Det er en aflevering med ydersiden, som bliver slået inde fra midten fra banen og ned mod hjørneflaget; den bliver slået fladt. Det særlige ved afleveringen er hverken ydersiden eller retningen, men derimod at den bliver slået bagom backen og foran midterforsvareren. Den er blevet en almindelig aflevering for offensiv-spillere på især spanske storhold, den er blevet en disponibel spilmulighed for dem, der søger det ekstraordinære moment. Stjerner som Xavi Hernandez eller Andrés Iniesta slår regelmæssigt den pasning inde fra midten af banen mod en angribende kantspiller, som således kan løbe uden om backen, modtage bolden inden om og komme i boldbesiddelse bag en fremskudt forsvarskæde. Det er en aflevering, som tager farten ud af spillet, men straks efter sætter et nyt tempo.

Uanset, hvem der i dag lægger den karakteristiske aflevering, peger den tilbage på den spiller, som introducerede den på den store scene: Michael Laudrup. Det var Laudrup, der i FC Barcelona udviklede en sekvens, hvor han modtager bolden fremme på banen, holder på den, trækker forsvarerne med sig op mod midten, venter og pludselig slår pasningen bagom backen ind i et hul, der ikke var der, før han spillede bolden ind i det. Han forklarer selv i Jørgen Leths film Michael Laudrup - en fodboldspiller fra 1993 spillet som en standardiseret procedure. I filmen siger han direkte, at han ikke forstår, at modstanderne endnu ikke har gennemskuet dette spil, som allerede da var blevet til en rutine. Men endnu i dag bliver afleveringen slået med succes.

Den minder om en kvalitet ved den ældre Michael Laudrups spil: Han kunne afvente en spiludvikling, som andre ville forcere. Mellem hastigt accelererende medspil i angreb kunne han stoppe op, holde på bolden og afvente spiludviklingen i tillid til, at nye åbninger ville vise sig. Michael Laudrup kunne med sin sjældne tålmodighed omdanne den første bølge af angreb til et fikserende forspil til det næste moment. Som regel skabte ham dem selv med en overlegenhed, så alle med ét fik øje på en mulighed, der et øjeblik inden havde været usynlig.

De muligheder opstod ofte kun blandt medspillere i verdensklasse på hold som FC Barcelona og Real Madrid, mens Laudrup på det danske landshold ofte ventede på momenter, der ikke kom, og tit lignede en spiller, som stillede sig i vejen for omsætning af mulighed til målchance. Der var vedholdende rygter om, at landstræner Bo Johansson op til VM i 1998 afprøvede startopstillinger uden Michael Laudrup, fordi stjernens satsning på det usandsynlige kolliderede med holdets chance for at opnå bedst mulige.

Det er symptomatisk, at landsholdets sejr ved EM i 1992 blev en realitet i en periode, hvor Michael Laudrup i frustration havde valgt landsholdet fra. Den bedste danske fodboldspiller nogensinde kunne ikke komme til udfoldelse på et hold, som dog stadig talte stjerner som lillebroren Brian Laudrup og målmanden Peter Schmeichel.

Som bekendt kom Michael Laudrup tilbage på landsholdet, og Johansson stolede på stjernen, som i ottendedelsfinalen mod Nigeria leverede en af de afleveringer, som for en stund løfter middelmådige medspillere ind i verdensklassen. Endnu en gang afventede han spiludviklingen foran afrikanernes felt, han kiggede ud mod venstresiden af banen, inden han maskeret med ydersiden af foden lobbede bolden over en forsvarsspiller og ind i holdkammeraten Ebbe Sands løbebane, så han kunne tage bolden videre med hovedet og i samme bevægelse med højrefoden flugte den i mål. Det er et spil, som Michael Laudrup i anden sammenhæng har begået i samarbejde med en af spillets største angribere, brasilianeren Romário, som i øvrigt siden har udtalt, at han regner Michael Laudrup for historiens femtebedste spiller.

