På nogle dage gør en enkelt procent forskellen. Den 9. november 2017 var sådan en dag for vindmølleproducenten Vestas. Denne efterårstorsdag klokken halv ni om morgenen offentliggjorde selskabet sit tredjekvartalsregnskab, hvor man nedjusterede sine forventninger til driftsindtjeningen fra 12-14 procent til 12-13 procent, efter et lille års tid hvor konkurrenterne i stigende grad havde talt om prispres i vindmøllebranchen. Aktiemarkedet reagerede prompte: Ved børsåbningen en halv time senere faldt Vestas med 20 procent.
Aktiemarkedet var tydeligvis chokeret over udmeldingen, og efterfølgende udtrykte flere investorer i vindmøllekæmpen også forundring, for man havde fra Vestas fået indtrykket af, at selskabet var tæt på immunt over for prispresset.
