Clint Eastwood blev født i dag for 85 år siden. Han voksede op hos et sæt trygge forældre, hvis stamtræ havde både skotsk, engelsk, irsk og hollandsk blod i sig. De stemte på den demokratiske præsident Roosevelt i 1930erne og 1940erne. Unge Eastwood var vild med sport og jazzmusik og blev først ret sent skubbet i retning af skuespillet.

Da han blev indkaldt til den amerikanske hær under Korea-krigen i 1951, var han imod amerikansk deltagelse og ville hellere på universitetet. Det lykkedes ham ikke at undslippe hæren, men han undgik udstationering i Korea ved at blive ansvarlig for kasernens swimmingpool. Om de krige, USA har været med i, har han så sent som i januar måned sagt til thestar.com:

»Jeg var barn under Anden Verdenskrig, der var den krig, man sagde ville stoppe alle krige. Få år senere kom jeg selv ind i hæren under Korea-krigen og derefter kom Vietnam-krigen. Det bliver jo ved i én uendelighed. Hver gang vi har den her slags konflikter, burde vi overveje meget nøje, før vi vader ind og vader ud igen. Vi har brug for en langt bedre tankeproces.«

Machomandens ansigt

Bemærkningen var et indirekte svar på, at Eastwood var blevet kritiseret for at forherlige amerikansk deltagelse i krigen i Irak med sit filmportræt af den amerikanske skarpskytte Chris Kyle i »American Sniper«. Også selv om en rimelig del af filmen fokuserer på hans posttraumatiske stress, der var forårsaget af krigen.

Kimen til Clint Ewastwoods ry som reaktionær ligger flere steder. Hans fremtoning som cool machomand, der skuler mere, end han smiler, giver hans udseende et hårdkogt udtryk. På den baggrund er det let at konkludere, at han da må være af den gamle skole.

Efter en del år som stor birolle i TV-serien »Rawhide«, der aldrig blev vist i Danmark, tog Eastwood som 34-årig en chance. Han sagde ja til at følge med Sergio Leone til Italien og Spanien for at være med i en stribe spaghettiwesterns, som manden uden navn med poncho, cigarillos og en attitude af at skyde, før man spørger. I USA tog man dog ikke så voldsom meget notits af de for den tid ret voldsomme film, der gav et tiltrængt skud adrenalin til mytologien i westernfilm.

Til gengæld viste det sig at være politisk ukorrekt, da Clint Eastwood i 1971 sagde ja til rollen som den rebelske politimand Harry Callahan, der rodede og regerede, som han ville i San Francisco og omegn. Eastwood fik rollen i sidste øjeblik efter afbud fra Frank Sinatra. Han så selv filmen som en kriminalfantasi og som en mands oprør mod systemet, men dengang var man ikke vant til rebeller i politikorpset.

I den første af i alt fem film om »Dirty« Harry Callahan lod manuskriptforfatteren det måske muligvis også løbe en smule af med sig, da han fik følgende bemærkning passet ind i slutningen af Harrys jagt på en forbryder:

»Uh uh. I know what you’re thinking. »Did he fire six shots or only five?« Well to tell you the truth in all this excitement I kinda lost track myself. But being this is a .44 Magnum, the most powerful handgun in the world and would blow you head clean off, you’ve gotta ask yourself one question: »Do I feel lucky?« Well, do ya, punk?«

Racist og mandschauvinist

Én af USAs førende filmkritikere, Pauline Kael fra The New Yorker, kaldte filmen for »en gestapofilm«, og den er også blevet kaldt »et fascistisk mesterværk«. Dirty Harry gav kriminalfilmen et nyt mere råt og slagkraftigt ansigt. Når succesen blev så stor, som den blev, hang det også sammen med, at billetkøberne havde brug for en ny slags helt i de år, hvor politiet rent faktisk var på hælene i kampen mod organiseret kriminalitet. At filmserien skulle være fascistisk, gendrives af den respekterede amerikanske filmkritiker Richard Schickel i hans biografi om Eastwood:

»Ordet »fascistisk« er skudt langt forbi. For mig er det tydeligt, at man netop, fordi man ved, at man har lavet en film med et kontroversielt indhold, forsøger at undgå at være racistisk eller reaktionær både på det politiske, sociologiske og psykologiske plan.«

Da film nummer to i serien, »Magnum Force«, bød på en historie om en gruppe politimænd, der brugte deres uniformer som dække for at slå forbrydere ihjel, voksede både kritikken og succesen. Clint Eastwood fik nu også feministerne på nakken på grund af politibrutaliteten i filmene. Da han blev anklaget for at være racistisk, for Clint i flint i undergrundsavisen Los Angeles Free Press:

»Folk siger, jeg er racistisk, fordi jeg i rollen skyder sorte bankrøvere. Sorte røver faktisk også banker. Ingen nævner, at jeg på den baggrund sikrede fire sorte stuntmænd arbejde i flere dage. Først blev jeg kaldt højreorienteret. Dernæst racist. Og macho eller mandschauvinistisk. Det er virkelig blevet moderne at få folk til at føle sig skyldige over hvad som helst. Det generer mig ikke det fjerneste, fordi jeg ved, hvor jeg hører til her på planeten. Harry Callahan er blevet en helt for den helt almindelige amerikaner, der har lyst til at fortælle et par sandheder eller to til sin chef.«

I dag betragtes den første film i serien som banebrydende, og den pistol, som Eastwood bruger i filmen, en .44 Magnum, blev i 2008 kåret som det næstmest populære våben i filmhistorien. Lige efter lyssværdet fra »Star Wars«.

