Solid byggekvalitet
De amerikanske anmeldere er enige om, at Moto X er en af de bedst designede Android-telefoner til dato. Chefredaktøren fra TheVerge, Joshua Topolsky, hæfter sig ved, at der ikke er brugt metal på telefonen, som på iPhone 5 og HTC One, men at han ikke savner det.
Hos Engadget er man også glad for designet, selvom de finder det anonymt. De har dog også modtaget den helt hvide model, som de kalder »noget kedelig« i det. Dog er de glade for muligheden for helt selv at vælge, hvilke farver din Moto X skal have. Når du køber den hos Motorola, får du mulighed for at vælge farve og materiale på forside, bagside, rammen og knapper/kameralinsen af telefonen. Det giver over 2000 forskellige kombinationer.
Slashgear beskriver Moto X som en blanding af Samsungs plastik-agtige Galaxy S4 og HTC One i unibody-aluminium. De fremhæver i samme omgang, at telefonen er »stænktæt« og skulle kunne overleve vandsprøjt og svedige lommer.
Velfungerende digital assistent
Motorola og Google har brugt en god del af deres markedsføring på at forklare, hvor smart det er er, at du kan tale til telefonen. Og at telefonen taler til dig. Og hvor det førhen ofte har været gimmicks og salgstricks, så lyder det som, at Google og Motorola har knækket koden og gjort funktionen anvendelig.
»Motorola Assist alene er nok for mig til at ville have Moto X«, skriver Joshua Topolsky om telefonens indbyggede assistent. Eksempelvis registrerer telefonens sensorer selv, når du er i en bil. Får du en sms, så spørger telefonen, om den skal læse den op, og får du et opkald, kan du besvare eller afvise med »yes« eller »no«, og telefonen går på håndfri. Du har altså hænderne og øjnene fri.
Hos CNET har man også rosende ord for Google Now, der lader dig stille spørgsmål eller bede om rutevejledninger til telefonen. Præcis som Siri på iPhone.
Sporadisk godt kamera
Anmelderne er enige om, at der sidder et fornuftigt kamera i Moto X. Men en god del af dem oplever også, at det producerer nogle blandede resultater. Hos både Engadget og TheVerge hæfter man sig ved, at telefonen efterbehandler billederne for meget, hvilket resulterer i for meget støj på billederne.
Til gengæld klarer kameraet sig godt i mørke omgivelser på grund af kameraets ‘clear pixel’, som ifølge Motorola skulle lukke 75 pct. mere lys ind.
Hos CNET oplever man ikke samme problem med støj i billederne, men roser til gengæld kameraet, der både leverer gode og skarpe billeder indenfor og udenfor. Især HDR-funktionen, der hjælper med at tage billeder i stærkt lys, giver gode resultater i CNETs test.
Sjældent godt batteri
Der er også enighed om, at batteriet er et af de bedre, der er set på en Android-telefon. Det er er også noget, som Motorola har brugt tid på at forklare op til lanceringen. Blandt andet, at man bevidst har valgt en lavere opløsning til skærmen, så processoren skal trække færre pixels. Motorola selv har hævdet, at telefonen holder strøm i 24 timer ved »blandet brug«.
Slashgear rapporterer om 21 timer, hos Engadget over 30 timer, TheVerge 15 timer og hos phonearena hev man omkring 24 timer ud af batteriet.
God, men dyr
Konsensus er, at Moto X er en fornuftig telefon. Og bestemt den bedste, som Motorola længe har præsenteret. Det er imidlertid en telefon, der i Amerika med kontrakt koster 200 dollars. Det er det samme som HTC One og Samsung Galaxy S4. Telefoner som har kraftigere højere skærmopløsninger, hurtigere processor og flere megapixels.
»Moto X er mere end summen af de enkelte dele. Den er ikke perfekt, men kompetent, og den viser, at der er mere end én måde at gribe smartphonemarkedet an på«, skriver Slashgear.