Et hold arkæologer har undersøgt en klynge ruiner i et afsides hjørne af Argentina, tæt på grænsen til Paraguay. Hele området er dækket af tæt skov, og kun ved at hugge sig vej med macheter, kunne eksperterne fra Buenos Aires’ universitet skaffe sig adgang til bygningsresterne.
Her fandt de en del tyske mønter fra slutningen af 1930erne, skår af porcelæn ”Made in Germany” samt nazistiske symboler på væggene. Arkæologerne konkluderede, at de havde fundet en hemmelig lejr for tyske nazister.
»Vi kan ikke se nogen anden forklaring på, hvorfor nogen skulle opføre disse bygninger, som har krævet betydelige anstrengelser og økonomiske midler. De ligger et sted som på det tidspunkt har været fuldstændigt utilgængeligt – langt fra alfarvej og de få og spredte lokalsamfund - og er bygget af materialer, som ikke er typiske for den regionale arkitektur,« siger lederen af holdet, Daniel Schavelzon, til den argentinske avis Clarín.
Schavelzon og hans hold af universitetsstuderende brugte flere måneder på at udforske lokaliteten i nationalparken Teyu Cuare, som ligger i provinsen Misiones i det nordlige Argentina.
Lokalt går den historie sine runder, at et af husene i skoven skulle have tilhørt Martin Bormann, Hitlers højre hånd, der forsvandt i maj 1945 og sandsynligvis døde under den sovjetiske offensiv mod Berlin.
Men det afviser Daniel Schavelzon som "en vandrehistorie." Men lejren i skoven var formentlig tænkt som et tilflugtssted for ledelsen af det nazistiske Tyskland, som var blevet beordret opført for det tilfælde, at de skulle få brug for at forlade Tyskland i hast og holde sig skjult.
»Nazisterne havde tilsyneladende midt under Anden Verdenskrig dette hemmelige projekt, som handlede om at bygge tilflugtssteder til toplederne i tilfælde af nederlag i krigen. De skulle ligge på utilgængelige steder, midt i ørkener, i bjergområder eller midt i junglen som her,« fortæller Schavelzon. Han har ikke endeligt lagt sig fast på denne forklaring på ruinerne, men er dog temmelig sikker i sin sag.
»Stedet her har yderligere den fordel, at beboerne kunne være i Paraguay på mindre end ti minutter. Det er et beskyttet sted, som er let at forsvare. Her kunne de leve i fred.«
Eichmann og Mengele
Til syvende og sidst blev der aldrig brug for gemmestedet, for da Det Tredje Rige faldt, blev lederne budt velkomne med åbne arme i Argentina: Tusindvis af nazister, italienske fascister og kroatiske ustasha-folk ankom med til Argentina med præsident Juan Perons velsignelse.
Man anslår at op mod 5.000 nazister søgte tilflugt i det sydamerikanske land, blandt dem Adolf Eichmann, der medvirkede ved planlæggelsen af "die Endlösung" - mordet på de europæiske jøder - og Josef Mengele, der var cheflæge i Auschwitz.
»Da krigen var ovre, hjalp en række nyttige tyskere os med at opbygge vores fabrikker og få det bedste ud af det, vi havde til rådighed. Og dermed var de også i stand til at hjælpe sig selv, fortalte Peron selv inden sin død i 1974.«