Røgen har lagt sig efter Lance Armstrongs verdensomspændende dopingerkendelse over to afsnit. Tilbage står, at manden nu selv har indrømmet det, de fleste havde på fornemmelsen. De syv Tour de France-sejre var grundlagt på en potent cocktail af EPO, væksthormoner og blodtransfusioner.

Bortset fra selve indrømmelsen og det hidtil usete billede af jernmanden Armstrong, der fælder fortrydelsens tårer på TV, er kampen mod doping ikke kommet afgørende videre.

Men det vil den, hvis Lance Armstrong tager det sidste skridt ind i et afhøringslokale hos myndighederne, lyder det fra Anti Doping Danmark (ADD).

»Det er netop sagens kerne, det ville betyde rigtig meget, hvis Armstrong står frem og løfter sløret for, hvem der står bag det her. Og er med til at sætte navne på. Det ville være rigtig stort,« siger Lone Hansen, ADD-direktør.

Nøglen til gennembrud

Hvis Lance Armstrong gik forrest og samarbejdede med myndighederne, ville det være et betydeligt gennembrud for dem, der dagligt kæmper for at få atleterne til at afsløre hele sandheden. Et eksempel til efterfølgelse med stor signalværdi.

»Han holder ekstremt meget igen og siger netop ingenting om, hvem der var med i det her. Det var super-sofistikeret og organiseret, når det kunne foregå over så mange år. Det gør man ikke alene. Der må og skal være et netværk omkring ham, som har hjulpet til. Der sidder man i dag og tænker, hvor de oplysninger blev af.«

Men det er ikke for sent. I anden del af Oprah Winfreys interview, der blev sendt natten til i går, så man Lance Armstrong med tårer i øjenkrogen, da han fortalte om doping-løgnenes påvirkning af familien. Han fortalte også, at han anser sin livstidskarantæne fra al sport som uretfærdig, og at han inderligt savner at få lov til at konkurrere.

»Hvis du spørger mig, om jeg gerne vil konkurrere igen, så er svaret ’fandme ja, jeg er et konkurrencemenneske’. Det har jeg gjort hele mit liv. Jeg vil konkurrere og stå på startstregen,« lød det fra Armstrong.

Kan få nedsat straf

Her står myndighederne klar med en kattelem, der måske kan lukke ham ind i varmen igen. Hvis han vidner under ed, kan han få nedsat sin livstidsstraf og måske atter få lov at konkurrere.

»Vi vil have konkrete detaljer og nye informationer. Navne, tidspunkter, steder, hvem leverede stofferne, hvilke officials er involveret. Ikke bare bekræftelser af, hvad vi allerede ved. Han skal gøre det ordentligt og rigtigt, ikke bare for showbusiness,« siger John Fahey fra verdens antidoping-agentur (WADA).

Et tilbud, der utvivlsomt har udløst en indre kamp hos Lance Armstrong. Lone Hansen bekræfter, at han kan få lempet sin livslange karantæne, hvis han »deltager substantielt i at få optrevlet og afsløret alt det, der ligger bag«.

»Normalt får man nedsættelse til en fjerdedel af tiden. Det var, hvad man så med dem, der angav Armstrong. Men en fjerdedel af livstid... det er svært at sige. Mit bedste bud er otte år,« siger ADD-direktøren.

Det betyder, at Lance Armstrong i teorien atter kan stå på startstregen i 2013, hvis karantænen gælder fra den sidste Tour-sejr i 2005. Unægteligt et attraktivt tilbud. Næste skridt er stadig hos Lance Armstrong.