Apple er nu blevet tvunget til at give brugere af sin iTunes-musiktjeneste et egentligt værktøj, som kan fjerne det nye musikalbum med den irske rockgruppe U2, som til stor forvirring og uden forvarsel dumpede ned i folks private musiksamling som en gave fra den amerikanske IT-gigant.
Mange troede, at de var blevet ramt af en computervirus, mens andre brokkede sig over, at Apple beslaglægger plads på folks Apple-udstyr. Navnlig mange unge, som aldrig har hørt om U2, der er dannet i 1976, og hvis seneste album kom for fem år siden, blev nervøse.
Et led i iPhone 6-annonceringen
Der har nu været så megen ballade og polemik om Apples beslutning om at forære U2-albummet »Songs of Innocence« ved uden forvarsel bare at lægge det ned i folks musikbibliotek, at Apple nu gør det muligt at fjerne gaven med et enkelt klik på en knap.
Apple-topchef Tim Cook valgte at bruge lanceringen af den nye iPhone 6-telefon i sidste uge til samtidig at forære albummet væk som et led i at skabe mere begejstring for den nye lancering.
Nu kan man i stedet gå ind på itunes.com/soi-remove og klikke albummet væk. Skulle man derefter fortryde, har man frem til 13. oktober. Ellers må man købe de 11 numre på vanlig vis.
Afhænger af indstillingerne
Allerede dagen efter kom de første nødråb om hjælp til at få virusen fjernet. 500 millioner iTunes-brugere i 119 lande havde nemlig fået U2-albummet, uanset om de ønskede det eller ej. Også alle nye iTunes-brugere vil få albummet gratis med i kurven, når de aktiverer deres iTunes-konto.
Om »Songs of Innocence« automatisk dumper ind og bliver hentet ned på Apple-udstyret, afhænger af ens indstillinger.
U2 kan dog glæde sig over, at Apple-gaven trods alt har betydet, at tidligere albums med gruppen nu igen ligger på salgstoppen
