Et ordentligt regnskyl plejer at betyde forløsning af en eller anden art på film. Værsgo' at skylle. Spændingen stiger, det hele gnistrer, tavlen vaskes ren, noget nyt kan opstå.
Sådan var det ikke rigtigt i aftenens afsnit af »Badehotellet,« hvor intrigerne også i næste uge med garanti fortsætter deres egen adstadige slentregang. Selv om den pæne fru Auerlands (Cecilie Stenspil) uforklarlige faible for at lade nederdel og hæmninger falde i en evig sovekammerfarce med skuespiller og hyggepianist Weyse (Jens Jacob Tychsen) kom for en dag i en fint spillet natlig scene med ægtemanden (den altid fine Peter Hesse Overgaard). Hvordan mon hendes paralyserede kontorchefmand vil reagere på sin nye viden?