Når en skuespiller spiller en så markant rolle som Dirty Harry, er det let at konkludere, at han selv er på samme måde. Faktum er dog, at Clint Eastwood ved enhver given lejlighed har talt for våbenkontrol.

Clint Eastwood støttede den republikanske præsidentkandidat Richard Nixon i 1968, og han har også, hvis ikke støttet direkte, så i det mindste vist sit bekendtskab med præsident Ronald Reagan offentligt. Men Eastwood har også ved flere lejligheder støttet demokratiske politikere som for eksempel den californiske demokrat Sam Farr i hans kampagne for at blive valgt til repræsentanternes hus. Og andre miljøvenlige demokratiske politikere.

På et af de mange spørgsmål om hans politiske ståsted konkluderede Eastwood, at han var alt for individualistisk til at være enten demokrat eller republikaner. I det hele taget støtter han, at man som politiker ikke blander sig i, hvad mennesker må eller ikke må i deres privatliv. I magasinet GQ forklarede han sig på en måde, der lå langt fra den gængse holdning i det republikanske parti:

»Og de her folk, der laver en stor sag ud af homoseksuelle ægteskaber? Jeg er selv temmelig ligeglad med, hvem der vil giftes med hvem. Man gør en stor sag ud af noget, der ikke burde være det. Og hvad er det for noget bullshit om, at ægteskabet er helligt. Lad nu bare alle leve på den måde, de selv har lyst til.

Da Eastwood var borgmester i kystbyen Carmel midt i 1980erne tilhørte han ikke noget parti, men han fik tre-fjerdedele af byen til at stemme på ham ved at anlægge en pragmatisk linje i forhold til, at man kunne bygge som man ville og dermed få en rimelig turistindustri.

Mere humanistisk med alderen

En anden ting, man bør huske, er, at Clint Eastwood ikke instruerede »Dirty Harry«-filmene, han var kun skuespiller i dem. I 1950erne, 1960erne og 1970erne ernærede han sig mest som skuespiller, mens han i 1980erne og 1990erne typisk både instruerede film og spillede med i dem, mens han sidenhen har droslet ned for skuespillet og for det meste har stået bag kameraet. Han har også været medproducer på 40 film gennem tiden. Som instruktør og producer har man mere at skulle have sagt end som skuespiller.

I 2008 fik Eastwood stor succes med »Gran Torino«, hvor han spiller Korea-krigsveteranen Walt Kowalski, der sidder og surmuler på sin veranda, mens han må se unge asiatere indtage nabolaget. Han fatter langsomt interesse for at hjælpe en af drengene, der er kommet i kriminelt uføre. Kowalski kunne være en ældre og mere moden Dirty Harry for ved i stedet for at hævne sin nye ven med våben, går han i døden for ham og sikrer, at den unge fyrs plageånder får lange fængselsstraffe.

Nogle år forinden havde Clint Eastwood med den voldsomt ambitiøse og meget vellykkede dobbeltfilm »Flags of Our Fathers« og »Letters of Iwo Jima« vist, både hvordan de amerikanske soldater, der var med i slaget om Stillehavsøen Iwo Jima, blev udnyttet i propagandaøjemed af regeringen, og hvordan krigen så ud fra den japanske side, hvor soldaterne for det meste opholdt sig i underjordiske gange og huler. Vi har at gøre med et sæt oversete, vigtige og ikke mindst neutrale krigsfilm.

Selv om Eastwood på film viste evnen til at se en sag fra to sider, har han de senere år for det meste støttet republikanske politikere. For eksempel John McCain og Mitt Romney. I 2012 blev han inviteret med som uventet gæst og taler på det republikanske partis konvents sidste aften, hvor han fik fem minutter til at holde en tale. Han brugte mere end det dobbelte.

Fra hans dage som borgmester i Carmel havde Clint erfaret, at det gik meget godt, når han forsøgte at tale til menigmand uden den store forberedelse, så det hele ikke blev alt for poleret, og det ville han gøre igen ved denne lejlighed. Da han først på aftenen bag kulissen mange gange – på grund af sin efterhånden ret høje alder – blev spurgt, om han ikke ville sidde ned, fik han den idé at tale til en stol, som om Barack Obama sad i den. Efter en god start virkede filmstjernen mere og mere som en ældre mand, der manglede en punchline. Senere forklarede Eastwood til lokalavisen The Carmel Pine Cone:

»Jeg ville nok sige tingene på en anden måde, hvis jeg fik chancen igen. Mit budskab var, at jeg ville sige til folk, at de skulle lade være med at idolisere politikerne og i stedet evaluere deres arbejde og stemme ud fra det.«

Talen faldt i rimelig god jord i salen, men bagefter blev Eastwood stærkt kritiseret. Så mon ikke den ældste arbejdende instruktør i amerikansk film fremover vil holde sig til at instruere film.