Den meget talentfulde sportsjournalist Guillem Balague, som skrev en af alle tiders bedste fodboldbiografier om trænerfænomenet Pep Guardiola, begik også tidligere i år et værk om argentineren Lionel Messi.

I den bog har den argentinske landstræner Alejandro Sabella skrevet forordet, og det er et forord, en almindelig europæisk fodboldiagttager lige må læse et par gange for at forstå galskaben.

Det hjælper ikke ret meget, skal jeg skynde mig at sige.

Der er naturligvis en masse rosende ord fra Sabella om Lionel Messi. Og det bliver ved. Og det stopper ikke. Og det bliver vildere. Og det bliver for meget, så det til sidst bliver helt komisk.
Der er ikke i Sabellas verden en grænse på Messis geniale talent, og han plaprer om, hvordan Argentina slet ikke kan fungere uden den lille mand fra FC Barcelona.

Han beskriver i bogen, hvordan han i 2011, da han overtager landstrænerjobbet, straks rejser til Barcelona for at forklare landsholdsanføreren Javier Mascherano, at bindet bør skifte arm til Lionel Messis. Man forstår, at det er en afgørende manøvre for Argentinas forudsætninger frem mod VM i Brasilien, at holdet på en passende facon respekterer Messis storhed.
Mascherano ringede selv tilbage til Sabella, efter han havde overdraget anføreransvaret til Messi. Den vragede anfører forstod ganske klart, hvad der måtte ske. Ingen beklagelse.

Jeg skriver ethvert sekund under på, at Lionel Messi allerede nu er en af verdenshistoriens tre-fem bedste spillere nogensinde. Måske den bedste overhovedet. Og det er uimodsigeligt, at han er så speciel, at ethvert offensivt træk i taktikbogen bør respektere knægtens tilstedeværelse.

Men når jeg kom til at tænke på Sabellas forord i bogen om Messi, er det jo, fordi det stikker helt af med den folkekomedie, der er kommet ud af al den respekt for drengen fra Rosario.

»Hver gang, vi får bolden, prøver vi at aflevere til ham, for han er den bedste spiller, vi har på holdet, og han vil score mål,« sagde Argentinas højre back Pablo Zabaleta på det sidste pressemøde før kvartfinalen mod Belgien.
Og det fortsatte med opsigtsvækkende beundring for den ene mand, selv om 29-årige Zabaleta tjener sin hyre i Premiere League-klubben Manchester City og ellers nok kunne have lært at have et fornuftigt forhold til store individualister.

»Vi ved, han er vores vigtigste spiller, vores kaptajn, den bedste spiller i verden. Dette hold spiller for ham, for vi ved, hvor afgørende han er for os. Vi er så heldige at have Messi på holdet.«

Rolig nu, Pablo ..

Men det harmonerer jo fint med det indtryk, Argentina har efterladt under VM. Det er et onemanshow, intet andet.

Man ved, den er gal, når det fornuftige argentinske indspark skal komme fra Diego Maradona, som forleden udtalte sig om det hostende Argentina-hold til en TV-station i Venezuela.

»De bliver nødt til at få ind i deres hoveder, at vi ikke kan være ’Sporting Messi.’ Måske kan han score et fantastisk mål. Men hvis ikke det kommer fra knægten, hvad så? Så kan vi da ikke springe over ham for at være skyldig i en argentinsk katastrofe,« sagde Maradona.

Det er da også bizart at se mange af de argentinske spillere, især reservespillerne, hele tiden prøve at være nær Messi og kontakte ham og få hans anerkendelse under VM. Før den forlængede spilletid mod Schweiz stod reservespillerne højkomisk i kø for at give Messi et klap på skulderen eller et bette kram, og var jeg den eneste, der tænkte, at intet menneske har godt af så meget opmærksomhed?

Messi ligner i hvert fald én, som helst er fri, når han bliver rodet i håret for fjerde eller femte gang under samme spilstop.

Hvorfor mon Alejandro Sabella tilskynder til denne idoldyrkelse af en fodboldspiller? Er det virkelig smart?
Jeg har aldrig oplevet det før i noget fodboldhold.
Aldrig så voldsomt.

Han må jo vide, hvad han laver med al den erfaring, han har under bæltet - både som assistent for den argentinske nationalhelt Daniel Passarella i forskellige sammenhænge og som chef for Estudiantes de La Plata, hvor han vandt Copa Libertadores i 2009 og mødte spillerprotester, da han besluttede sig for at finde nye græsgange.

Vi forstår vel, hvorfor han gør, som han gør, hvis Argentina går hele vejen til VM-guldet.

Der er mange, der skriver om Messis ydmyghed. Han gør altid, hvad træneren beder ham om, og han har aldrig krævet sin egen ret på et fodboldhold.

Jeg ved ikke, om jeg helt køber den fortælling. Det bør jeg vel, når Guillem Balagues biografi påstår det samme gennem samtlige sider. De senere år har bare indikeret noget andet, og
Zlatan Ibrahimovic fortæller også en anden historie i sin selvbiografi. En historie, der matcher det indtryk Barcelona under træneren Tata Martino og Argentina under VM har efterladt. En historie om at Messi helst ser spillet og holdet dreje sig om Messi.

Hvis Messi virkelig, som Ibrahimovich klart har antydet, gerne bruger sin berømmelse og gennemslagskraft til at kræve de ændringer, der passer ham, ikke nødvendigvis holdet, må man konstatere, at han nok er verdens bedste fodboldspiller, men stadig skal lære, at fodbold er et holdspil, også selv om et fænomen er i startopstillingen.

Flemming Fjeldgaard er sportsredaktør på Berlingske. Du kan også følge ham på twitter.com/ffjeldgaard