Danni Travn

Journalist og forfatter. Har skrevet biografien »Bent Fabricius-Bjerre«, der netop er udkommet. Sidste år udgav han erindringsbogen »Ikke et sekund spildt« om og med skuespilleren Jesper Langberg. Til sin aktuelle biografi har Danni Travn, ud over Bent Fabricius-Bjerre, interviewet omkring 40 personer og været i kontakt med adskillige andre.

Hvad ser du efter, når du skal vurdere, om en person er egnet til en biografi?

»Indledningsvis vurderer jeg ud fra tre overordnede parametre: Mener jeg, de har udrettet eller oplevet noget, som har tyngde og væsentlighed? Egner deres liv sig til at blive skildret i en fortællende form? Vil det blive vedkommende nok til at have kommercielt potentiale? Derefter handler det selvfølgelig om at finde fælles fodslag.«

Hvordan organiserer du stoffet?

»Et menneske som Bent Fabricius-Bjerre er en udfordring, fordi han har haft exceptionelt mange bolde i luften på én gang. I en periode var han eksempelvis både folkekær TV-vært, Grammy-vindende hitmager med »Alley Cat«, banebrydende filmkomponist, pladeselskabsdirektør med ansvar for verdensstjerner, entreprenøren bag supermarkedsmuzak i Danmark, musiker ved kongelige fester og småbørnsfar. Havde jeg skildret dét i en stram kronologi, ville springene inden for et enkelt år gøre fortællingen helt skizofren. I stedet valgte jeg en slags hybrid. Kapitlerne rummer hver især et overordnet tema, men det følgende kapitels tema lægger så hovedvægten lidt længere fremme i tid end det forrige.

På den måde væver jeg historien sammen, så Bent Fabricius-Bjerres virke bliver inddæmmet, samtidig med at fortællingen får fremdrift. Et andet centralt greb var, at jeg delte bogen op i tre dele for at fremhæve en pointe: At Bent Fabricius-Bjerre professionelt og privat har levet tre liv. Først var han musiker, så var han forretningsmand, og så blev han musiker igen. Og hans tre ægteskaber dækker cirka en periode hver.«

Er der ikke en fare for at trække nogle røde tråde, der måske ikke er der?

»Det er klart, at man som biografiforfatter arbejder med nogle fortælletekniske modeller, som har sin oprindelse i fiktionen. Du forsøger at skabe en spændstig dramaturgi. Du vælger scener, du fremhæver karaktertræk, du understreger nogle bifigurer mere end andre. I hvert fald hvis du vil undgå, at din bog bliver ét langt referende leksikonopslag. Men ethvert valg er baseret på research. Kan du ikke dokumentere det, skriver du det ikke.

Du skal turde stille dig ind i din research og stille spørgsmålet »hvordan udkrystalliserer jeg det her liv?«, og det kan godt være angstprovokerende at tage sådan en fortælling på skuldrene. Men destilleret ned til sin essens er etikken og dynamikken den samme som i al mulig anden journalistik.«

Er et liv overhovedet en fortælling?

»Det er i hvert fald ikke nødvendigvis en spændende fortælling.«

Louise Zeuthen

Lektor på Københavns Universitet. Har lige udgivet »Krukke – en biografi om Suzanne Brøgger«. Her skriver hun om de første 40 år af forfatterens liv, baseret på de breve og dagbøger, hun har fået adgang til. Louise Zeuthen afsluttede i 2008 sin ph.d.-afhandling om Suzanne Brøgger. Efterfølgende henvendte Suzanne Brøgger sig til hende og spurgte, om hun ville skrive en biografi.

Hvilke overvejelser gjorde du dig som forsker om at skrive en biografi?

»Jeg var meget bevidst om, at jeg skulle finde en ny stemme at skrive med, frem for den akademiske, jeg var vant til at bruge. Jeg ville gerne skrive en biografi, der rev læseren med – men uden at gå på kompromis med videnskabeligheden i omgangen med kildematerialet. De mere end 800 noter vidner om det sidste.«

Hvordan har du valgt at lægge snittet?

»Eftersom Suzanne Brøgger om nogen har sat spørgsmålstegn ved den traditionelle måde at opfatte identitet på, virkede det uholdbart at presse hendes livshistorie ned i en traditionel biografisk form, som bygger på forestillingen om, at individet fra begyndelsen har en indre personlighedskerne, som så udfoldes over tid – i handling og værk.

Hos Brøgger er identiteten en dialogisk og flydende størrelse, der forandres, alt efter hvem hun relaterer sig til, hvilke roller, hun forsøger at leve op til, og hvilke steder eller kontekster, hun befinder sig i. Derfor har jeg valgt at dele fortællingen om hendes person op i forskellige kapitler, der hver især fokuserer strengt på én relation, én rolle, ét sted – uden nødvendigvis at forsøge at få de forskellige kapitler til at passe sammen i et afsluttet hele.«

Hvorfor kun basere bogen på Brøggers breve og dagbøger – og ikke på samtaler med folk rundt om hende?

