Fra undergrunden til toppen af hitlisterne. Fra kælderen på Rust til Orange Scene. Fra YouTube til »X-Factor«. Fra gaderne til teatrenes skrå brædder. Fra Kims chips-dåser til TDC-reklamer. Dansk rap er for længst blevet en mainstreamfaktor i dansk musik. Og har vist sig at være langt mere end den modedille, kritikerne udråbte den til, da den sorte amerikanske hiphopkultur kom til landet i tilbage i 80erne.

Skulle man være i tvivl, er det bare om at gå i Tivoli fredag aften. For der bliver helt sikkert bliver rift om pladserne, når en lang række af dansk hiphops mest prominente navne fra før og nu hylder 25-års jubilæet for udgivelsen af dansk raps første langspiller, MC Einars »Den Nye Stil«.

Dansk raps nuværende plads i toppen af dansk musikliv er dog resultatet af en lang og omtumlet rejse. En rejse fra subkultur til massekultur. Med alt hvad det indebærer af konflikter, modstand, medgang og sproglige nyskabelser.

For historien om dansk rap starter faktisk ikke med udgivelsen af MC Einars »Den Nye Stil« i 1988. Allerede i starten af 80erne begynder den gryende amerikanske hiphop-kultur at gøre sit indtog i Danmark. For en lille gruppe danske unge i hovedstadsområdet var fascinationskraften enorm, og op gennem 80erne begyndte en dansk subkultur at danne sig omkring nye teknisk krævende udtryksformer som breakdance, scratch, human beatbox og graffiti.

Konkurrencementaliteten var udtalt, og de danske unge importerede samtidig den amerikanske hiphop-kulturs credo om at »holde det ægte«. Hvilket blandt andet betød, at rap skulle foregå på amerikansk. Alt andet var utænkeligt. Ethvert brud på credoet ville dømme én ude.

Med til historien hører også, at musikere som Mek Pek, TV-2, Shu-Bi-Dua, Per Pallesen og sågar sportskommentator Gunnar NU Hansen allerede i 1983 udsendte gumpetunge og useriøse bud på dansksproget rap. Ingen af dem havde en dyt med den ægte hiphop-kultur at gøre. Til gengæld sørgede de eftertrykkeligt for, at dansksproget rap lignede en parodi allerede fra dag 1. Og ikke mindst at subkulturens sande udøvere i en årrække holdt sig langt væk.

Det var først, da hiphopperne Nikolaj Peyk og Jan Kabré nogle år efter ved et tilfælde lod Peyks gamle klassekammerat Einar Enemark rappe over nogle beats, at grundstenen til dansk raps første rigtige udgivelse blev lagt. Efter at have startet som henholdsvis graffitimaler og breakdancer havde Peyk og Kabré kastet sig over pladespillerne. Men da de blev tværet af to rivaliserende DJs ved en konkurrence i hiphopsamlingsstedet Thomas P. Hejles Ungdomshus, besluttede dig sig for at give den dansksprogede rap et skud i stedet.

Den gamle klassekammerat Einar Enemark stammede og havde intet kendskab til hiphop. Men når først han stod med mikrofonen og Peyks gennemarbejde tekster i hånden, skete der noget helt unikt. Drengene besluttede sig for at kalde gruppen MC Einar og udsendte i 1988 debutalbummet »Den Nye Stil«, der omgående strøg til tops på hitlisterne.

Nogenlunde samtidig huserede Amagerdrengene fra Rockers By Choice. De havde ligesom Peyk og Kabré været med i miljøet siden starten af 80erne. I front stod brødrene Lars »Chief 1« Pedersen og Per »Dee Pee« Pedersen. De forsøgte sig til at starte med på primitivt skoleengelsk, men blev – delvis ansporet af MC Einars succes – overtalt til at prøve på dansk. Resultatet blev debutpladen »Opråb! Til Det Danske Folk« fra 1989, der omgående gjorde dem til et fænomen herhjemme side om side med MC Einar.

Og så skulle man ellers have troet, at sluserne for alvor var åbnet op. Men dansk raps første bølge døde næsten ligeså hurtigt ud, som den var ankommet. Interne stridigheder førte til MC Einars opløsning kort efter udgivelsen af »Arh Dér!« i 1989. Rockers By Choice fortsatte et par plader endnu, men havde ikke talentet til at holde interessen kørende. I de følgende år forsvandt dansksproget hiphop tilbage i undergrunden, mens de store pladeselskaber trak følehornene til sig igen.

