Jeg vil gerne se
dokumentarfilmen »Tangentspilleren« af Anne Moulvad. Den handler om en ung fyr med Aspergers syndrom, som i dag er en af landets bedste til at improvisere på klaver og orgel. Når han er i sit musiske univers, er han en ener, og når han er ude i det virkelige liv, er han en ener på en anden måde. Jeg kan godt lide, at filmen fordyber sig så meget i et menneske, når vi ellers lever i en verden, hvor alting skal gå så stærkt.

Jeg vil gerne møde
Asger Jorn. I øjeblikket laver jeg en dokumentarfilm om ham, og jeg vidste, at han malede, lavede keramik og skrev bøger, men jeg har aldrig i mit liv beskæftiget mig med et menneske, som fylder så meget. Et menneske, som producerede så meget på så kort tid. Han kom fra ingenting, men han vidste også, hvad han ville, og så gjorde han det.

Jeg træner
ikke, men jeg går meget. Jeg er glad for, at man nu har fundet ud af, at det at gå er lige så godt som at løbe. Jeg kommer ikke hen i træningscenteret. Jeg gjorde det i en periode, fordi jeg havde en fast træner, som ventede på mig, og så blev jeg jo nødt til at møde, men jeg har ikke været god til at vedligeholde det. Så i stedet går jeg lange ture.

Min bedste madoplevelse var
da det gik op for mig, at man kan tabe 15 kilo ved at spise, som De Danske Vægtkonsulenter foreskriver. Jeg har selv været 15 kilo for tung, det indrømmer jeg gerne, men hos dem må man spise afsindigt meget mad. Jeg spiser mere mad, end min mand gør. Jeg skovler mad ind. Og jeg laver desserter, sovse og dressinger, og jeg har stadig tabt mig 15 kilo. Det er godt, at man kan tabe sig uden at dø af sult.

Det næste, jeg køber, er
en stor pighvar. I Jylland bor vi på et gods, min mand har overtaget fra sin familie, og der ligger verdens bedste og mest vidunderlige fiskehandler. Folk står i kø for at komme ind til den her fiskehandler. Jeg spiser kun fisk, når vi er Jylland. Så ringer jeg derud og siger, at jeg gerne vil have en pighvar, og næste dag kan jeg hente en på størrelse med et toiletbræt.

Jeg gider ikke
bruge tid på forlorenhed. Det er meget vigtigt for mig, at de mennesker, jeg har med at gøre, har en integritet og en ordentlighed. Jeg gider ikke, når folk skruer deres liv op på et helt andet plan, end det er. Den verden, vi lever i i dag, er meget materialistisk, men jeg synes i stedet, man bør træde et skridt tilbage, se på den og være en del af den.

Jeg vil gerne rejse til
Paris. Jeg synes, det er en vidunderlig by. Jeg er meget frankofil, og jeg taler lidt skolefransk, men jeg taler bare hurtigt, så er der som regel ikke nogen, der lægger mærke til mine fejl. Franskmændene klæder sig flot, der er smukt i Paris, og jeg nyder at gå på museer og at spise på de franske bistroer. For mig handler det om at tage derned og være en del af kulturen og miljøet.

Min kæreste ejendel er
evnen til at kunne fokusere på de gode oplevelser frem for de negative. Jeg lever ud fra et motto, der hedder, at der altid er en grund til, at tingene sker. Hvis det er godt, er det fordi man har fortjent det, og hvis det ikke er godt, er det fordi, der kommer noget, der er bedre. Hos mig er glasset altid helt fyldt.

Min største last er
macarons. De franske makroner. For nylig var jeg på filmoptagelser i Italien, og der fløj jeg hjem via Nice, så jeg spiste lige et par stykker i lufthavnen. I Danmark undgår jeg som regel at gå forbi La Glace, for jeg kan saftsuseme godt komme til at købe et par stykker meget hurtigt.

Det bedste råd, jeg har fået, var
da min søster fortalte mig, at jeg var for tyk. Folk bliver tit chokerede, når jeg fortæller dem, at hun sagde det til mig, for de synes, det er meget grænseoverskridende, men jeg er lykkelig for at have en søster, der er ærlig. Hvis jeg vejer 15 kilo for meget, så er det i orden, at min søster siger det. Man skal jo altid behandle andre ordentligt, men man skal også sige tingene ærligt.

Det menneske, der har gjort størst indtryk på mig, er
Meryl Streep. Jeg lavede en dokumentarfilm om Karen Blixen og ville gerne have Meryl Streep med. Vi tog til New York for at møde hende og snakkede om, hvorvidt vi skulle bestille en limousine til hende, men aftalte så, at hun bare skulle komme. Ti minutter før optagelsernes start, var hun endnu ikke kommet, og produktionsfolket blev jo frygtelig nervøse. Men så kom hun, op fra subwayen, helt sød og skøn og undskyldte, at hun var forsinket.

Jeg sætter pris på
at jeg kan stole på folk. Jeg kan godt lide, når folk holder de ting, de lover. Jeg gider ikke folk, hvor man hele tiden skal gå og overveje, hvad de mener med det, de siger. Jeg sætter pris på ordentlighed og ordholdenhed og integritet. Folk skal være, som de er, og så kan man forholde sig til det.

Jeg slapper bedst af med
krimier. En af de bedste bøger, jeg har læst, var Alfabethuset af Jussi Adler-Olsen. Jeg mødte ham, mens jeg var ved at færdiglæse bogen, så jeg tog fat i kraven på ham og fik meget ivrigt fortalt, hvor langt jeg var nået. Den stakkels mand kendte mig jo stort set ikke. Han tog det dog meget positivt, at jeg var så engageret i hans bog.

Jeg vil aldrig
mere være tyk. Da jeg havde tabt mig 15 kilo, forærede jeg alt mit tøj til nogle, som var tykke, eller nogle der kunne sælge det på Trendsales, og så gav min mand mig en personlig stylist, som kom hjem til mig, og vi fandt sammen ud af, hvilke farver, der klæder mig, og hvordan jeg kunne kombinere H&M med lidt dyrere tøj. Den slags kræver, at man starter på en frisk.