Forsvarets Auditørkorps skal nu undersøge, om der er begået strafbare forhold i forbindelse med danske soldaters udlevering af fanger til de irakiske myndigheder. Det oplyser den militære anklagemyndighed ifølge dagbladet Politiken.

Meldingen kommer efter avisens afsløring af, at 12 irakiske fanger blev udleveret af danske officerer på trods af, at fangerne risikerede dødsstraf. Dermed handlede officererne angiveligt i strid med en klar ordre fra Forsvarsministeriet om ikke at udlevere fanger.

Auditørerne skal også undersøge, hvordan centrale dokumenter, der muligvis kunne kaste klarhed over 300 fangers skæbne, kunne gå tabt.

Det er auditør Jan Mortensen, der skal lede undersøgelsen, skriver Politiken. Samme Jan Mortensen oplyste torsdag over for Berlingske Nyhedsbureau, at auditørkorpset ikke ville sætte en uafhængig undersøgelse i gang.

»Når ministeriet, den højeste myndighed, har udtalt i en e-mail, at der ikke tages initiativ til undersøgelser, så gælder det generelt undersøgelser. Og så gør jeg ikke noget, før jeg får besked på andet,« sagde han blandt andet til Berlingske Nyhedsbureau.

Generalauditør Lars Stevnsborg siger til Politiken, at der var »tale om en misforståelse«, da auditøren udtalte sig. Han understreger, at auditørerne er en uafhængig anklagemyndighed, der ikke agerer på ordre fra Forsvarsministeriet.

Selv om der iværksættes en undersøgelse, er det ikke givet, at det vil ende med en straffesag mod eventuelt anklagede. Det kan nemlig vise sig, at sagerne er forældede.

»Det er blandt andet det, vi nu skal have fastlagt. Vi binder os ikke til noget som helst videre forløb, når vi starter en sådan undersøgelse,« siger Lars Stevnsborg til Politiken.