Dermed bliver den resterende del af selskabet udloddet til aktionærerne, såfremt de takker "ja" til tilbuddet. Det følger i hælene på, at Auriga i midten af juni udloddede 323 kr. per aktie, eller 8,2 mia. kr., i et ekstraordinært udbytte efter salget af kemifabrikken Cheminiova.
Aktietilbagekøbsprogrammet bliver igangsat tirsdag morgen, markeret ved en selskabsmeddelelse fra Auriga, og løber frem til 15. december klokken 16.00, hvorefter Auriga vil anmode Nasdaq OMX, der driver fondsbørsen i København, om en afnotering af selskabet.
De aktionærer, der måtte vælge ikke at takke ja til tilbuddet om salg af aktier til 2,60 kr. per stykket, bliver herefter aktionær i et unoteret selskab, der overdrages til Aurigas hovedaktionær, Aarhus Universitets Forskningsfond. Bestyrelsen hos Auriga forventer, at afviklingen af selskabet som børsnoteret kan være afsluttet i første kvartal 2016, oplyser selskabet til Ritzau Finans.
»Vi er nu i gang med den sidste fase af afviklingen af Auriga som børsnoteret selskab. Det vedtagne tilbagekøbsprogram gør det muligt for selskabets B-aktionærer at få deres andel af de resterende midler i Auriga i indeværende år, hvilket er det mest hensigtsmæssige for specielt vores private aktionærer, siger Aurigas bestyrelsesformand,« Jens Due Olsen.