Berlingske bragte forleden en anmeldelse af Mette Høeg, som har skabt en del virak. Mette Høeg anmeldte Chris Kraus’ biografi om den amerikanske forfatter Kathy Acker og gav den fem ud af seks stjerner.

Det var dog ikke det, der efterfølgende blev genstand for debat. Mette Høeg får undervejs indflettet en kritik af feministen Emma Holten, som i weekenden var sat til at interviewe Chris Kraus i forbindelse med Louisiana Literature. I sin anmeldelse efterlyser Høeg, at Kraus ikke blev interviewet af Emma Holten, men af »et vægtigt intellekt med kunst- og litteraturfaglig indsigt«.