Bankernes egenkapitalforrentning skal i vejret. Det er der ifølge Finansrådets afgående formand Peter Straarup ingen tvivl om, hvis bankerne fortsat skal være attraktive investeringsobjekter.

Og vejen dertil bliver hverken sjov for de ansatte eller for kunderne.

- Der er ingen tvivl om, at omkostningerne kommer til at holde for. Flere banker har allerede annonceret omkostningsbesparelser. Det kommer vi til at se mere af. Og priserne kommer til at holde for, fastslår Peter Straarup.

Han henviser til, at der allerede er sket en større stigning i udlånsrenterne end det, der følger af rentebevægelserne i centralbankerne. Og han forudser, at man fremover endda vil se rentestigninger i "modfase" med udviklingen i de pengepolitiske renter, altså stigende renter, mens centralbankerne sænker renterne.

- Mange institutter vil gå gennem de enkelte forretninger, og se hvilket afkast de har. Det kan betyde øget forsigtighed, forudser Peter Straarup.

Peter Straarup forlader mandag posten som formand for Finansrådet. Nordeas administrerende direktør i Danmark, Michael Rasmussen, tager over.