LOS ANGELES: Ruten til de grønne bakker i Los Angeles-kvarteret Silver Lake, hvor den 41-årige danske instruktør Nikolaj Arcel har bosat sig midlertidigt, bliver tilbagelagt i en langsomt krybende taxa ad den endeløse Sunset Boulevard. Den trafikbelastede gade inkarnerer mere end nogen anden i Los Angeles byens drømme om filmkunstnerisk anerkendelse, såvel de glitrende og de smuldrende.

Under palmerne på boulevarden finder man blandt andet Los Angeles Film School, hvor gyserfilms-legenden Roger Corman har undervist håbefulde filmstuderende, hotellet The Garden of Allah, hvor filmstjerner har holdt hof siden Greta Garbos storhedstid i 1920erne, og Sunset Gower Studios, hvis tolv filmstudier i over hundrede år har produceret film og TV i ufattelige mængder. Man snegler sig forbi Hollywood High School, et gymnasium der med største selvfølgelighed er blevet udsmykket med meterhøje portrætter af stjerner som Bruce Lee og Rudolph Valentino.

I Silver Lake stilner trafikken af, og luften mildnes af fuglekvidder og cykelklokker. Nikolaj Arcels villa ligger højt i det kuperede terræn, og syner ikke af meget fra vejsiden. Instruktøren åbner hoveddøren og fører os gennem villaen til modsatte sides glasfacade. Undervejs kommer vi forbi et spisebord, hvor der ligger en netop udpakket bog. Senere finder Berlingske ud af, at det er filmstjernen og produceren Matt Damon, der har sendt Nikolaj Arcel bogen i håb om, at danskeren vil instruere ham i hovedrollen til filmatiseringen af bogen, hvis titel vi ikke kan afsløre her.

Bogen er blot det seneste i en lang række af tilbud fra Hollywoods store filmselskaber om at skrive manuskript til og/eller instruere film, hvoraf Arcel i øjeblikket allerede har taget imod tre af de mest fristende, og derfor kan blive tvunget til at sige nej til Damon.

»Men det er sgu da fedt at få tilbuddet,« siger Nikolaj Arcel, uden antydningen af arrogance i bemærkningen.

Selvom Arcel er blevet et regulært navn i filmbranchens hovedstad, har han ikke fået divanykker. Han udstråler tværtimod en slags aladdinsk forundring over, at hans Hollywood-drøm er gået i opfyldelse, og det skyldes måske det, at drømmen er blevet til virkelighed på få år.

Nikolaj Arcel har som få danske filmkunstnere gjort lynkarriere, og hans mangeartede film-CV, der tæller så indbyrdes forskellige film som »Kongekabale«, »Klatretøsen« og »En Kongelig Affære« har givet ham tilnavnet »den danske Steven Spielberg«. Sidstnævnte filmtitel gav ham sidste år hans første Oscar-nominering. Derefter er det blot gået hurtigere og hurtigere.

En af de andre danskere i Hollywood, instruktøren Nicolas Winding Refn, har beskrevet filmbyen, som et sted hvor ens værdi forøges hver gang man siger nej tak til et tilbud.

»Det er først nu, jeg er ved at finde ud af, at det er fuldstændigt rigtigt. Det lyder højrøvet, men i øjeblikket siger jeg nej tak til omkring to ugentlige tilbud om at instruere. Jeg troede i starten, at jeg ville blive upopulær, hvis jeg afviste gode tilbud, men tværtimod får det at folk til at tro, at man er genial,« siger Nikolaj Arcel.

Da vi træder ud gennem en dør i glasfacaden på solsiden af huset, forstår man, at der er lagt omhu i at finde netop dette sted. På en fredfyldt terrasse, der skyder sig ud fra en stejl skrænt mellem palmer og frugttræer, ligger husets kat rullet sammen i dyb søvn. Solens stråler filtreres af store vuggende blade, og luften er så behageligt blød, at man nærmest føler, man kan tage bad i den.

Nikolaj Arcel sætter sig ved bordet, hvor han har siddet med sin bærbare Mac og arbejdet. Han slår ud med den ene hånd og trækker smilende på skuldrene, som var den betagende udsigt en tilstrækkelig forklaring på, hvorfor instruktøren har valgt at arbejde her i perioder på to til tre måneder ad gangen.

Men der er selvfølgelig også en anden grund til, at en af Danmarks mest succesfulde instruktører har det godt i Hollywood.

»Jeg bliver set på en anden måde her end i Danmark. Danskere anerkender skam mine film som gode, og at de er blevet set af mange. Men i Danmark og andre europæiske lande er der stadig en uudtalt enighed om, hvad der er det fineste. Håndholdte film om incest er godt. En stor genrefilm med action og flot kamerateknik er mindre godt. I Europa er det Lars von Trier og Michael Haneke, der tæller. Her i Los Angeles er det derimod sådan nogle som mig selv, der anslår tonen. Det var utroligt rart at erfare, at man virkeligt værdsætter den ene ting, som jeg ved, at jeg selv er god til – at fortælle en god historie i klassisk forstand,« siger Nikolaj Arcel.

