»Næste gang, du cykler hen for at hente din søn i skolen, skal du ikke være sikker på, at han er der!«

Sådan nogenlunde var ordlyden i en af de mere grænseoverskridende kommentarer til den blog om politik og samfundsforhold, Anne Sophia Hermansen i mere end fem år havde på Berlingske.

»Så er kreativiteten stor,« siger hun tørt.

»Men jeg sidder ikke herhjemme og bliver ked af det, selv om det selvfølgelig er ekstra ubehageligt, at vedkommende kendte min søns skole. Jeg bliver vred, og det giver mig bare lyst til at stå dernede, hvis den pågældende virkelig skulle dukke op – så kan han eller hun bare vente sig,« tilføjer hun fyndigt.

Siden hun i 2009 bragede igennem i offentligheden med sine spidsvinklede kommentarer om speltmødre og fædrebarsel, dansk selvfedme, politikerlede, folkeskolen, kongehusets eksistensberettigelse og meget mere, har Anne Sophia Hermansen været et yndet mål for mere eller mindre hadske udfald og tilsvininger på nettet.

Hun er blevet kaldt både medieluder og møgso, har modtaget voldtægtstrusler og trusler mod sin familie og fået tilsendt såvel hundelorte som ved en enkelt lejlighed en afklippet hestehale med posten.

»Til sidst holdt jeg op med at se, hvad der lå og rallede dernede i kommentarsporet – det var blevet som en udvidet kloak, hvor folk sendte hvad som helst ned.«

Men det var ikke dét, der for halvandet år siden fik Anne Sophia Hermansen til at indstille sin blog på Berlingske.

»Der kunne ligge mange flere tæsk på min krop,« siger hun.

»Jeg trængte simpelthen bare til en pause, jeg var træt af hver eneste uge at skulle opfinde nye holdninger. Når man har lavet det samme i flere år – og jeg var en meget flittig debattør, der mente noget flere gange hver uge – så indtræffer der en vis metaltræthed. Jeg syntes, jeg var begyndt at gentage mig selv, og så begynder mit sind og min hjerne at kede sig. Men nu er jeg klar igen.«

Og Anne Sophia Hermansen er slet ikke færdig med at mene en masse både på Facebook, som hun flittigt opdaterer med kommentarer om alt fra det nyligt overståede valg til bare balder på busserne og bare bryster på Roskilde Festival, på Twitter, i sin faste klumme i ugebladet Femina og i diverse debatindlæg og kronikker.

»Det er en del af mit DNA. Hvis jeg ikke kan komme af med det andre steder, så skændes jeg med min mand. Så jeg må hellere skrive nogle flere indlæg for at redde ægteskabet,« griner hun, da vi mødes i den højloftede lejlighed med udsigt over Peblingesøen, som hun siden 2012 har delt med ægtemanden, kommunikationschef og ligeledes debattør Kasper Fogh Hansen, sønnen David på ti år og to bonusbørn.

»Luk skuffen«

Anne Sophia Hermansen fandt tidligt ud af, at hun havde et talent for at formulere sig polemisk.

Hun voksede op i et konservativt hjem i det velbjergede Risskov ved Aarhus med to ældre brødre, en far, der var tandlæge, og en hjemmegående mor. Og når faderen kom hjem efter en lang dag på klinikken, blev der diskuteret livligt omkring middagsbordet om alt fra kongehuset til politik, uddannelse og socialt ansvar.

»Jeg blev meget inddraget i debatterne, og det har sikkert udviklet en meget polemisk – nogle vil måske kalde det kværulantisk – side af mig,« siger hun.

»Men der var også nogle krav til mig om dannelse og uddannelse, om at sætte mig ind i tingene og tage kritisk stilling til dem.«

Så diskussionslysten var hun, at den første forældrekonsultation, efter at hun var begyndt i 1. klasse, mest handlede om, at Anne Sophia skulle »lære at lukke skuffen«.

»Jeg var jo ikke særligt gammel og tænkte ikke så abstrakt, så jeg forstod faktisk ikke, hvad de mente med den kommode, hvor skuffen skulle ind,« ler hun.

»Min far syntes, det var noget nonsens, og så det som et eksempel på den middelmådighed, folkeskolen dyrker, og som han bestemt ikke var tilhænger af. Han fik også besked på at tage matematikbøgerne fra mig, fordi jeg efter de første dage havde lavet alle regnestykkerne. I stedet gav han mig nogle nye. Så det at være flittig og diskussionslysten er bestemt blevet kurateret hjemmefra.«

Senere fandt skolen ud af at i stedet for at bede hende »lukke skuffen«, kunne man placere hende i elevrådet.

»Det gav god mening. Ikke mindst i gymnasiet gik jeg rigtig meget op i elevrådsarbejdet og stod på pladsen foran rådhuset og sang »Bertel Haarder er en morder« – det er kun i Aarhus, det rimer – fordi han ville indføre brugerbetaling på de røde ordbøger.«

Hjemmefra fik Anne Sophia Hermansen imidlertid også en tidlig erkendelse af, at det kan have en pris at stikke næsen frem.

»Jeg husker, at min far forfattede et læserbev om kvindernes bryster på Bellevue, og han henstillede venligst, at hvis de var meget lange, måtte man godt rulle dem op i en top. Så var der en periode, hvor han ikke havde så mange patienter,« mindes hun.

