I dag er der halvmaraton i København, og jeg er ikke en af de over 23.000 løbere. Jeg vil hellere drikke kaffe og læse en bog på en café, end jeg vil spæne rundt i Københavns gader sammen med tusindvis af svedende mennesker, mens jeg tjekker mellemtider og tænker på døden.
Løberne er givetvis drevet af en lyst til at udfordre sig selv. Måske af midtvejskrise. Af dødsangst. Eller også er de underlagt den sundhedsdyrkelse, der er i tiden, og som grænser til fanatisme. En sundhedsdyrkelse, der imidlertid ikke begrænser sig til motionsløb.
Da jeg for nylig flyttede tilbage til Østerbro, bemærkede jeg, at der var kommet en stribe nye butikker, en slags efter-finanskrisebutikker. Hvor der før var antikvitetsforhandlere eller almindelige skobutikker, er der nu kommet juicebarer, helsekostbutikker, sportsforretninger og butikker med økologisk børnetøj og legetøj.
Der er kommet en Smag, som byder på quinoasalat og perlecouscoussalat og en Greenskin med økologiske hudplejeprodukter, superfoods og kosttilskud. Butikker der føjer sig til butikkerne med yogaudstyr, der supplerer de mange yogastudier, og som ligger i nærheden af økobagere, økovinforhandlere og økologiske fødevarefællesskaber.
Og det er bestemt fint, at økologi er gået fra at være marginalt og urtekusset til at være mainstream og tilgængeligt. Men vores sundhedsdyrkelse er samlet set begyndt at få et halvreligiøst islæt, og den gennemsyrer både vores privatliv og professionelle liv.
Tænk bare på hvordan de fleste virksomheder i dag har en sundhedspolitik. Et fitnesscenter. En frugtordning. En massør. Der er alkohol- og rygeafvænningskurser. Du skal jo optimeres. Være sund og kunne præstere, så der står mere tilbage på bundlinjen, når du forlader virksomheden som en god konkurrencestats-soldat for at løbe DHL-stafet med kollegerne.
Jeg så for nylig, at 250.000 danskere hvert år deltager i et motionsløb, herunder deltager et stigende antal i et maratonløb eller tager en ironman. Sidstnævnte, der tidligere var en ekstremsport, er godt på vej til at blive en folkesport, og de fleste af os kender da også en midaldrende mellemledertype i corporate blå skjorte, som stolt kan skrive ironman på CVet.
Og respekt for det. Men hvad blev der af at leve livet, måske endda nyde det i stedet for at optimere og måle det i hoved og mås?
Det er som om, Corydons konkurrencestat er blevet et indre anliggende og til en daglig kamp mod uvaner og aldring. Som minimum forventes vi at kunne kontrollere vores krop, og hvis der vokser rosédeller frem, skal de naturligvis slås ned med en juicekur og et nazistrengt løbeprogram. Krop og vægt er klassemarkører, og speltklassen har naturligvis ikke sovsepatter.
Særligt er det mænd og kvinder omkring min alder, jeg er 43 år, der træner sig op til et maraton eller en ironman. Jeg forstår ikke, hvor de får tiden fra. Er det ikke den samme gruppe, der lørdag efter lørdag fortæller os i Politikens debatsektion, at de savner kvalitetstid med deres børn, fordi de har så meget arbejde? Alligevel kan de sjovt nok klemme timelange løbeture ind i dagligdagen toppet af lidt havsvømning og en tur på karboncyklen.
Det undrer mig, at vi er en af verdens mest sportsglade nationer og foretrækker at vride os på en motionscykel fremfor at læse flere bøger, være noget for andre, lære at åbne en østers og måske et nyt sprog.
Det er da mere sexet at være en gastroseksuel farkrop fremfor en udmagret ironman og meget mere interessant at have en bordherre, der har læst Leibniz i stedet for et løbeprogram. Jeg har også svært ved at forestille mig, at Rolling Stones havde været Rolling Stones, hvis Mick Jagger havde været ultraløber på munkediæt.
Og det er måske det virkelige problem med sundhedsdyrkelsen: Den er enormt selvoptaget på en ufestlig måde. Den påstår, at det gode liv er det sunde liv. Og den gør kroppen moralsk, men næppe lykkelig. Derfor vil jeg nu gå over efter en svinsk direktørsnegl i Lagkagehuset, mens konkurrencestaten svedigt ruller forbi på Østerbros gader.