LONDON: En ny kæmpeordre på 100.000 ton ost, der er Arlas hidtil største enkeltordre nogensinde, vil sætte yderligere turbo på salget og styrke indtjeningen for mejeriselskabet i Storbritannien. Det fastslår Peter Lauritzen, administrerende direktør i Arla Foods UK Limited.
Mens Arlas omsætning på mælke-, oste- og Lurpak-produkter har været i kraftig vækst på det britiske marked, der er Arlas største, halter profitten imidlertid voldsomt bagefter. Det viser årsregnskabet fra Arla Foods UK for 2012, som netop er offentliggjort.
Tallene og bemærkningerne i regnskabet fortæller med al tydelighed, at Arla kæmper i et turbulent marked med benhård konkurrence mellem mejeriselskaberne. Arla Foods UK leverede sidste år en rekordomsætning på 15,8 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 16 procent. Men overskuddet før skat faldt fra 308 mio. kroner i 2011 til kun 77 mio. kroner. Overskudsgraden, der fortæller noget om et selskabs evne til at tjene penge, faldt fra 2,3 til 0,7 procent.
Berlingske har mødt direktør Peter Lauritzen på verdens største, spritnye friskmælksmejeri, Arla Aylesbury ved byen Aylesbury, nordvest for London.
I Arla lægger man ikke skjul på, at udfordringerne er enorme. Blandt andet oplever Arla et kraftigt pres på de priser, som detailbutikkerne vil betale leverandørerne af mejeriprodukter.
Peter Lauritzen venter, at Arla UKs omsætning i år når op på godt 19 milliarder kroner. Det skal ses i sammenhæng med, at hans chef, administrerende direktør i Arla Foods-koncernen Peder Tuborgh, venter en omsætning på 75 milliarder kroner i 2013 for hele Arla-gruppen.
Direktøren for det britisk-engelske selskab har som mål i løbet af fire år at få så meget turbo på, at Arla UKs salg i 2017 når op på næsten 23 milliarder kroner. Altså en vækst på fire milliarder kroner på årsbasis.
»Vores koncern og dermed også Arla UK har en vækststrategi. Ved vores seneste ekspansioner herovre har vi sikret vi os mere råmælk til produktion af blandt andet frisk mælk fra britiske mælkeproducenter, der er blevet andelshavere i Arla. Min vision er, at vi skal eje mælkekategorien i England, uanset om det er mælk med proteiner eller økologisk mælk« siger Peter Lauritzen.
Inden for kort tid har Arla optaget knap 3.000 britiske mælkeproducenter som nye ejere, dvs. andelshavere, og på den måde knyttet dem tæt til selskabet med hovedsæde i Aarhus.
Derudover har Arla, der henter betydelige valutaindtægter hjem til Danmark, i forvejen en stor eksport af mejeriprodukter fra Danmark, der omfatter 60.000 ton Lurpak-smørprodukter og 40.000 ton osteprodukter. Især Lurpak-produkterne, der historisk altid har skæppet i kassen hos Arla, er der penge i at eksportere til Storbritannien.
Peter Lauritzen betegner den nye kæmpeordre som en god forretning for Arla.
»Det er koncernens hidtil største enkeltordre. Når et selskab som Asda, der er ejet af verdens største supermarkedskæde, amerikanske Walmart, giver os en så stor og vigtig kontrakt, er det en blåstempling af Arla,« siger Peter Lauritzen.
Sidste år præsenterede Arla Foods både vækst i omsætningen og stigende overskud. 2012 blev mejeriselskabets og de 12.000 europæiske andelshaveres bedste år nogensinde målt på indtjening, da Arla omsatte for 63 milliarder kroner. Hver gang Arla omsætter for 100 kroner, kommer 26 kroner fra Storbritannien.
Berlingskes ophold i England var betalt af Arla Foods.