»Jeg fik da også selv mange over næsen allerede i en ung alder. Som teenager vil de fleste jo gerne være ligesom alle de andre. Jeg har bare altid vidst, at jeg var lidt en enfant terrible, det er også en rolle, man kan tage på sig og gøre en dyd ud af, og det har jeg forsøgt at gøre. Jeg har ment noget om lidt af hvert og fyret løs, og det har jeg indimellem fået tæsk for, men grundlæggende mener jeg jo, at når man har evnen til at formulere sig, har man også forpligtelsen.«

Det nytter

Når regnestykket gøres op, er fordelene som meningsdanner og debattør dog langt mere tungtvejende end ulemperne, mener Anne Sophia Hermansen.

»Vi har en tendens til kun at fokusere på de negative sider, den voldsomme kritik, de mange tæsk og alt det crap, som især kvindelige meningsdannere udsættes for i mailboksen. Men du har rent faktisk en indflydelse som meningsdanner. De ting, jeg har opponeret imod, har jeg også fået noget ud af,« siger hun.

»Jeg tillod mig f.eks. at beskrive de graverende forhold på den folkeskole, min søn gik i på Østerbro. Uengagerede lærere med højt sygefravær, vikar hver eneste uge, mobning og vold i den frimærkestore skolegård og børn, der sked i håndvasken. Og det var vel at mærke ikke en skole med mange tosprogede elever og dårlig integration, det var en hvid ghetto. Jeg skrev om det, og det endte med, at skolelederen blev fjernet. Så det nytter noget.«

Hun er også gået til angreb på den kommunale skoletandpleje, efter at skoletandlægen overså et hul i sønnens tand så stort, »at det kunne ses fra Månen«, og de børnebander og integrationsproblemer på Nørrebro, hun først har fået øjnene op for, efter at hun selv er flyttet til bydelen fra det beskyttede »2100 Spelt«.

I det hele taget bruger Anne Sophia Hermansen ofte og gerne sine egne erfaringer som udgangspunkt for debatindlæg.

Det har fået folk til at anklage hende for at være selvoptaget og kun have blik for sin egen navle, men i virkeligheden handler det bare om at skrive noget, som folk gider læse, understreger hun.

»Jeg har analyseret, hvad der gør en historie, en blog eller en klumme interessant, og jeg er nået frem til, at den narrative form, der ligesom et essay tager udgangspunkt i en grad af personlig hændelse, virker ret godt. I hvert fald for mig. Der er nok også en årsag til, at mange politikerblogs ikke er særligt læste. De er simpelthen for uinteressante,« siger hun.

I det hele taget synes hun, at i stedet for at skyde på meningsdannerne og anklage dem for at være en flok »se-mig-narcissister« og holdningskanoner, burde vi være langt mere bekymrede for magthaverne.

»Du får da en meget mere ærlig og nuanceret holdning fra meningsdannere, der ofte er helt almindelige mennesker, som har prøvet at være fattige, arbejdsløse og har lavet masser af fuck ups i deres liv, end fra de magthavere, der kommer fra de samme akademiske ghettoer, fra statskundskab og jura, og for de færrestes vedkommende nogensinde har prøvet, hvordan det er at blive fyret eller være på kontanthjælp,« siger hun.

»Jeg tror, det er årsagen til, at folk har mere lyst til at læse, hvad der kommer ud af meningsdannerne end af et Tiger of Sweden-jakkesæt fra Christiansborg.«

Politiker-crap

Men hvis det, der driver hende, er social indignation og trang til at ændre forhold i samfundet, hvorfor går hun så ikke bare selv ind i politik?

»Fordi jeg ikke kan stå og sige det samme crap i ti år. Det fascinerer mig virkelig, rent psykologisk, at se politikere stå og sige det samme igen og igen, længe efter at de selv er holdt op med at tro på det. Jeg har ikke temperament til trægheden i den politiske proces.«

Ikke desto mindre lod Anne Sophia Hermansen sig tilbage i 2010 opstille som spidskandidat for Liberal Alliance i Københavns Omegns Storkreds, men sprang fra inden valget i 2011 på grund af stress. Hvis hun i dag skulle stille op til Folketinget, ville hun ikke vide, hvilket parti hun skulle kandidere for.

»Jeg synes, at mange af dem siger vældig fornuftige ting. Op til folketingsvalget tog jeg tre kandidattest, og jeg var enig med syv forskellige partier,« griner hun.

»Mit liv er heller ikke det samme som for fire år siden. Jeg har skiftet job to gange, jeg er flyttet fra Østerbro til Nørrebro, har flyttet min søn fra folkeskole til privatskole og er gået fra en karriere i den finansielle sektor med pensions- og frugtordning til en meget mere freelancebaseret tilværelse. Jeg er også blevet gift og er blevet del af en sammenbragt familie. Så hvorfor skulle mit blik på verden ikke også have ændret sig?«

Desuden er hun nået til den erkendelse, at selv om livet som meningsdanner indimellem giver tæsk, er det langt at foretrække frem for en tilværelse som politiker.

»Jeg tror ikke, jeg har psyken til de vilkår, pressen er så søde at byde vores politikere,« siger hun.

»I forholdet til politikerne er pressen gået fra at være vagthund til at være jagthund – og slagtehund. Det liv, pressen byder politikere, er ikke et liv, jeg ønsker at leve. Jeg har ikke lyst til at se min søn på forsiden af en tabloidavis, hvis han er blevet involveret i noget narkogæld. Jeg har heller ikke lyst til at have journalister til at rode rundt i mit affald. Eller til at opleve private forbrugsdispositioner ryge på forsiden af et eller andet. Når vi kigger på vores politikerstand, er der fra pressens side stor grund til selvransagelse. Det er Poul Madsens (chefredaktør på Ekstra Bladet, red.) skyld, at vi har så mange kedelige politikere.«

Hun slår en stor latter op og tilføjer: »Det var meget polemisk sagt! Men det er jo sandt.«