Nye problemer melder sig i forbindelse med Apples seneste opdatering af styresystemet til iPhone-telefoner og iPad-tavlecomputere, iOS 9.
Hvis man opgraderer til den nye, gratis udgave, har Apple nemlig slået funktionen »Hjælp til Wi-Fi« til som standard. Det betyder, at telefonen automatisk hopper over på mobilnettet, hvis det trådløse net, som den ellers er koblet på, ikke har tilstrækkelig kapacitet og signalstyrke.
Dermed begynder telefonen altså - uden at man ved det - at bruge af ens dataabonnement, som dermed hurtigt kan blive brugt op.
Slå selv funktionen fra
Det er ikke et problem i udlandet, hvor den såkaldte roaming - altså brug af dataforbindelsen - automatisk er slået fra på de fleste mobiltelefoner for netop at undgå en kæmpe ekstraregning. Men man risikerer pludselig at stå uden mere data i sin månedspakke, fordi telefonen selv har brugt dem, når forbindelsen til det trådløse net ikke var god nok.
Man skal selv gå ind i Indstillinger, vælge fanen Mobil og derefter slå funktionen »Hjælp til Wi-Fi« fra.
De fleste teleselskaber har en app, som man kan installere gratis og følge med i sit tale- og dataforbrug måned for måned.
Ingen når - normalt - at bruge deres data
Langt de fleste danskere har mobilabonnementer med et langt større dataabonnement, end de nogen sinde får brug for. Hvis man ellers bruger trådløse forbindelser hjemme, vil det for de fleste knibe at komme op over fire-fem gigabyte dataforbrug på en måned.
Apple har haft flere problemer med iOS 9-opdateringen, som fik flere telefoner og tavle-PCer af ældre modeltype til at gå i sort. Det seneste problem er dog ikke en fejl men et valg, som Apple har truffet og gjort til standard i iOS 9.
