I dag kan medarbejdere på 20 københavnske restauranter, cafeer, barer, spisesteder og initiativer klistre det lyseblå mærke med det prestigefulde Byens Bedste 2014-logo på deres facader og stille den tunge statuette bag disken.

Ved en stor prisuddeling i aftes i Vega på Vesterbro kårede AOK nemlig de steder, som brugerne gennem de seneste par måneder har bestemt skal løbe med de fine og eftertragtede titler.

Den stilsikre og rapkæftede TV-vært Emil Thorup, der blandt andet er kendt fra en række programmer på DR3, styrede slagets gang med hård hånd og var ikke bleg for at lufte sine ikke altid polerede holdninger til København. Den blonde og brillebærende TV-vært har efterhånden været konferencier ved mange forskellige store begivenheder, så der var ingen slinger i valsen, da han aftenen igennem skulle holde styr på de mange priser, optrædende og prisoverrækkere.

Flere overraskende vindere

Og med 20 kategorier inden for gastronomi, natteliv, shopping og familieoplevelser var der rigeligt at se til. Årets måske største overraskelser var vinderne af henholdsvis Bedste Billige Spisested, Bedste Nye Restaurant og Bedste Kage.

I kategorien billige spisested vandt den franske bistro Mon Amour over populære steder som Madklubben Vesterbro og Höst, mens Foderbrættet, det Newyorkinspirerede hipstersted med gourmet-hotdogs på menuen, sejrede over roste Michelin-restauranter som Marchal og Studio som bedste nye restaurant. I kagekategorien, som er tilbage efter et par års pause, vandt Bertels Kager over blandt andre klassikeren La Glace. Bare halvandet år efter åbningen har Bertels Kager tryllebundet københavnernes søde tand med cheesecakes i alverdens afskygninger.

Blandt de kulturelle priser har det muligvis også overrasket en del, at Eventyrteatret vandt som Bedste Familieoplevelse over monsterpopulære familiesteder som Tivoli, Den Blå Planet og Zoologisk Have, mens den gamle Nørrebro-klassiker Rust sejrede som Bedste Natklub over hypede nye steder som Sunday og Donkey Club.

Til at overrække nogle af priserne var Berlingskes mad- og vinanmelder Søren Frank, en repræsentant for Danske Spil samt Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), der uddelte prisen for Byens Bedste Familieoplevelse til Eventyrteatret.

Musikken blev leveret af den franske DJ Fabien Koufach og den danske DJ og sangerinde Ashibah, der lige nu er ved at gå fra nattelivsscenen i undergrundsmiljøet til at blive the next big thing.

Aftenens helt store musikalske navn var den danske supersoulpopduo Quadron. Duoen bor i Los Angeles, men i aftenens anledning gav den en af sine efterhånden sjældne koncerter på dansk grund – i et Vega, der blandt andet var gæstet af en lang række navne fra den københavnske restaurations- og kulturbranche.