»I virkeligheden er det en umulig opgave at beskrive et andet menneskes liv. Livet består af komplekse følelser, selvmodsigende valg, hændelser, der ikke altid giver mening. En biografi, der bygger på samtaler med mange forskellige mennesker, vil nødvendigvis ende med at være et kompromis mellem mange forskellige subjektive fortolkninger af, hvad der skete. Men den vil efter min mening ikke nødvendigvis komme tættere på sandheden.

Hukommelsen vælger altid sine fikspunkter og lader andre ligge i mørket. Da jeg ikke tror på, at man kan komme frem til en endegyldig eller entydig sandhed om et andet menneskes liv ved at spørge så mange som muligt om, hvad de mener, der skete dengang for 20-30-40 år siden – og det gælder for så vidt også den biograferede person selv – kan jeg lige så godt vedkende mig det subjektive. For mig har det været langt mere interessant at give læseren indblik i, hvordan Suzanne Brøgger oplevede tingene, lige da de skete.

Og det har været muligt, fordi Suzanne Brøgger gennem alle årene har været en yderst flittig dagbogsskribent og brevskriver. Ikke fordi dagbogen eller brevet skal ophøjes til sandhedsvidne par excellence, men fordi det her bliver tydeligt, hvordan hun oplever sig selv og sit liv. Derfor har jeg også så vidt muligt forsøgt at lade det være Suzanne Brøgger og ikke mig, der kommenterer og fortolker det hændte. Min fortolkning ligger i de valg og fravalg, jeg har foretaget i forhold til det enorme materiale, og i den måde, jeg har valgt at lægge det frem på.«

Jacob Wendt Jensen

Forfatter og filmanmelder på Berlingske. Er aktuel med »Victor Borge. Mennesket bag smilet«, der er baseret på interview med omkring 70 kilder i Danmark og USA foruden en lang række skriftlige kilder. Han har tidligere skrevet biografier om Ove Sprogøe og Nina van Pallandt.

Risikerer for mange kilder ikke at afspore fortællingen?

»Det tror jeg godt, at de kan, og jeg er da også af og til blevet skudt i skoene, at mine bøger kan være en slags citatmosaik. Bare spørg redaktøren på min biografi om Ove Sprogøe, hvor jeg interviewede 90 mennesker, og hvor jeg fik at vide, at det først afleverede manuskript ville resultere i en bog på 500 sider! Heldigvis fik vi den ned på 398, og det er nok smertegrænsen på det kommercielle marked. Til gengæld er jeg sådan indrettet, at jeg synes, at bøger på 300 sider virker lidt tyndbenede.

Jeg elsker selv de mere generøse biografier, hvor man får ALT at vide om en person - for eksempel også noget om de film, en skuespiller var lige ved at komme med i. Det er mine redaktører eller private læsere tidligt i processen ikke altid enige i, men jeg skriver ikke kun for at sælge bøger, men i høj grad også for at kunne være stolt af dem og have en sindsro omkring, at jeg afdækkede mit emne ordentligt.«

Hvilken forskel gør det, om den, du skriver om, lever eller er død?

»Jeg vil tro, at man er mere fri, når man skriver om en, der er afdød. Sprogøe og Borge var afdøde, og Nina van Pallandt levende. I sidstnævnte tilfælde løb jeg ind i, at Ninas døtre stoppede hendes medvirken af frygt for, at gamle skandaler nu skulle frem i pressen igen. Det synes jeg var lidt ømskindet. Da jeg arbejdede sammen med Ove Sprogøes tre sønner følte jeg et lige så stort ansvar over for dem, som jeg ville have gjort over for en Ove Sprogøe i live. Men jeg synes egentlig, at når jeg researcher så grundigt, som jeg gør, så ligger ansvaret i metoden. Jeg finder nu engang det, jeg finder, og det meste fortjener at blive brugt.«

Hvordan bruger du dig selv og dine egne konklusioner?

»Jeg er journalist, ikke psykolog, og aspirerer ikke til at blive skønlitterær forfatter, så jeg har ikke den der trang til at overkonkludere og rulle al mulig lommefilosofi ned over en hovedperson. Jeg gør det kun forsigtigt, hvor det er meget oplagt. Jeg har nok turdet konkludere mere på min hovedpersons liv tredje gang, jeg skrev en biografi, end første gang, men man skal passe på med at gå for langt.

Når jeg ser biografier – eller hvad den slags nu hedder – hvor en forfatter sætter sig ind i en anden persons hjerne og skriver, som om det er hovedpersonen selv, der har skrevet, så står jeg af. Det er forsøgt med stumfilmlegenden Fatty Arbuckle og sågar med Johnny Weismüllers abe, Cheetah, og der synes jeg, man er ude på et overdrev.«

Hvilke overvejelser gør du dig om at forbinde personens professionelle liv med det private?

»Det er populært for skuespillere altid kun at tale om deres kunstneriske valg og ambitioner, men de er jo også drevet af at skulle betale husleje, af den modtagelse, deres seneste film eller teaterstykke har fået, og af, hvad for en kone eller kæreste de har – eller af deres egen forfængelighed. Ingen biografi vil være fyldestgørende, hvis den ikke bevæger sig mellem privatliv og arbejde.«