Da sekvensen førte til et fantastisk mål for Danmark i en slutspilskamp ved verdensmesterskaberne, var alle de gange, hvor samme aflevering var sendt uden adresse og endt i uskønt klumpspil, glemt. Det mislykkedes rigtig mange gange på landsholdet, inden det lykkedes ved VM. Det er ikke et effektivt vinderspil, men det er et æstetisk vidunderspil. Det er samtidig en aflevering, som er blevet forsøgt af små og store fodboldspillere i skolegårde, baggårde og på grusbaner utallige gange siden. Og det kendetegner Michael Laudrup som stjerne: Han er en af dem, der har åbnet spillet.

Der er stjerner som Portugals Christiano Ronaldo og Brasiliens Kaká. De er fysisk stærke og teknisk ekvilibristiske. De er eminente utilitarister, fordi deres midler meget ofte ender i mål af dem selv eller af en medspiller. De kan det hele.

Og så er der stjerner som Michael Laudrup, Zlatan Ibrahimovic og Guti i Real Madrid. De kan ikke det hele, og de kommer indimellem til at ligne svanen fra Baudelaires digt, som nok er smuk, men ikke passer ind i det jordiske spil og derfor slæber store, ubrugelige vinger langs jorden. De vinger, som skaber store flyveture, kan også få det hele til at falde sammen. Deres forsøg på det umulige ender indimellem i ligegyldige julekæder af små lys kastet som et juletræ, der aldrig når ind i straffesparksfeltet. De kan også ende som solipsistiske cirkusnumre, der slet ikke stemmer holdkammeraternes spil.

Disse spillere kan ikke det hele, men de udvider selve spillets 'hele'. De flytter grænsen mellem det mulige og det umulige, de udvider rummet for, hvad der kan lade sig gøre. Ingen havde set de nye spilmuligheder, før de åbnede dem, men alle ser dem bagefter.

Endelig er der stjerner som Diego Maradona og Lionel Messi, som kan det, ingen andre kunne finde på, og ingen andre kan gøre efter. Det sjove ved dette VM er ikke mindst, at Messi skal vise, om han kan gentage Maradonas enestående manøvrer, og det sker endda med Maradona som træner. Messi kan omdanne Maradona til en spiller, man kan gentage. Det vokser de begge ved.

Det store ved Michael Laudrups spil er ikke, at ingen kan gøre det efter, men at både alle de små fodboldspillere i skolegårde og de professionelle stjerner ikke kan lade være med at gentage hans spil. Michael Laudrup vandt mesterskaber i Danmark, Italien og Spanien, han førte Danmark til kvartfinalen ved VM, og han var stjerne på det Barcelona-hold, som vandt datidens udgave af Champions League. Men den effektive vindertype var han ikke, og han lavede ikke så mange sejrsmål som andre på hans niveau. Han trak nye streger på banen, der siden er blevet permanente spilmuligheder for dem, der skal finde et hul, der ikke er der, eller åbne en spilsituation, som synes lukket ned. Det samme gælder Guti.

Den virtuose utilitarist, Christiano Ronaldo, lavede i sin første sæson i Real Madrid, som netop er overstået, mange overlegne scoringer, men ikke sæsonens sensationelle detalje.

Det gjorde gamle Guti, da i han frit løb mod mål modtog bolden med udsigt til en åben målchance. En effektiv angriber ville uden tøven eksekvere chancen, men Guti stoppede spillet. Det så ud, som om han pinligt havde trådt i bolden og ødelagt angrebet. Men mens forsvarsspillere og målmanden stirrede forstenede på Guti, trillede Karem Benzema med indersiden bolden i mål. Slowmotion-gengivelsen afslører, at Guti med ydersiden havde lagt bolden til rette for medspilleren bag sig, som ingen andre end han selv i situationen havde set i fremløb. Samme manøvre kunne allerede næste morgen iagttages blandt de små stjerner uden storhold på Litauens Plads på Vesterbro.

Hverken Guti, Zlatan eller Michael Laudrup er med ved VM i Sydafrika, men lad os se, om de alligevel ikke får en fod med i spillet.