Det er egentlig meget nemt. Målestokken for om Arcade Fire har nået de kollektive tinder, de sigter efter, kommer et par minutter inde i den store afsluttende finale »Wake Up«. Nummeret får først for alvor vinger, hvis publikum slipper hæmningerne og sammen med bandet brøler i vilden sky: »ÅH-ÅH-ÅH-ÅH-ÅH-ÅH«. Lige der kulminerer det store fælles sug, som kan gøre Arcade Fires sange om død og forgængelighed til noget helt igennem livsbekræftende.

Men på Northside søndag aften faldt øjeblikket helt til jorden. Alt hvad de 30.000 mennesker foran scenen kunne mønstre var et sagte »åh…åh…åh..«, mens de kiggede nervøst rundt på hinanden. Man skulle nødig træde ved siden af og give slip på kontrollen. Sådan lød og så det i hvert fald ud, derfra hvor jeg stod.

Det var et kikset øjeblik i en koncert, der trods alt bød på masser af god musik. For med et bagkatalog som Arcade Fires er det alligevel svært at gå helt galt i byen. Der er simpelthen for meget kvalitet at hente på tværs af deres fire studieplader, der har gjort dem til et af de nye årtusindes mest toneangivende og populære bands. Og ikke mindst årets helt store skalp for Northside-bookerne.

Imponerende virvar

Og som de stod der alle 12 udvidede bandmedlemmer med deres enorme instrumentpark og iført lurvede jakkesæt, spejlkjoler og voodoomasker, forstod man godt hvorfor. For de formår virkelig at spille på alle tangenter, som man siger.

Der gik således ikke mere end fem minutter af det karnevalske åbningsnummer »Here Comes The Night Time«, før gruppen havde sendt en regn af kulørt konfetti ud over Ådalen. Og som vi stod der med farvet papir i håret og den lave sol over Aarhus med på en kigger, fortsatte gruppen ud af deres caribiske spor med den ekko-dubbede »Flashbulb Eyes« og en vilter »Neighborhood #3 (Lights Out)«, der fik ekstra fylde og tekstur af en dybt dronende hornsektion og to maskeklædte perkussionister på steel drums.

Herfra gik turen så på kryds og tværs gennem det alsidige bagkatalog. Styret af et gennemmusikalsk kollektiv, der vanen tro vekslede mellem både instrumenter og genrer i et stort imponerende virvar. Fra huggende glamrock på »Joan Of Arc« og vuggende heartland rock på »The Suburbs« over spraglet new wave på »Sprawl II« og pulserende disco på »Afterlife« til det knejsende symfoniske klimaks på »No Cars Go«.

Uskøn flagren

Ja, man kan sige uendelig meget godt om gruppens spændevidde og ambitionsniveau. Alligevel var det som om, at de for sjældent ramte de helt høje nagler denne aften. Måske det var den ikke just nuancerede lyd, der flagrede uskønt i vinden længere tilbage på pladsen. Måske var det sollyset, der ikke understøttede den løsslupne 70’er-natklubstemning, de sigtede efter.

Hvorom alting er, så lykkedes det i hvert fald ikke Northsides stærkeste booking at løfte hverken sig selv eller publikum helt ud af den magelige og kontrollerede stemning, der efterhånden må siges at være festivalens adelsmærke. Og når et band af Arcade Fires kaliber ikke kan, hvem kan så?

Hvad: Arcade Fire
Hvor: Northside Festival, søndag