Den danske arbejderbevægelse startede i en kælder. Nærmere bestemt under dansesalonen Phønix tæt ved Helligåndskirken i København.

Efter at have holdt de første møder på skiftende beværtninger, samlede arbejderlederen Louis Pio efterhånden så mange mennesker i den nystiftede Internationale Arbejderforening i Danmark, at et større og mere permanent mødested var nødvendigt. 12. december 1871 blev lokalerne under den populære dansesalon taget i brug med en skål og »Proklamering af Frihed, Lighed og Broderskab i Foreningen«.