Han kommer til at grine lidt forlegent, da Berlingske spørger, om følelsen af ikke at blive set i sit hjemland, i virkeligheden er en slags psykologisk overførsel. At det med andre ord, er Arcel selv, der føler et mystisk mindreværd i forhold til de »fine« kunstneriske instruktører som Lars von Trier, og derfor tror, at andre i hjemlandet også har det sådan.

»Ja, det er det da helt sikkert. Men bundlinjen er, at man i Europa skelner mellem art house film (kunstnerisk betonede film, red.) og genrefilm. Og det gør man ikke her i byen. Alle film er lige »fine«, uanset om det er en rumfilm med Tom Cruise eller en kunstnerisk film af Spike Jonze om en mand der forelsker sig i en computer. Og den holdning til film har jeg det rigtig godt med,« siger Nikolaj Arcel.

Instruktøren har i perioder boet i Los Angeles siden 2006, men det afgørende gennembrud kom sidste år, da »En Kongelig Affære«, hans meget sete film om Struensee og Christian 7. blev Danmarks bud på en Oscar i kategorien ikke-amerikanske film. Det valg viste sig at være godt, for filmen blev nomineret af oscarakademiets medlemmer til at være blandt de fem bejlere til prisen, hvilket betød at Nikolaj Arcel og hans manusforfatter Rasmus Heisterberg i februar sidste år skiftevis sad og bed negle og kedede sig til oscarfesten i Hollywoods Dolby Theatre,

»Oscarfesten er meget sjovere at se i fjernsynet end i virkeligheden. Der er lange pauser og jeg endte med at sidde i baren halvdelen af tiden,« siger Nikolaj Arcel.

Forud for oscaruddelingen var gået et halvt år, hvor hans amerikanske distributør havde lobby’et kraftigt for filmen. En oscar kan flerdoble billetsalget, hvorfor filmselskaberne gerne ofrer millioner af dollars på annoncekampagner og på særlige visninger for akademiets medlemmer, hvor filmene præsenteret af deres respektive skabere, inklusiv Nikolaj Arcel, der set i bakspejlet kan se, at han blev revet med af oscar­feberen.

»Som instruktør bliver man på en lidt usund måde optaget af noget, som man på et plan har lagt bag sig, samtidig med, at man opdager, at man går rundt og tænker på denne her begivenhed, som først skal finde sted om flere måneder,« siger Nikolaj Arcel.

Der er dog ingen vej udenom, for i Hollywood er en oscarnominering en magisk døråbner. Fra at have været en betydningsløs europæer, blev instruktøren efter nomineringen af »En Kongelig Affære« en af de nye at holde øje med i Hollywood, en hvis navn kan få byens vigtige producenter til at høre efter, når der bliver planlagt film.

Kort tid efter oscarfesten gik han til de første frokostmøder med filmselskabernes spidser, og snart stod hans navn på de første kontrakter om at instruere en amerikansk film. En filmatisering af Don Winslows barske bestseller om narkohandel »I hundens vold«, som han også skriver manuskript på sammen med sin mangeårige sparringpartner Rasmus Heisterberg, og genindspilningen af Hitchcock-klassikeren »Rebecca«, som skal produceres af Spielbergs Dreamworks.

Og projekterne blev ved med at tilflyde ham. Harry Potter-produceren David Heyman spurgte ham lige ud, hvad danskeren allerhelst kunne tænke sig at lave, hvortil Nikolaj Arcel spurgte: »Hvad har du?«

»En af der første ting, han nævner, er så Bill Willinghams tegneserie »Fables«, som tilfældigvis er en af mine yndlingstegneserier. Et tilfælde af rendyrket Hollywood-held,« siger instruktøren.

At Arcel nu har sit navn på en kontrakt med Warner Brothers, er dog ingen garanti for, at den bliver til virkelighed, ej heller nogen af de to andre amerikanske film, som Arcel har kontrakt på.

»Der er aldrig noget i denne her by, der sikrer, at din film bliver lavet. Aldrig. Og det er ligegyldigt, hvor langt du er i processen med at producere den,« siger Nikolaj Arcel.

Den danske instruktør og manuskriptforfatter er blevet en del af den aldrig-hvilende, californiske filmfabrik.

Hvert år igangsætter et stort Hollywood-studie som Warner Brothers omkring hundrede filmprojekter, men sender kun omkring ti færdige film i biografen. De ti film er nøje udvalgt, så de dels ikke hugger publikum fra hinanden, dels ikke bliver løbet over ende publikumsmæssigt af konkurrerende studiers film. Det er derfor, at filmselskaberne altid har langt flere filmmanuskripter »i udvikling« end der bliver lavet færdige film.

Det er også derfor, at Hollywood altid er på udkig efter gode filmskabere, der forstår at brødføde drømmefabrikken.

