DUBLIN: Turisterne fra Florida har på denne varme sommerdag – naturligvis – fundet vej til Guinness Store House i det centrale Dublin for at få en rundvisning på bryggeriet, som Arthur Guinness skabte efter at have erhvervet sig en grund på fire acre i 1759.

For udover, at der lokkes med gratis forfriskninger i slutningen af turen, hvad er så egentlig mere irsk end »det sorte stads«?

Under rundvisningen bliver gruppen af amerikanske pensionister fulgt op gennem industribygningen, der fra bund til top er formet som et gigantisk pint-glas, mens en speedsnakkende tourguide fortæller alt, hvad der er at vide om Irlands store eksportsucces og verdens bedst sælgende stout:

Om den særlige – men »hemmelige« – opskrift af vand, byg, humle og gær. Om de otte millioner liter vand, der hver dag fosser ind i et vandfald inde i bryggeriet fra bjergene uden for Dublin, så der hver dag kan produceres tre mio. pint øl. Om hvordan det tager 119,5 sekunder at skænke en perfekt pint Guinness.

På vej op gennem de mange etager bliver der også gjort stop ved en pyramide af gamle øltønder. Amerikanerne får at vide, at bryggeriet engang havde hele 300 tøndebødkere ansat, og at det kunne tage op til syv år at blive uddannet tøndebødker. Alle ler af historien om, hvordan det var tradition at rulle nyuddannede bødkere ned ad gaden i den tønde, som de havde snedkereret til deres svendeprøve.

Men intet slår alligevel guidens historie om de første avisannoncer for Guinness i 1929. I annoncerne – som ved selvsyn kan ses på en væg – forsikrede læger om, at Guinness var godt imod »søvnløshed« og genopbyggende efter »influenza og andre trættende sygdomme«, fordi bryggen »bygger stærke muskler«, »styrker nerverne« og »beriger blodet«.

Der grines og tages foto af den famøse annonce, inden amerikanerne selv afprøver påstanden ved en bar helt oppe i bygningens top med glasvinduer til alle sider og udsigt ud over hele Dublin. En af dem slår en latter op, da jeg spørger, hvorfor turen egentlig er gået til Guinness?

»Guinness er da indbegrebet af Irland – jeg kan slet ikke komme på noget, der er mere irsk,« siger han og tager en ordentlig tår af den tykke humle.

Amerikaneren har en pointe, men pudsigt nok kunne han også have udnævnt Pepsi, Apple og alle mulige andre ellers amerikanske selskaber til at være irske.

For gennem to årtier har Irland lokket en række udenlandske multinationale selskaber – og ikke mindst amerikanske – til den grønne ø med løfter om lav selskabsskat og veluddannet billig engelsktalende arbejdskraft.

Amerikanske selskaber står for 74 procent af alle investeringer i Irland, og der kommer fortsat nye udenlandske selskaber til – foreløbig er der 960 – hvilket er en væsentlig grund til, at Irland hurtigere end andre kriseøkonomier ser ud til at kunne komme op af sit sorte hul.

Udover, at dette skaber nye arbejdspladser og tiltrængt vækst, afslører nye nøgletal, at den irske stat indkasserede 19,5 milliarder kroner i selskabsskatter de første seks måneder i år – en stigning på 4,6 procent i forhold til samme periode sidste år – og Irlands finansminister, Michael Noonan, taler også om fremgangen som »imponerende«.

Torn i øjet på Merkel

Irerne begik et smart træk, da de under de hårde forhandlinger om nødlån for at undgå statsbankerot med EU og Den Internationale Valutafond i november 2010 stædigt nægtede at hæve deres kontroversielle lave selskabsskat på 12,5 procent – en af Europas laveste – som betingelse for at modtage nødlånet på ca. 635 mia. kr.

Den lave selskabsskat var blandt andet en torn i øjet på Tysklands kansler Angela Merkel, men til sidst fik irerne altså nødlånet ved at acceptere alle mulige andre skatteforhøjelser og offentlige nedskæringer.

Fra amerikanske toppolitikeres side er der også rettet knubbede ord mod Irland, da de i stigende grad ser landet som et skattely inden for EUs grænser, der frarøver den amerikanske statskasse milliarder i selskabsskatter.

Tydeligst blev irritationen, da en komité i det amerikanske senat, der undersøger USAs multinationale selskabers skatteflugt, fandt ud af, hvordan Apple har arrangeret sig i Irland.

Komiteen erfarede, at IT-virksomheden har placeret tre centrale datterselskaber i Irland, hvor det har forhandlet sig til en mikroskopisk selskabsskat.

Men selv med en meget lav skatteprocent er irernes fordel indlysende, eftersom alene ét af Apples selskaber i landet har haft et salg på 74 milliarder. dollar – knap 430 milliarder kroner – over fire år.

»Jeg tror, at der kommer chokbølger i Europa, når de øvrige lande ser, at irerne ikke engang implementerer deres egen skatterate, men i stedet slår en handel af med Apple på to procent i skat i stedet for de 12,5 procent, som Irland formodes at have,« lød det vredt fra senatoren Carl Levin.

