Skuespilleren Ryan Gosling, kendt fra danske Nicolas Winding Refns seneste film, debuterer som instruktør med filmen "Lost River". 

Den tiltrækker voldsom opmærksomhed ved filmfestivalen i Cannes, hvor folk stod i lange køer for at komme ind og se filmen. Efterfølgende stod filmanmelderne i kø for at slå den i hovedet på perfid vis.

»Havde Terrence Mallick og David Lynch på en eller anden måde fået et kunstnerisk kærlighedsbarn, som var blevet kidnappet, kvalt og gentagne gange sparket i ansigtet af Nicolas Winding Refn, ville resultatet se og lyde som "Lost River",« skriver Justin Chang fra det amerikanske filmmagasin Variety. 

Richard Corliss fra Time Magazine, citerer sin hustru for bemærkningen "prætentiøst hestelort". 

Handlingen i "Lost River" er ikke soleklar, for at sige det mildt. Den handler om en enlig mor og hendes teenagesøn, der bor i en næsten forladt by i en amerikansk sydstat. I byen findes en makaber underverden og en forladt spøgelsesby i bunden af et reservoir. 

»Filmen vakler mellem det idiotiske og obskure, mellem LOL og WTF,« som Richard Corliss skriver.

»Så dårlig, at mundvandet tørrer ud,« lyder overskriften på hans anmeldelse. 

I branchemagasinet Screen Daily noterer chefanmelder Mark Adams, at »Lost River« er »en overkogt affære, som er i akut mangel på vid og humor til at gå hånd i hånd med dens selvbevidste intentioner om at være kunst.«

»Lost River« er endnu ikke premieresat i Danmark.