Det kan lyde som en lidt tung sag at kaste sig over vores fælles historie. Det anerkender Sigurd Barrett. Men lige så tung, omfattende og lang historien er, lige så lidt kedelig er den. I hvert fald hvis man spørger den 50-årige viborgenser.

Vi er taget ud for at møde Sigurd Barrett. På vej mod adressen bliver det hurtigt tydeligt, hvilket hus, der tilhører ham. En stor bjælkehytte kommer til syne, og der, blandt alverdens sjove rekvisitter, bor han med sin familie. Over døren til køkkenet er der et skilt, hvor der står »Sigurds Bjørnesti«, og her inviteres vi indenfor til kaffe og baggrundsjazz.