En fristende tiger

Irlands aggressive markedsføring af sig selv som et paradis for alverdens selskaber begyndte allerede for over 20 år siden, og sammen med en flod af EU-tilskud og et aggressivt boligboom på øen, skabte dette den buldrende økonomi, der snart blev kendt kloden rundt som »Den Keltiske Tiger«.

Ikke mindst en række udenlandske IT-selskaber lod sig friste – herunder Dell, Microsoft, eBay og Hewlett-Packard (HP). Ikke alle flyttede deres hovedsæde til Irland, men i mangel på andre selvskabte irske giganter som Guinness er Irland også tilfreds med blot at få udenlandske selskaber, der investerer og skaber arbejdspladser i landet.

Den amerikanske IT-mastodont Intel havde allerede i 1989 besluttet at placere sin europæiske produktionsvirksomhed i den lille irske by Leixlip med 15.000 indbyggere og stiftede selskabet Intel Ireland for at gøre dette til moderselskab. Fire år senere lavede Intel sin første chip i de nye produktionshaller – placeret, hvor der tidligere havde været en hestefarm. Firmaet modtog 650 millioner kroner i irsk erhvervsstøtte for at placere sin europæiske produktion i Leixlip, men investerede selv 38 milliarder kroner for at transformere det 144 hektar store stykke land til sit største produktionscenter uden for USA. Intel Ireland har 4.500 medarbejdere i Leixlip og har på den måde været en væsentlig bidragsyder til Irlands økonomi.

Men som sagt er Intel langtfra det eneste selskab, der har ladet sig lokke til det tidligere traditionelle landbrugsland. Den globale læskevirksomhed PepsiCo Worldwide Flavours, der er en del af PepsiCo, har længe haft hovedkontor i Cork i Irland, og i 2008 meddelte Facebook, at selskabet ville oprette sit internationale hovedkontor i Dublin. I dag har Facebook over 400 ansatte i den irske hovedstad.

»Dublin blev valgt som det bedste sted til at hyre personale med de rette færdigheder til at lede en flersproget high-tech operation og servicere hele Europa,« lød Facebooks argument for placeringen, da selskabet for et halvt år siden kom under kritik for blot at placere en del af sin virksomhed i Irland for at unddrage sig skat.

Dusør gives

Men irerne fastholder ikke blot, at de intet ulovligt gør i deres kamp for at tiltrække udenlandske selskaber. De sætter for øjeblikket ekstra turbo på med et projekt – ConnectIreland.com – hvor irske forretningsfolk opfordres til at bruge deres internationale forretningsforbindelser til at skaffe nye arbejdspladser til Irland. Og regeringen tilbyder ganske utraditionelt forretningsfolkene en dusør på 1.500 euro – godt 11.000 kroner – per job, som de er med til at få til Irland.

Selv i Dublins Lufthavn blæses ideen ud gennem højttalere for at fange forretningsrejsendes interesse, og Irlands premierminister, Enda Kenny, præsenterer projektet på TV-skærme.

»Det er tid til at investere i Irlands overlevelse og fremtid,« siger Enda Kenny på optagelsen.

»Vi ønsker at få budskabet ud til så mange selskaber som muligt rundt omkring i verden. Den irske regering giver en beskeden dusør til de, der hjælper med at skaffe bæredygtige job. Hjælp Irland, hjælp dig selv og din familie.«

De første succeshistorier er allerede i hus.

En civilingeniør og far til tre, Eddie Horkan, som bor i den lille irske by Carlow, har via sine kontakter fået det amerikanske ingeniørfirma Intergeo Services til at skabe 30 nye job i Carlow i stedet for i Skotland. Han får 335.000 kroner i dusør.

»Jeg forventede ikke en belønning for mit tip, for da jeg begyndte på introduktionen, stod det mig slet ikke klart, at de planlagde at hyre så mange mennesker. Det er mange penge – faktisk en årsindkomst for mig.«

Men Hugh Morris, en ejendomsmægler og far til fem fra Kells, får nu en endnu større dusør udbetalt efter at have hørt om Mafic – et EU-selskab, som ledte efter et nyt sted til sin produktion i Europa. Han kontaktede selskabet og satte dem i kontakt med ConnectIreland.com. Nu får Hugh Morris 780.000 kroner i dusør, fordi Mafic opretter 70 nye job i Kells.

»Det var blot en simpel introduktion,« siger Hugh Morris.

»Alt, jeg gjorde, var at holde mine øjne og ører åbne for Irland.«

Spørgsmålet er så, om Mafic hen ad vejen udvikler sig til en ny gigant som Guinness. Men mindre kan også gøre det for irerne, der er tilbage i recession og mellem gode nyheder også må acceptere negative, såsom at nogle allerede tiltrukne virksomheder skærer ned og lukker arbejdspladser. Men samtidig skabes der altså nye, fordi Irland skaber grobund for ny økonomisk fremgang med en cocktail af barske offentlige nedskæringer og et målrettet benarbejde for at lokke endnu flere udenlandske selskaber til. Og derfor er det altså ikke kun Guinness, der i dag kan kaldes irsk.