Ideen om at rejse alene har altid virket romantisk tiltalende på mig. Der er noget bohemeagtigt appellerende over at drage udenlands i ensom majestæt. Derfor var jeg da heller ikke sen til at acceptere, da min redaktør ville høre, om jeg ikke kunne tage på mission i det store udland.
For inde i enhver journalist bor en lille Tintin, som drømmer om at besøge fjerne himmelstrøg med pressekortet plantet i hattebåndet, evigt skrivende på sensationelle depecher til de undrende læsere derhjemme.
I bladets tjeneste ender man dog ikke altid på eksotiske steder øst for Suez; mit seneste udlandsophold førte mig til Stockholm. Alligevel tror jeg ikke, der findes mange journalister, som ikke lejlighedsvis har forestillet sig at være blot en lille smule Ib Rehné i Cairo, Leif Davidsen i Moskva eller Ulla Terkelsen overalt.
Og udlandsreportager er fantastiske at arbejde med. De er den perfekte undskyldning for at møde mennesker med vidt forskellige baggrunde, kulturer og positioner og gå til dem med nysgerrigt spørgende træsko på.
Men hvor udkommet af det arbejde forhåbentligt står at læse i spalterne, har jeg gjort en opdagelse i forhold til at rejse alene, som af indlysende grunde ikke får lige så megen spalteplads, men som for en gangs skyld kan adresseres i denne lidt mere causerende klumme: Lige så spændende arbejdet kan være, lige så kedsommeligt, uglamourøst og, hvis ikke ensomt, så i hvert fald isoleret, kan det være at fordrive timerne efter fyraften.
Mens jeg forestillede mig, at man kunne nå en kulturel oplevelse, der ville se smaddergodt ud på sociale medier, eller måske sågar et museumsbesøg efter dagens dont, er de timer på dagen, hvor det er oplagt at være turist, allerede gået, når dagens planer og aftaler er afviklet.
Desuden mangler man turistens uforpligtende og tilbagelænede døgnrytme, hvor morgenmaden snildt kan erstattes med brunch og Louvre med slentretur langs Seinen, hvis det skulle vise sig mere behageligt.
Man kender ikke rigtigt byen, har ikke lige bestilt billetter til den lokale finkultur to måneder i forvejen og har som regel alligevel rigeligt at gøre arbejds- eller transportmæssigt dagen efter. Det efterlader ofte nogle timer fra sidst på eftermiddagen og til sengetid, hvor der hverken er det store at tage sig til eller nogen at tale med om de ting, som arbejdsdagen er gået med.
På restaurantbesøg alene
Jeg havde aldrig nogensinde spist ude alene før en aften i Budapest, hvor jeg besluttede mig for at forkæle mig selv og bruge lidt af bladets penge. Jeg fandt efter omhyggelig googling en virkeligt hyggelig restaurant, der serverede traditionel ungarsk mad af høj kaliber, hvilket overraskende nok findes. Både maden og stedet var ganske perfekt, bortset fra at jeg sad omgivet af selskaber og par og ikke følte, jeg havde nogen steder at gøre af mine øjne ud over den veltilberedte, men meget uselskabelige ungarske and, jeg var ved at konsumere, og min smartphone. Der findes utvivlsomt folk, som sagtens kan nyde et godt måltid på en restaurant alene. Men ved den lejlighed erfarede jeg, at jeg ikke er én af dem.
Siden er mine gastronomiske oplevelser på sådanne ture oftest blevet reduceret til shawarma, eller hvad det lokale supermarked kan diske op med af meget lidt tilberedningskrævende retter, der så medbringes på hotellet.
Derfor går fritiden på sådanne rejser i vid udstrækning med præcis det samme, som tilfældet ville være hjemme i Danmark: Jeg diskuterer på Facebook, læser gamle artikler fra The New Yorkers arkiv og drikker kaffe. Ting, jeg lige så vel kunne gøre i min sofa i Aarhus.
De eneste større forskelle er, at TVet ikke byder på DR2 eller TV 2 News, men derimod BBC World og CNN. Her kan man også være heldig at finde stationer eller programmer, der stikker ud, som den russiske kanal, jeg ved et tilfælde faldt over, hvor en sandsigerske udlagde international politik ved bogstavelig talt at kigge i en krystalkugle, hvilket, mine dårlige russiskkundskaber til trods, var overraskende fascinerende.
Men tag endelig ikke fejl. Ovenstående er langtfra nogen klagesang, for udlandsreportage er som nævnt noget af det mest interessante, man kan give sig i kast med. Det er blot en nøgtern konstatering af, at i hvert fald denne skribents romantiske forestillinger om, hvad man som bladets udsendte uden for arbejdstid befattede sig med, har virkeligheden ikke kunnet leve op til.
Men så igen, det kan meget vel bare være mig, for uanset hvor meget jeg prøver, evner jeg ikke at forestille mig Ulla Terkelsen henslæbe timerne mellem sine optrædener med en sandwich fra Subway og henkastning af likes på sociale medier.