Madrasser var rykket ind, meldingerne gik på, at parterne var tæt på hinanden, og det gode forårsvejr gav dem endnu en god grund til at få afsluttet OK18-forhandlingerne i løbet af weekenden. Men nu er det mandag, og der er ingen aftale.

Resultatet af weekendens forhandlinger er, at parterne er indkaldt til Forligsinstitutionen både mandag og tirsdag, da forligsmanden igen har delt områderne op. Først på forligsmandens dagsorden står staten, som er blevet sendt hjem for at regne. Sent søndag sagde Sophie Løhde, at det på nuværende tidspunkt ser »unægteligt svært ud«.

Modsat Løhde erklærede Anders Bondo Christensen, chefforhandler for lærerne, sig søndag eftermiddag for optimist og sagde, parterne »er helt, helt, helt fremme ved målstregen«. Og da parterne natten til mandag blev sendt hjem, sagde socialpædagogernes formand, Benny Andersen, at han ser det som »et positivt tegn«, at forhandlingerne fortsætter.

Men alle udmeldinger skal ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Laust Høgedahl forstås i lyset af de strategiske overvejelser, parterne har både på kort sigt og på længere sigt.

»Der ligger meget strategi i, hvilke signaler man sender. Nu skal arbejdsgiverne hjem og regne, og så har man brug for at sende et signal om, at man vil kigge på det, men at det ikke ser let ud,« siger arbejdsmarkedsforskeren, som mener, Løhdes udmelding har til formål at opretholde et pres på forhandlingerne.

Samtidig foregår der hele tiden et spil om, hvem der bliver sorteper, hvis forhandlingerne bryder sammen.

»Parterne ved ikke, hvornår forligsmanden kan finde på at erklære sammenbrud, og når det sker, handler det om at få placeret skylden for sammenbruddet hos modparten. Derfor vil man hele tiden fremstå som forhandlingsvillig, så man kan fralægge sig ansvaret, hvis det hele bryder sammen,« siger Laust Høgedahl.

Han pointerer, at forligsmanden ikke kommer til at udtale sig om, hvad der foregik i forhandlingerne, selv når forhandlingerne er brudt sammen. Således er det kun parternes egne udmeldinger, der vil ligge til grund for, hvad offentligheden får at vide.

Forhandlingerne er tilbage til normalen

Selv om forligsmanden har delt områderne op igen, og dermed muligvis har droppet at lave et samlet mæglingsforslag, skal det ifølge Laust Høgedahl ikke ses som en falliterklæring for forhandlingerne.

»Så længe der er indkaldt til møder, er der håb. Det gør forligsmanden kun, hvis det er formålstjenligt. Og det er det kun, hvis der er forhandlinger, der fører til resultater,« siger arbejdsmarkedsforskeren, der understreger, at forligsmanden vil udtømme alle muligheder, før hun afblæser forhandlingerne.

De statslige forhandlere skal nu møde i »Forligsen« mandag klokken 14, mens regionerne og kommunerne er indkaldt til klokken 10 tirsdag morgen.

Rækkefølgen overrasker ikke Laust Høgedahl, som påpeger, at det traditionelt set er staten, der først indgår forlig, hvorefter de andre områder følger med. Men rækkefølgen er nok samtidig et udtryk for, at knasterne på det statslige områder tager tid at løse.

»Det lader til, man har erkendt, at der skal ske noget på statens område, fordi det muligvis er her, der er længst til målstregen. Og det kan være derfor, man vælger at gå tilbage til »normalen«, hvor staten forhandler først, fordi staten fastsætter den økonomiske ramme for alle områderne og hierarkisk set er storebror,« siger arbejdsmarkedsforskeren.

Før weekenden gik meldingerne ellers på, at det var lærernes arbejdstid, der var den store knast i forhandlingerne. Laust Høgedahl påpeger, at det er svært at spå om forhandlingerne, da alle tilgængelige informationer er lækkede oplysninger, men at lærernes arbejdstid nok ikke er løst endnu.

»Jeg vil stadig tro, lærernes arbejdstid er en stor knast. Men hvor arbejdstiden er et normalt krav, er spisepausen et sværere spørgsmål, da man har været uenige om, hvordan man skal opfatte det. Lønmodtagerne vil have skrevet det ind i aftalen, men vil ikke anerkende det som et krav. Og omvendt vil arbejdsgiverne tage sig betalt, hvis det skal skrives ind i aftalen,« siger arbejdsmarkedsforskeren.

Parterne har indtil 1. maj til at forhandle en aftale på plads. Og mon ikke de afsluttende forhandlinger vil være akkompagneret af trommer, slagord og festmusik, hvis forhandlingerne fortsætter til og med arbejdernes internationale kampdag.