Mette Frederiksen (S) mener, at en skolelærer, en dommer, en politibetjent eller politiker ikke kan være kunde hos en prostitueret og samtidig udføre sit hverv på en måde, »…som er foreneligt med det, vi opfatter som ligestilling og respekt mellem kønnene.« Kun ved at læse som Fanden læser Bibelen, kan man udlede, at Frederiksen mener, at ovennævnte ikke må være prostitutionskunder. Hun fremhæver misforholdet mellem at arbejde inden for områder, der bygger på ligeværd og samtidig være en af de 300.000 danske prostitutionskunder.
Udtalelsen handler om kulturel opdragelse, ikke om forbud, og bygger på en forestilling om, at prostitution er nedværdigende. Fra andre vækker det modstand: I Information udtalte Eini Carina således, at hun som feminist mener, det er et kæmpe ligestillingsproblem, at »vi ikke anerkender kvinder som selvstændige i en seksuel sammenhæng.«