til dit kryds - men brug din sunde fornuft

Når du har gennemført testen, får du at vide, hvilke kandidater du er henholdsvis mest og mindst enige med. Resultatet kan du bruge som en fingerpeg om, hvilken kandidat du måske skal stemme på. Du kan også klikke dig videre og læse mere om kandidaten.

Som altid ved sådanne tests er det dog vigtigt, at du tager din sunde fornuft med i stemmeboksen, når du skal sætte dit kryds den 25. maj.

Har du spørgsmål eller kommentarer til testen, er du velkommen til at skrive til Berlingske Research på emailadressen research@berlingske.dk.

Tag testen HER