Kapitalfonden Axcel er sammen med to store pensionskasser gået i udbrud i kampen om at købe Danmarks Skibskredit. Dermed tegner det til en rent dansk løsning i salget af den 55 år gamle skibsfinansieringsvirksomhed, der vurderes at skulle koste godt fire mia. kr. – måske helt op mod fem mia. kr.
De nuværende ejere, som bl.a. tæller Nationalbanken, A.P. Møller - Mærsk samt Danske Bank og Nordea, har længe gerne villet af med den gamle skibsbank. Det har vist sig endog meget vanskeligt, både på grund af den spredte ejerkreds med vidt forskellige interesser og på grund af, at Nationalbanken som medejer har sikret gunstige finansieringsomkostninger til virksomheden. Interesserede købere har derfor skullet regne ekstra længe på, hvordan omkostningerne i Danmarks Skibskredit kom til at se ud, og hvordan det påvirkede prisen.
Eksklusiv ret
Efter den lange proces står Danmarks største kapitalfond Axcel nu tættest på målstregen i kapløbet om at købe virksomheden, erfarer Berlingske. Axcel skulle ifølge Berlingskes oplysninger være gået sammen med pensionskasserne PFA og PKA, der begge også er at finde blandt Axcels egne storinvestorer, så de kender Axcel særdeles godt.
Tidligere var ATP inde i billedet som mulig medinvestor, som tidligere beskrevet i Berlingske, men pensionskassen trak sig siden ud af køberkredsen.
Axcel er af ejerne blevet givet en slags eklsusivret i forhandlingerne, som gør, at kapitalfonden får endnu flere vitale regnskabsoplysninger frem om virksomheden i forsøget på at lukke en handel snart. Selv om løbet dermed synes kørt for andre mulige købere, lurer et andet køberkonsortium stadig i kulissen. Det består af kapitalfonden Nordic Capital, som er på hold med finanskæmpen Goldman Sachs. og de kan komme i spil igen, hvis soloforhandlingerne med Axcel-lejren går på grund.
»Den ligger til at gå til Axcel. De er længst fremme og virker meget klar på at ville købe,« siger en kilde med insideviden om processen, som ikke vil have sit navn i avisen.
Hverken i Axcel, PFA, PKA eller Nordic Capital ønsker man at kommentere Berlingskes oplysninger om de nye detaljer i den hemmeligholdte proces.
Fra Nordeas presseafdeling lyder det ligeledes, at bestyrelsesformanden, Peter Lybecker, ikke vil kommentere.
Ingen berettigelse længere
Danmarks Skibskredit var tidligere kendt under navnet Skibskreditfonden. Finansieringsvirksomheden blev oprettet i 1961 med det formål at støtte den maritime industri og skibsbyggeri i Danmark, men da der ikke længere findes en særlig stor værftsindustri i Danmark, har Danmarks Skibskredit ikke længere samme berettigelse for de danske banker og rederier.
Egenkapitalen i Danmarks Skibskredit, der sidste år havde nettorenteindtægter på 865 mio. kr., er på over 10 mia. kr. Men en stor del af de penge er bundet i Den Danske Maritime Fond, som også ejer en del af skibskreditten, og det vil formentlig kræve en lovændring at få del i den pengekasse. Denne konstruktion, som har rødder tilbage til stiftelsen af virksomheden, har også kompliceret salgsprocessen.
Det har gennem flere år været diskuteret, om selskabet kunne sælges. Diskussionerne om et frasalg førte allerede for to-tre år siden bl.a. til købsinteresse fra kinesiske købere, uden at der dog kom mere ud af det.
Ivrig efter et køb
I juni sidste år kunne Berlingske så afsløre, at Danmarks Skibskredit var sat til salg. Dengang var den velhavende finansmand Christian Dyvig meget interesseret i at købe, men uenighed i ejerkredsen om prisen førte til, at et køb strandede.
En lang række store, udenlandske kapitalfonde har ligeledes regnet på, om de skulle give et bud på virksomheden, men interessen har været snævret ind til en lille skare, og nu tegner det så til at blive Axcel.
Ifølge kilder med kendskab til processen er Axcel meget ivrig efter at få en handel i hus, og her spiller det ifølge Berlingskes oplysninger også ind, at Axcel kæmper for at nå at blive færdig med at investere fra sin fjerde fond, der stammer tilbage fra 2010. Her har Axcel lovet sine investorer et vist investeringsniveau, førend kapitalfonden må gå ud og rejse nye penge. Og Axcel vil meget gerne snart i gang med at rejse nye penge. Det ventes at skulle ske dette efteråret eller i foråret 2017.