Ifølge myten om Hollywood, æder filmbyen kunstnere til morgenmad, og spytter deres afgnavede ben ud, når det har tjent, hvad der kunne tjenes på dem, men dette er netop mere myte end virkelighed, siger Nikolaj Arcel.

»Filmstudierne vil selvfølgelig helst tjene penge, men det betyder ikke, at alt drejer sig om penge. Jeg har siddet i møder, hvor jeg godt kunne mærke at det var bundlinjen, det handlede om. Men inde i de allerfleste professionelle i filmbranchen i Hollywood gemmer der sig en drøm om at lave et mesterværk. De fleste amerikanske producenter vil hellere lave en film, der går rimeligt godt og vinder en oscar, end de vil lave en lortefilm, der tjener et ocean af penge,« siger Nikolaj Arcel.

Når film som »Fables« har et samlet budget på 120 millioner dollars, skulle man tro at opgaven med at skrive og instruere dem, kunne få en dansk instruktør til at ryste på hånden. Og selvom en debuterende instruktør helst ikke skal floppe alt for eklatant med sin første film, er det ikke sikkert at filmens eventuelle fiasko tilskrives instruktøren. Det skyldes blandt andet, at filmselskaberne anser den rette markedsføring som en af de vigtigste succeskriterier, og det er slet ikke instruktørens ansvarsområde.

»Samtidig er en film som »Fables« en stor satsning, og skal derfor også have nogle store stjerner på rollelisten. Filmselskabets direktører vil have dem så store som muligt – i Brad Pitts vægtklasse – uanset hvad jeg måtte mene om det, og det skyldes, at de ser en stjerne som en helgardering, såfremt de en dag skal forklare filmselskabets bestyrelse, hvorfor filmen blev et flop. Ellers bliver de fyret,« siger Nikolaj Arcel.

Det er altså særligt i den såkaldte pre-production fase af en film, at de hårdeste slagsmål skal tages med filmselskaberne. Instruktøren vil have de skuespillere, der passer bedst til hans indre billeder af karaktererne, mens filmselskaberne vil have dem der sælger billetter. Manuskripterne bliver ligeledes omskrevet talløse gange, indtil direktørerne og filmselskabets dramaturgiske konsulenter er tilfredse.

»De ved, at det er meget sværere at blande sig, når først kameraerne kører. De er glade for stærke instruktører, for det gør dem trygge, men indtil at filmen er i produktion, overdænger de dig med forslag til skuespillere og noter til manuskriptet, og de er gode til det. Da er tricket selv at have endnu flere ideer om skuespillere og endnu flere noter. Til sidst lader de dig være i fred, fordi de tror, at du har styr på det,« siger Nikolaj Arcel.

Med sin navn på hele tre filmkontrakter føler instruktøren selv, at der er nogenlunde styr på hans fremtid i Hollywood. Under alle omstændigheder har han stadig hænderne fulde i Danmark, hvor han skal levere manuskripter på de tre kommende Jussi Adler Olsen-film om den berømte Afdeling Q. Første film i serien, »Kvinden i Buret«, blev løftet af Arcels skarptslebne manuskript, der ifølge nogle anmeldere var en forbedring af bogforlægget.

Arcel smiler, da Berlingske spørger om, han kan nævne tre ingredienser, der skal til for at sikre en film succes. Der findes utallige eksempler på, at en film flopper på trods af, at al den fornødne talent var til stede ved dens tilblivelse.

»Hvis jeg på forhånd kunne sikre mig succes, ville jeg blive meget rig. Til gengæld kan jeg nævne tre elementer, som Hollywood sætter pris på. Hvis de tre ting ikke er i din film, vil du med garanti komme til at høre for det,« siger Nikolaj Arcel.

For det første, siger han, skal dit manus være konsistent underholdende. Man kan ikke, som i Europa, bruge tyve minutter på en kunstnerisk scene, hvor der ikke rigtig sker noget. For det andet skal man have nogle stærke karakterer, som folk kan holde af. Og for det tredje, skal der være en motor i filmen. Det vil sige, at karaktererne skal ville noget bestemt, der holder historien gående.

For Nikolaj Arcels eget vedkommende, er den primære motivation arbejdet i sig selv. Det har han blandt andet drøftet med sin skrivemakker, Rasmus Heisterberg. Da oscar-nomineringen begyndte at åbne døre for makkerparret, var de enige om ikke stille sig alt-eller-intet-mål i Hollywood. De ville først og fremmest tage det som en oplevelse. Den ambition har Nikolaj Arcel siden holdt fast i.

»Jeg synes, jeg er et meget sundt sted, hvor jeg kan sige jatak til Hollywood-drømmen på mine egne betingelser. Men det kan formentlig ikke være anderledes alligevel. De kan tilbyde store navne og mange penge, men hvis ikke det er film jeg på forhånd kan se, at jeg vil komme til at elske at lave, så er jeg nødt til at sige nej. I modsat fald er jeg bange for, at jeg kommer til at lave noget lort,« siger Nikolaj Arcel.