Først i midten af 90erne begyndte de danske rimsmede for alvor at røre på sig igen. I 1995 udkom både Humleriddernes »Jeg Gi’r En Omgang Hvis Du Gi’r To« og Østkyst Hustlers’ »Verdens Længste Rap« til stormende modtagelse. 90ernes danske musiklyttere faldt pladask for de to gruppers humoristiske og joviale omgang med det danske sprog. Deres samlede pladesalg passerede hurtigt 200.000 eksemplarer, og snart fik de danske pladeselskaber travlt med at støvsuge den danske hiphop-undergrund for talent.

Det blev startskuddet til dansk raps anden bølge, hvor navne som Den Gale Pose, Hvid Sjokolade, Clemens og L:Ron Harald i de følgende år alle var med til at vise nye sider af rap på modersmålet. Den Gale Pose introducerede den funky West Coast-lyd, som de havde dyrket efter et par år som producere i Los Angeles for navne som Ice Cube og Eazy-E. Og med Jokeren i front blev gruppen Danmarks første eksponenter for en mere dekadent gangsterstil med høj cigarføring og ditto dameforbrug.

Trioen Hvid Sjokolade var til gengæld mere inspireret af 90ernes East Coast-lyd og udviklede efterhånden en mere eftertænksom og samfundsobserverende stil. Senere imponerede teenagerrapperen Clemens med sin aggressive attitude og overlegent flow, mens sønderjyske L:Ron Harald kombinerede dansk raps mest uforståelige dialekt med bondske gangsterattituder til stor komisk effekt.

Og så må man ikke glemme dansk raps mest originale ordgøglere i form af Malk de Koijn, der med debutalbummet »Smashhits In Aberdeen« i 1998 satte helt nye standarder for sproglig opfindsomhed og gakket historiefortælling.

I det nye årtusinde knopskød dansk rap i et hav af retninger. Skal man pege på et par tendenser, så var en af dem, at en række mere rå, hårdkogte og afstumpede rappere som Jokeren, L.O.C., Niarn og Suspekt blev nogle af dansk mainstreammusiks mest populære navne.

Beskyldningerne om voldsforherligelse og kvindefornedrende synspunkter fløj om ørerne på danske rappere og kulminerede i 2003-2004, hvor Jokeren og L.O.C. hittede med henholdsvis »Kvinde Din – Møgluder« og »Undskyld (So)«. Forfatter Hanne Vibeke Holst gik i clinch med Aalborg-rapperen Niarn i Politiken, og i disse spalter beskrev en lederartikel, hvordan der var »god grund til at være på vagt over for en skrupelløs kunstart, der bomber mennesket og unge tilbage til stenalderen«.

En anden tendens var at rappen bevægede sig længere væk fra hiphop-rødderne end nogensinde med popdrengene Nik & Jay. Op gennem 00erne var de her, der og alle vegne med deres dansegulvsvenlige popmusik, klichétunge raptekster og anglicismer. Duoens akavede opgør med dansk jantelov var dog aldrig mindre end underholdende.

Endelig var 00erne også årtiet, hvor dansk dancehall blev født med navne som Bikstok Røgsystem og Natasja. Her var rytmerne og flowet hentet på Jamaica frem for i USA, og i mødet med det danske sprog og et mere politisk orienteret tekstunivers opstod et helt friskt udtryk, som hittede stort og stadig giver genlyd i dansk rap i dag.

Hvilket bringer os frem til nutiden. Den oprindelige 80er-hiphop-kultur er for længst død og borte. Men det er de rappende rimsmede ikke. For mens mange af de populære navne fra 00erne er blevet ældre og virker til at have deres største bedrifter bag sig, er en ny generation spiret frem takket være bl.a. YouTube. Med fandenivoldsk gør-det-selv-attitude har hele kuldet af Nørrebro-rappere som Kidd, Kesi, Klumben, Raske Penge og Ukendt Kunstner givet dansk rap en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Med en lyd, der er knap så poleret og henter inspiration fra så forskellige genrer som dancehall, trap og R&B.

Fælles for det nye kuld er, at de kan skrive hooks og hits til en ny generation, for hvem den oprindelige hiphop-kultur blot er et fjernt fortidslevn. Der bliver blæst højt og flot på de ældre generationers måder at gøre tingene på. Og ikke mindst på deres forestillinger om den gode smag. Det handler om selv at kridte banen op og spille på den. På den måde minder nutidens rappere måske alligevel lidt om de gamle hiphoppere.

Ligesom alle andre genrer har dansk rap haft både genier og tåber. Det må være op til den enkelte lytter at bedømme, hvem der er hvem. En ting er dog sikkert: De sidste 25 års musik ville være have været meget kedeligere uden dansk rap. Og har vi lært én ting, er det, at man aldrig skal dømme den ude. De danske rimsmede er kommet for at blive.