Lars Östman: Brønderslev-sagen vidner om mange ubehageligheder, som har været skildret andetsteds og skal derfor ikke optage mig her. Hvad der i stedet har min interesse, er, statens ansvar i Brønderslev-sagen: Siger sagen noget om den danske velfærdsstat og om de individer, der arbejder for den?
Efter at DR1-dokumentaren, Børnene fra Brønderslev, fokuserede på disse børn, der var blevet fanget i statssystemets uformåen, tog TV-Avisen de offentlige myndigheders ansvar op til debat. Her hørte man vanen tro, at der ville blive strammet op på procedurer og forholdsregler, på sagsbehandling og kommunikation. Sidst man hørte lignende forklaringer, var da offentligt ansat plejepersonale handlede ind og shoppede i arbejdstiden og lod dem, de havde ansvar for i stikken. Og historien fra Søhusskolen, hvor der ikke gives lektier for, fordi lærerne ikke ved hvorfor og fordi det er sjovere uden arbejde og lektier, handler om det samme: Mangel på personligt ansvar som ansat i velfærdsstaten.
Velfærdsstaten – med Brønderslevsagen som det værst tænkelige eksempel – er endt i et slaraffenland for de ansatte, hvor personligt ansvar, gensidig respekt og loyalitet arbejdstager og arbejdsgiver imellem er erstattet af endeløse sygemeldinger, nyttesløse kurser og efteruddannende kompetenceudvikling på hyggelige kroer. Konsekvenser for fejl og forsømmelser, som i sagens natur begås af medarbejdere – i det offentlige som på alle andre arbejdspladser – tørres af på »systemet«. Og skulle ledelsen endelig begynde at lede, hvilket ikke synes at være tilfældet i Brønderslevsagen, må den vriste sig fri af fagbevægelsens lænker, der kun vanskeligt føler ansvar overfor de mennesker, som dens medlemmer arbejder med. Fagbevægelsen sikrede engang rettigheder, men i dag kæmper den alene imod fyringen af selv den mest håbløse medarbejder eller leder.
Denne form for embedsforsømmelse, som først blev bekendt med dokumentaren om børnene fra Brønderslev – hvilket nok er helt tilfældigt – må være blandt ugidelighedens mest håbløse og nidkære former: At fuldt bevidst lade børn blive udsat for de groveste overfald og mishandlinger, uden at det er nogens ansvar. Leve velfærdsstaten.
Op til dette kommende valg – som Lars Løkke næppe udskriver, men lader komme af sig selv, om man så må sige – har megen energi været brugt på at diskutere forskellen mellem højre og venstre i dansk politik ikke mindst, når det kommer til velfærdsstaten. Desværre er der brugt meget mindre energi på at diskutere, hvordan ansvarlighed og forpligtelse i velfærdsstatens offentlige embeder kan skabes. Måske endda genskabes. For begge fløje reduceres dette imidlertid til økonomiske spørgsmål og finansielle udfordringer.