Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har sammen med LO og Undervisningsministeriet lavet en aftale, der skal skaffe flere praktikpladser og gøre det muligt at tvinge unge, der ikke kan få en læreplads, til at gennemføre praktikken på skole.

»Vi har lavet aftalen, fordi vi meget gerne vil understøtte den nye erhvervsuddannelsesreform ved at gøre en ekstra indsats for at skabe flere praktikpladser,« siger DA-direktør Henrik Bach Mortensen.

Aftalen er en udmøntning af de penge, som blev afsat til området i forbindelse med vækstpakken, som Folketinget vedtog tidligere på året.

Aftalen betyder blandt andet, at landets erhvervsskoler og praktikcentre får 55 millioner kroner til at ansætte flere praktikpladskonsulenter. Samtidig skal praktikcentre og skoler i en forsøgsperiode tilbyde helt små virksomheder administrativ hjælp til at oprette praktikpladser.

»Den særlige bevilling skal hjælpe erhvervsskolerne med at sende flere praktikpladskonsulenter på besøg hos praktikvirksomhederne. Det er ofte det direkte besøg på en virksomhed, der fører til en ekstra praktikplads. Samtidig sætter vi mere fokus på de mange elever, der ikke gør brug af muligheden for at fortsætte deres uddannelse i et praktikcenter,« siger Henrik Bach Mortensen.

Erhvervsskolernes Elevorganisation frygter, at aftalen får unge til at droppe uddannelsen, hvis man tvinger dem til at tage skolepraktik. Lønnen i skolepraktik er nemlig lavere end en lærlingeløn, og derfor frygter formand Mie Hovmark, at nogle unge ikke har råd til at gennemføre skolepraktikken.

Henrik Bach Mortensen afviser kritikken.

»Jeg synes, at man skulle glæde sig over, at aftalen sikrer flere reelle praktikpladser. Vi tilbyder sådan set alle unge, at de kan gennemføre en erhvervsuddannelse, hvis de vil - og hvis de ikke kan få meget bedre vilkår end det, der gælder for studerende i øvrigt, så kan de i hvert få det, der gælder alle andre, som studerer«.