Resultaterne er blevet bedre, konceptet skarpere, og efterhånden ligner BabySam noget, der er værd at sætte til salg for kapitalfonden Polaris. Et dugfriskt årsregnskab fra BabySam viser en fremgang i omsætningen på 14 procent til 439 mio. kroner i 2016, mens BabySams driftsresultat (EBIT) for første gang i otte år blev positivt med 10,4 mio. mod et underskud på knap en mio. kroner året før.
Polaris købte BabySam sammen med kapitalfonden AAC Capital, lige inden finanskrisen brød ud i 2008. Dengang lignede de fleste detailhandelsvirksomheder en lækkerbisken på et marked, som kun gik fremad. Indtil det hele altså brød sammen med finanskrisen. Mange har siden tabt penge på det, der viste sig at være dårlige investeringer.