Når man tager bonusser fra Tim Cooks aktieordninger med i lønpakken, så har det været et "fattigt" år for fra Apple-bossen.
Sidste år blev han belønnet med lidt over en million af Apples aktier, der siden er steget markant. En lignende godbid blev der ikke noget af i år, viser en opgørelse, som Apple har indsendt til den amerikanske Securities and Exchange Commission, skriver Financial Times.
Selve Tim Cooks grundløn steg dog med over det dobbelte, så han i år har fået 1,4 mio. dollars. Hertil kommer en bonus på 2,8 mio. dollars i kontanter, da Apple i år har præsteret bedre end målsætningerne.
Samlet set endte Cooks lønpakke på 4,17 mio. dollars. En stor sum, der dog blegner i forhold til sidste år. De 1.125 mio. aktier, han modtog sidste år, havde nemlig oprindelig en værdi på 378 mio. dollars, men var steget til 750 mio. dollars, da Apples regnskabsår udløb ved udgangen af september i år.
Chefen for Apples finanser Peter Oppenheimer fik i år en lønstigning på 15 pct. til 805.400 dollars og modtog desuden aktiebonusser til en værdi af 66 mio. dollars.
Apples aktiekurs har været på himmelflugt, siden Tim Cook sidste år overtog posten efter Apple-stifter Steve Jobs. Tidligere på året nåede Apple endda en position, som historiens hidtil mest værdifulde selskab målt på børsværdi. Selvom det i de sidste måneder er gået lidt ned ad bakke, så er Apples aktiekurs stadig 35 pct. højere, end da Tim Cook tiltrådte.